Rasmine Christophine Madsen, 1890–1971 (81 år gammel)
- Navn
- Rasmine Christophine /Madsen/
Født | 21. maj 1890 |
---|---|
Ægteskab | Jens Martinus Clausen — Vis familie 3. november 1916 (26 år gammel) |
Erhverv | Husmor |
Søns fødsel | Johannes Clausen 3. december 1917 (27 år gammel) |
Datters fødsel | Gerda Clausen 30. september 1920 (30 år gammel) |
Datters fødsel | Inger Clausen 17. januar 1922 (31 år gammel) |
Søns fødsel | Frederik Clausen 13. august 1928 (38 år gammel) |
Datters dødsfald | Inger Clausen 18. juni 1942 (52 år gammel) |
Ægtemands dødsfald | Jens Martinus Clausen 6. juni 1961 (71 år gammel) Note: ao 33.3 |
Død | 18. december 1971 (81 år gammel) Årsag for dødsfald: 02.10.1904 i Middelfart kirke |
Begravelse |
ægtemand |
1894–1961
Født: 1. juni 1894
28
27 — Brønderslev sogn Død: 6. juni 1961 — Vorbasse sogn |
---|---|
hende selv |
1890–1971
Født: 21. maj 1890 — Vor Frue Sogn, Odense Død: 18. december 1971 — Grindsted |
Ægteskab | Ægteskab — 3. november 1916 — Brønderslev kirke |
13 måneder
søn |
1917–2000
Født: 3. december 1917
23
27 — Istedgade 21 3. sal, Vor Frelsers Sogn, Aalborg Død: 31. maj 2000 — Ålunden 61, Grenaa |
3 år
datter |
1920–1998
Født: 30. september 1920
26
30 — Grønnegade, Budolfi sogn, Aalborg Død: 13. februar 1998 — Vorbasse plejehjem, Vorbasse sogn |
16 måneder
datter |
1922–1942
Født: 17. januar 1922
27
31 — Aalborg Død: 18. juni 1942 — Grindsted |
7 år
søn |
1928–1995
Født: 13. august 1928
34
38 — Hejnsvig Død: 20. december 1995 — Billund, Grene sogn |
Note | Faddere: Arb. mand Niels Petersen og Hustru, Staalstræde 13, Odense og Forældrene. Bedstemor kom ud at tjene allerede som lille pige, da faderen var død kort tid efter hendes fødsel. Moderen flyttede derefter til Middelfart, hvor hun havde en søster, og døde kort efter, at bedstemor var blevet konfirmeret. Ifølge kirkebog en blev bedstemor konfirmeret i Middelfart den 2. oktober 1904, og hun boede da i Søndergade i Middelfart. Der står ikke noget om, at faderen var død. Hun mødte Jens Clausen, mens hun var tjenestepige og han i skomagerlære i Glamsbjerg. Fra den 14. februar 1915 har vi et kort, som bedstemor (smaskforelsket) sendte til bedstefar. Han er åbenbart rejst hjem en tur til Brønderslev, men lad os høre, hvad hun skrev: "Kære lille Ven, Du kan tro, at jeg er ked af at Du er blevet syg, men jeg ved jo, at Du bliver passet godt hvor du er. Kære Ven, vil Du hilse Fru Højberg fra mig og sige hende mange Tak for Brevet, jeg ville skrive til hende, men har ikketi d dertil thi vi har fremmede i Aften derfor faar Du ogsaa kun et Kort nu haaber jeg at Du maa blive rask igen men nu maa Du endelig ikke rejse her hjem for tideligt kære lille Ven. Du maa ikke komme hjem paa Søndag dersom Du ikke er raskdet ka n være at jeg kan komme over at hente Dig paa næste Søndag (h)vis Du ikke kommer før men det haaber jeg at Du gør, vi skal have Taleren paa Søndag aften. Pastor Haslund kommer ikke paa Mandag han er syg en(d)nu nu vil jeg slutte for d enne gang med mange kærlige Hilsener og Kys til min lille Mand fra Din hengivne Kone". Det skal bemærkes, at bedstefar og bedstemor først blev gift den 3. november 1916! Bedstemor (hun hed Rasmine, men foretrak at kalde sig Mine), var meget god af sig, og hun gav gerne til andre, der ikke havde så meget, selv om der heller ikke hos skomagerens var overflod på nogen måder. Hun var meget åbenog selskabeligt a nlagt, og så elskede hun at spille, hvad enten det var Ludo, Æselspil, Mølle eller Dam, Domino, Skrabnæse, og hvad de alle hed. Mine gik gerne på visit hos andre, især hvis der var sygdom i hjemmet, og der var altid noget i tasken til dem. Hun elskede også at komme på udflugt og ud at rejse. En gang imellem tog hun således til København eller til Middelfart for at b esøge sine søstre. Der stod så mad i spisekammeret til bedstefar til de næste par dage. Selv som gammel behøvede hun kun at få spørgsmålet, om hun ville med ud at køre, straks sprang ud op af lænestolen og stod parat med hat og frakk e på. Bedstemor gik i øvrigt altid med hat - aldrig med hovedklæde! Efter bedstefars død havde hun svært ved at være alene og blev rastløs. Gerda fik hendes besøg dagligt og sørgede for hende, og omkring 1969/70 kom hun på alderdomshjemmet i Vorbasse, hvor hun fik et stort værelse med to vinduer mod gaden, hvorfra hun kunne holde øje med dagliglivet i byen. Her sad hun i gyngestolen og strikkede. Det blev bl.a. til håndklæder, for selv om hun nok ikke var så ferm til håndarbejde og aldrig selv havde syet eller strikket særligt meget i sine un ge dage, så gik tiden så godt med noget mellem hænderne. |
---|