Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Fra World Connect:Occupation: JERNHANDLER . Skifte efter farbror1897 i Vester Brønderslev Note: TOG FAMILIENAVNET PARNER. TILFLYTTET VESTER BRØNDERSLEV 1871 FRA NØRRE SUNDBY. BLEV ÆRESBORGER I BRØNDERSLEV. Henrik Eriksen JP Wammens slægtsbog internettet:Der skal have været 10 børn i alt. Alle sønnerne med undtagelse af Anton har antaget navnet ”Parner” i stedet for ”Eriksen”

NHenrik er født i Øster Brønderslev den 7. september 1841. Som ganske ungt menneske kom han til Saltum Apotek som medhjælper hos Apoteker Nansen. Her var han meget godt anskreven på grund af sin medfødte bravhed. Den 9. juni 1868 forekommer følgende oplysninger om ham i et brev, som søsteren Marie skriver til sin kæreste Søren Olesen:

”min broder Henrik er bleven forlovet med skolelærer Rasmussens datter i Saltum, en søster til fru Nansen på Saltum Apotek. Henrik har sendt hende en forlovelsesring. (Han var dengang købmand i foromtalte by Gjesten) og det varer vist ikk e længe, inden hun rejser ned til ham. Gud give, de måtte blive lykkelige. Henrik er sådant et godt menneske. Det er vist den første kæreste, han har haft, og det er også nok hans mening at det skal være den sidste.-”

Henrik var da (nylig) kommen til Gjesten som købmand, men de nærmere omstændigheder herved er mig ubekendt. Han var kommen der som 22 årigt ungt menneske for at bestyre denne forretning, som da var i Gjesten Kro; men blev senere måske ved fad erens hjælp selvejer af den. Han havde været der i fem år, da han blev forlovet. I november måned var hans længsel efter kæresten bleven så stor, at det måtte ende med bryllup,Vielsen er indført således i Saltum kirkebog:

”1868, den 6. november viedes i Saltum kirke ungkarl købmand Henrik Eriksen, søn af tømre Erik Henriksen og hustru, Karen Andersdatter af Øster Brønderslev født 7. september 1841. Opholdssted: Gjesten sogn, Ribe Amt og jomfru Hedevig Rasmin e Rasmusdatter, datter af afdøde kirkesanger og skolelærer Laurits Kristian Rasmussen og hustru, Micalline Marie Thorland af Nørre Saltum Skole, født 1. februar 1845. Forloverer: Apoteker Nansen og Erik Henriksen

Den 11. november 1868 drog Henrik med sin smukke hustru til Gjesten. 3. januar 1870 skriver Hedevig et lille brev til Marie, hvori følgende forekommer:

”Mange tak for Eders gode ønsker for vor lille dreng. Han er en rigtig sød dreng og ligner sin fader baade i sind og skind. Han hedder Kristian Marinus Eriksen.”

Således tegnede alt så godt for det unge ægtepar. Men så kom modgangen. I de tørre misvækstår 1868 og 69 havde Henrik forlist en del penge, så hans gæld efter hvad han selv har fortalt mig løb op til 70.000 kr. Kort og godt, han gik fall it. Jeg formoder, at gamle Erik Findinge ved denne lejlighed er kommet i besiddelse af det lille hus i Gjesten, han 1872 kunne afhænde til sin søn Anders. Den 14. december 1870 bor de i Nørre Sundby; thi her fødtes deres andet barn, Karen Marie, nævnte dato. Henrik havde reddet en hest og en vogn og han kørte nu omkring som opkøber af smør og æg, og ernærede derved sin familie så godt ha n kunne. Så var det, at hans fader i 1871 købte en byggegrund ved Vester Brønderslev St. og lod der opføre et hus, hvortil han, som han selv meddeler, indsøgte købmands- og brændevins bevilling, og Henrik skulle jo så bestyre den. (Henrik fortalt e rigtig nok mig, at han selv betalte bevillingen). Som falliterende købmand kunne han sagtens ikke selv lægge navn til; men måtte have sin faders navn stukket frem. Jeg lader nu dette stå ved sit værd. Med denne forretning gik det imidlertid også galt. Henrik fortalte mig, at han forliste 5 000 kr. ved sin broder i Emb, og at han kom til at betale 732 kr. i mulkt for kvaksalveri. Men så i 1879 fik børnene skarlagensfeber og tyfus, to af de m døde, ingen turde i lang tid komme ind i butikken. Da gik forretningen fuldstændig i stykker, og det er vel så i den anledning at gamle Findinge skriver: ”Henrik er bleven aarsag til, at jeg har maatte sælge mit hus i Øster Brøndersle v” (side 55). Dette er jo rigtig nok sket i 1878; men i brevet fra Nørre Kornum, dateret 1. januar 1880 siger: ”Henriks børn har haft skarlagensfeber, og to af dem er døde.” Også dette vil jeg lade stå ved sit værd; men sikker er det , at det ikke var lutter sol og smil, liden Hedevig kom til at gå ind til. Dog ved jeg, at hun og Henrik holdt trofast sammen såvel i lyse som i mørke dage. Nu gav Henrik sig til at være fiskehandler. Han fortalte mig tit: ”Jeg har kørt mange læs fisk i mine dage. Jeg har hentet 119 læs i Løkken og 113 læs i Blokhus." Han hentede dem om natten for næste morgen at afsætte dem i Hjørring, Sæby, Nørre Sundby eller Aalborg. Det var drøje ture; men Henrik hol dt trøstig ud for at kunne skaffe brødet til Hedevig og børnene. Omkring 1900 opgav Henrik fiskeforretningen og begyndte en ny handel, som han i et brev, dateret 28. december 1800 selv beskrev således: ”Fiskehandelen har jeg ophørt med og nu handler jeg med Gl. jern, zink, kobber, messing, tin, bly, hestehår, kohaler, tælle, vox, vildt, vildtskind, gl. stueure, klude, ben, gl. vogne og vogndele, gl. reb og sække o.s.v. Det giver daglig peng e, medens fisk kun kan give, når vi har fiskeri og tilmed skal der fryses for meget ved fiskeriforretningen. Man skal jo have omløb i hovedet for at takserer alle disse dele, når der kommer en, som vil handle på slump.. Jeg har i dette år sen dt 7 stk. fuldt belæssede jernbanevogne1908 foretog jeg en rejse i Vendsyssel, mest for at se landet. I den rejseberetning jeg nedskrev, har jeg følgende om gamle jernhandler Eriksen:

”Aalborg – Hjørring landevej: Foran mig kører en vogn, der ruller ganske sindig hen ad landevejen, men ud fra den går en øredøvende spektakel, som jeg har kunnet høre længe før jeg har kunnet se vognen. Jeg forstærkede farten for at kunne lægge den skrammelkasse ba g mig. Vognen er fyldt med jernskrammel, og hvem sidder i agestolen andre end gamle jernhandler Eriksen fra Vester Brønderslev. Det er netop ham, jeg har tænkt at overnatte hos. Jeg står af og hilser og han indbyder mig venligst, hvorpå jeg at ter bestiger min cykel og skyndsomt forlader ham og hans musik”.

7. september 1908

”Jeg sidder i Eriksens lille stue, medens Hedevig har travlt med at tilberede morgenkaffen. Hun er trods sin 63 år en smuk gammel kone. Der er lidt anstrøg over hende og hun tiltaler stadig manden med efternavn. Eriksen fortæller ustandselig om sine farter som fiskehandler og jernhandler. – Jeg sidder og tænker på hvilken umådelig slid med nattevågen, ondt vejr og mørke, som gamle Eriksen har døjet for at kunne skaffe brødet til Hedevi g og de små. Der er noget trofast og pligtopfyldende udbredt over hans tætbyggede skikkelse; Eriksen er optimist og tilbørlig som hans fader og mange af slægten at se alt i bengalisk belysning. Her er en af hans Anekdoter: ”Jeg havde engang en hest, som var en ualmindelig udholdende løber. Jeg kom en dag hjem efter at have kørt et læs fisk fra Blokhus til Sæby, og som jeg kommer til jernbanestationen i Vester Brønderslev, ser jeg toget farer af sted efter Aalb org og en mand med en rejsetaske løbende bag efter råbende og vinkende. Jeg holder an og spørger, hvad han fejler. Ja, han skulle absolut have været med toget for at kunne møde sin principal i Aarhus, og nu var han helt ulykkelig. ”Hvis De giver mig 10 kr., så skal jeg køre Dem så betids til Nørre Sundby, så de skal kunne nå toget i Aalborg!” ”Ja, der var da helt umuligt!” ”ja,” siger jeg ganske sindig, ”hvis De står og betænker Dem ret længe!” I det samme smider mennesket sin rejsetaske bag i vognen, springer op i agestolen til mig og råber: ”Kør, men kommer vi for sent betaler jeg ikke en øre!” ”Jeg skal nok bestemme farten!” siger jeg og kører så helt sindig ud til Aalborg Landevej; Thi vejen derud var så dårlig, og mennesket sidder hele tiden som på nåle og stønner: ”Vi kommer for sent, vi kommer for sent!” Så snart vi kommer ud på landevejen råber jeg til hesten: ”Stræk!” og den sætter af sted i susende fart. ”Den løber da vel ikke løbsk!” råbte han. ”Nej!” siger jeg, ”sådan løber den altid, og det lige til jeg siger: Stop!” Jeg kunne jo sidde og holde øje med toget og høre, når det kørte ind, og når det kørte ud af fra stationerne, og derefter sætter jeg jo farten. Hesten fortsatte imidlertid sin vilde fart indtil jeg ved pontonbroen råbte ”Stop!” og i det samme hører jeg toget køre ind på Nørre Sundby St. – jeg ser på mit ur og siger: ”Nu har de lige 21 minutter til at nå igennem Aalborg til bane gården!” og jeg har altså tjent de 10 kr. Men så gør manden sig grov og siger, at toget er kørt over broen og han itte vil betale en skilling. Så vender jeg vognen og siger: ”Ja, jeg forstår nok, at De er en kæltring og De kan tro jeg skal tale med Deres principal!” I det samme fløjter toget ved Nørre Sundby St.. Manden river tegnebogen op af lommen, smider 10 kr. til mig og stikker i rend over pontonbroen med frakkeskøderne som en hale spillende bag ud; men jeg kører ganske rolig hjem og gav hesten en ha lv skæppe havre.”

Midt under krigen afhændede Eriksen alt sit jernkrammel til tyskerne. 12 jernbanevogne afgik fuldt lastede fra Vester Brønderslev St. og indbragte ham en sum af flere tusinde kroner. Så vidt jeg kunne forstå var gamle Eriksen slet ikke religiøs, hvilket jeg fandt mærkeligt. I hvert fald ville han aldrig ind på dette. Den 13. november 1916 mistede han efter længere tids svaghed sin hustru. Da jeg kort efter besøgte ham og bad ham fortælle mig om hendes død, fortalte han, at han hver dag sad ved hendes seng og læste for hende, navnlig ville hun hører, hva d der stod i aviserne, og en dag, just som han sad og læste i Socialdemokraten (og just) var kommen midt på anden side, gav hun et lille suk og da han ville se efter, var hun død. Jeg syntes, det var så trist og spurgte: ” Havde I da ikke andet a læse i?” ”Jo”, indrømmede han, ”vi læste også i vore bøger!” ”Kom præsten da ikke og så til hende?” spurgte jeg. ”Nej”, sagde han, ”Hedevig kunne ikke lide den præst, vi har” Vi fulgtes så ad ved aftenstid op på kirkegården for at se Hedevigs grav. Den var smukt holdt – og gamle Eriksen blev tavs, da vi stod ved graven; men hvad han tænkte på, beholdt han ved sig selv. En tid efter solgte Eriksen sit gamle hus, der tog sig så underligt ud, der midt imellem alle de store og fine huse, der var vokset op om det. Hus og grund var naturligvis vokset i værdi, og så vidt jeg husker, fik han 12.000 kr. for det; me n han forbeholdt sig ret til at bo i sine stuer, så længe han levede. Her sad han da i lænestolen ved vinduet, læste sin avis og røg af sin pibe og tænke på svundne dage, på Hedevig og børnene, og sine mange eventyr, han havde oplevet; men om han længtes efter evighedslandet, om hans tanker stundom gik opa d i Tak og Bøn til Gud, ved jeg ikke, Gud ved det! Men hvad er der ved al vor strid og stræben, hvis det ikke bliver det, vi på vore gamle dage higer og længes efter? – tomhed – synes jeg. Gamle Eriksen døde den 12. november 1922 og hviler nu ved sin Hedevig på Vester Brønderslev kirkegård. Til toppen