Rasmine Christophine Madsen, 18901971 (81 år gammel)

Navn
Rasmine Christophine /Madsen/
Født 21. maj 1890
ÆgteskabJens Martinus ClausenVis familie
3. november 1916 (26 år gammel)
Erhverv
Husmor

Søns fødselJohannes Clausen
3. december 1917 (27 år gammel)
Datters fødselGerda Clausen
30. september 1920 (30 år gammel)
Datters fødselInger Clausen
17. januar 1922 (31 år gammel)
Søns fødselFrederik Clausen
13. august 1928 (38 år gammel)
Datters dødsfaldInger Clausen
18. juni 1942 (52 år gammel)
Ægtemands dødsfaldJens Martinus Clausen
6. juni 1961 (71 år gammel)
Note: ao 33.3
Død 18. december 1971 (81 år gammel)
Årsag for dødsfald: 02.10.1904 i Middelfart kirke
Begravelse
Familie med Jens Martinus Clausen
ægtemand
18941961
Født: 1. juni 1894 28 27Brønderslev sogn
Død: 6. juni 1961Vorbasse sogn
hende selv
18901971
Født: 21. maj 1890Vor Frue Sogn, Odense
Død: 18. december 1971Grindsted
Ægteskab Ægteskab3. november 1916Brønderslev kirke
13 måneder
søn
19172000
Født: 3. december 1917 23 27Istedgade 21 3. sal, Vor Frelsers Sogn, Aalborg
Død: 31. maj 2000Ålunden 61, Grenaa
3 år
datter
19201998
Født: 30. september 1920 26 30Grønnegade, Budolfi sogn, Aalborg
Død: 13. februar 1998Vorbasse plejehjem, Vorbasse sogn
16 måneder
datter
19221942
Født: 17. januar 1922 27 31Aalborg
Død: 18. juni 1942Grindsted
7 år
søn
19281995
Født: 13. august 1928 34 38Hejnsvig
Død: 20. december 1995Billund, Grene sogn
Note

Faddere: Arb. mand Niels Petersen og Hustru, Staalstræde 13, Odense og Forældrene. Bedstemor kom ud at tjene allerede som lille pige, da faderen var død kort tid efter hendes fødsel. Moderen flyttede derefter til Middelfart, hvor hun havde en søster, og døde kort efter, at bedstemor var blevet konfirmeret. Ifølge kirkebog en blev bedstemor konfirmeret i Middelfart den 2. oktober 1904, og hun boede da i Søndergade i Middelfart. Der står ikke noget om, at faderen var død.

Hun mødte Jens Clausen, mens hun var tjenestepige og han i skomagerlære i Glamsbjerg.

Fra den 14. februar 1915 har vi et kort, som bedstemor (smaskforelsket) sendte til bedstefar. Han er åbenbart rejst hjem en tur til Brønderslev, men lad os høre, hvad hun skrev: "Kære lille Ven, Du kan tro, at jeg er ked af at Du er blevet syg, men jeg ved jo, at Du bliver passet godt hvor du er. Kære Ven, vil Du hilse Fru Højberg fra mig og sige hende mange Tak for Brevet, jeg ville skrive til hende, men har ikketi d dertil thi vi har fremmede i Aften derfor faar Du ogsaa kun et Kort nu haaber jeg at Du maa blive rask igen men nu maa Du endelig ikke rejse her hjem for tideligt kære lille Ven. Du maa ikke komme hjem paa Søndag dersom Du ikke er raskdet ka n være at jeg kan komme over at hente Dig paa næste Søndag (h)vis Du ikke kommer før men det haaber jeg at Du gør, vi skal have Taleren paa Søndag aften. Pastor Haslund kommer ikke paa Mandag han er syg en(d)nu nu vil jeg slutte for d enne gang med mange kærlige Hilsener og Kys til min lille Mand fra Din hengivne Kone".

Det skal bemærkes, at bedstefar og bedstemor først blev gift den 3. november 1916! Bedstemor (hun hed Rasmine, men foretrak at kalde sig Mine), var meget god af sig, og hun gav gerne til andre, der ikke havde så meget, selv om der heller ikke hos skomagerens var overflod på nogen måder. Hun var meget åbenog selskabeligt a nlagt, og så elskede hun at spille, hvad enten det var Ludo, Æselspil, Mølle eller Dam, Domino, Skrabnæse, og hvad de alle hed. Mine gik gerne på visit hos andre, især hvis der var sygdom i hjemmet, og der var altid noget i tasken til dem. Hun elskede også at komme på udflugt og ud at rejse. En gang imellem tog hun således til København eller til Middelfart for at b esøge sine søstre. Der stod så mad i spisekammeret til bedstefar til de næste par dage. Selv som gammel behøvede hun kun at få spørgsmålet, om hun ville med ud at køre, straks sprang ud op af lænestolen og stod parat med hat og frakk e på.

Bedstemor gik i øvrigt altid med hat - aldrig med hovedklæde! Efter bedstefars død havde hun svært ved at være alene og blev rastløs. Gerda fik hendes besøg dagligt og sørgede for hende, og omkring 1969/70 kom hun på alderdomshjemmet i Vorbasse, hvor hun fik et stort værelse med to vinduer mod gaden, hvorfra hun kunne holde øje med dagliglivet i byen. Her sad hun i gyngestolen og strikkede. Det blev bl.a. til håndklæder, for selv om hun nok ikke var så ferm til håndarbejde og aldrig selv havde syet eller strikket særligt meget i sine un ge dage, så gik tiden så godt med noget mellem hænderne.