Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Hans anetavle findes i Carl Langholz "Anetavler for berømte danskere, 1. samling: Digtere og forfattere.nr.28. Nekrolog i VAF 24/1 1917, 3 børn i 1. ægteskab: Anne Marie Knudsen gm tysk forfatter, Egmont Seylin, musiker Harald Knudsen, Leipzig , den sidste ingeniør. 4 døtre i andet ægteskab.

Valgmenighedspræst, forfatter og højskolelærer Jakob Knudsen (1858-1917). Fra 1882 til 1890 underviste Jakob Knudsen på Askov Højskole, hvorefter han i syv år virkede som valgmenighedspræst i Mellerup. Herefter foredragsholder. Jakob Knudsen har skrevet en række romaner om konflikt mellem lov, moral og samvittighed. Heri blandt »Den gamle præst«, »Sind«, »Rodfæstet« »Angst« og »Mod«. Desuden har han skrevet fortællingerne »Jyder« I-II og essaysamlingen »Livsfilosofi«.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Det svære afskedsbrev DE SKREV ET BREV: I sensommeren 1892 skrev valgmenighedspræsten i Mellerup, Jakob Knudsen, et brev til sine svigerforældre. I brevet forklarede han, hvorfor han måtte lade sig skille fra deres datter, Sofie - mor til parrets tre børn

en anden august 1892 skriver valgmenighedspræsten i Mellerup, Jakob Knudsen, et brev, der ikke må have været let at skrive. Det er stilet til hans svigerforældre i København, og i det forsøger han at forklare, hvorfor han ønsker at lade sig skille fra deres datter Sofie.

»Kjære Venner!«, indleder han og fortsætter på den direkte og uskrømtede måde, der afslører et betrængt hjerte: »Sofie skriver, at I har ondt ved at forstaa, at jeg ikke kan faa noget ud af at leve sammen med hende. Ja, jeg har selv ondt ved at forstaa det, É«

Det har også været et uendeligt stort skridt at tage. Ingen tvivl om det. Tiden, og ikke mindst Jakob Knudsens opdragelse og hele baggrund, taget i betragtning. Født og opvokset i et grundtvigsk hjem, præget af faderens stærke personlighed, hans udprægede vækkelsesidealisme og uhildede forventninger til en ret og kristelig vandel, bar han livet igennem på en sårbar samvittighed. Anger kunne formørke hans sind, og en til vanvid grænsende ruelse true hans sjælefred. Små og harmløse sager voksede sig store og tyngende, ofte ud af det rene ingenting, og slog ham til jorden for kortere eller længere perioder.

Og dette var dog noget. Ægteskabsbrud, skilsmisse fra den kvinde, han havde ægtet bare ni år tidligere, og med hvem han havde tre børn: Harald, Jens Lassen og Anne Mie.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER ANNONCEN

Selvfølgelig har Jakobs beslutning også været svær at forstå for Sofies forældre. Svigerfaderen, overretssagfører Harald Plockross, var en velanskreven mand, medlem af valgmenigheden i Vartov. Boligen på Kastanjevej bar præg af velstand og dannelse. Konstantin Hansen, guldaldermaleren, var familiens nabo. En sti førte ind til hans have. Jakob var kommet i hjemmet siden forlovelsen i 1879, hvor han studerede i København. Og selvom miljøet har været et andet end det, han kendte fra sin opvækst i jyske præstegårde, satte han sine svigerforældre højt:

»É jeg føler, ikke blot hvad jeg længe har vidst og følt: at I er sjælden gode og kjærlige Mennesker, - men ogsaa, hvor I er kjække og usædvanlige, frie og franke Folk. - Og det er Sofie selv. Man jeg maa jo staa hende for nær, siden alt det Gode ikke kan gjøre vort Ægteskab lykkeligt.«

Ja, afskeden er svær, men som så mange andre i samme situation før, og vel især siden, har erfaret, så må meget dyrebart fare, hvis det, som det hele hviler på, hjerternes fortsatte mellemværende, en dag er ophørt. Og det er det nu, ifølge brevskriveren. Men hvorfor? Han prøver at forklare:

»Jeg kunde jo gjerne prøve paa at nævne, hvad jeg synes jeg savner hos Sofie. Og det bliver da det, at jeg synes hun har været for nøjsom i sit Forhold til mig. Ikke det, naturligvis, at hun har i det Ydre forlangt saa lidt af mig, og gjort saa meget - ligefrem Arbejde - for mig, som jeg var snarere pligtig til at have fuldført. - Nej, men hun har ladet sig nøje med Venlighed fra min Side saa jeg har egentlig aldrig ret faaet Brug for Kjærlighed overfor hende, og Kjærlighed kan man jo ikke komme til at give, med mindre den for Alvor forlanges.«

Min kærlighed har været hjemløs, skriver Knudsen. Den er ikke blevet krævet eller kaldt på. Mener han dermed, at han selv har for meget kærlighed og hun tilsvarende for lidt? Nej, de har bare ikke forstået at værdsætte og komme det i møde, som de hver især har båret på. De har, som han i hvert fald udlægger det, været ensomme, ægteskabet til trods:

»Og ligesom der hos mig har været en Side af mit Væsen, som hun ingen egentlig Brug havde for, saadan ved jeg jo saa godt, at der hos Hende er noget, som jeg ikke har haft Evne til at værdsætte som det burde værdsættes. Ja, det er hendes Finhed og Ynde, hendes noble Takt og ædle Maadehold É«, skriver han og fortsætter et par linjer længere henne:

»Men det med Kjærligheden, det gjør saa igen, at vi ikke inderlig kan dele vor Christendom med hinanden, vi kan ikke bede sammen, saa der er noget rigtigt derved, vi kan heller ikke paa den Maade blive sjælelig Et. Jeg ved ikke bedre, end at hvis vi kunde det - hvis vi virkelig kunde bede sammen - saa vilde jeg kunne være kommet over alle andre Vanskeligheder (É.) - men paa den anden Side mener jeg rigtig nok ogsaa, at det at kunne bede sammen forudsætter eller medfører netop den Kjærlighed og sjælelige Sammensmelten, som jeg overfor Sofie ikke har kunnet naa.

Med andre ord: den inderlighed, som vi har måttet være foruden, har også holdt os adskilt i forhold til kristendom. For når de menneskelige forhold ikke fungerer, vil de kristelige heller ikke gøre det. End ikke af bønnens vej vil vi finde sammen«.

»Aa ja, lille Sofie! Det bliver stramme Tider, det Aar som forestaar. Men jeg er saa glad ved, at Du ikke har gaaet og ventet med at sige det indtil Slutningen af August; hvor jeg under Dig det, at Du nu kan tale ud og græde ud, ikke skal gaa og skjule Ð aa, hvor I maa holde meget af hinanden, siden I har kunnet tage det saadan, jeg mener: hvor I to Bedsteforældre maa holde meget af Sofie.«

Jakob Knudsen anmoder i det følgende om, at nyheden om den indledte skilsmisse ikke kommer videre end til den nærmeste familie. Og da slet ikke til Mellerup:

»Jeg ville meget nødigt, at Nogen i Mellerup her skulde faa Anelse derom, før jeg selv siger det til Foraaret. Hvad angaar min mulige forbliven i Statskirken efter Skilsmissen da tror jeg rigtignok, det er en Umulighed. Det vil jeg for resten gjerne vide, om I kjendte noget Tilfælde, at en Præst var bleven skilt fra sin Kone, og dog var vedbleven at være Præst i statskirken. Det vilde nemlig have Betydning med hensyn til Mellerup, for det kunde maaske nok forøge Sandsynligheden for, at de ikke vilde beholde mig (for Nogles vedkommende), hvis de blev nødt til at blive Frimenighed for at beholde mig som Præst. Kunde det lade sig gjøre, vilde jeg naturligvis gjerne forblive i Statskirken.

Jeg vil ikke skrive mere nu (..) Men jeg skriver snart til jer igjen. Det har været en meget bevæget dag for mig.«

»Eders JK«, underskriver han sig, og vi, der gennem dette brev er blevet vidne til en over hundred år gammel skilsmisse og dens årsager, står tilbage med en vis undren over mandens bevæggrunde og motiver. Ikke at kunne bede sammen er vel næppe en begrundelse, der ofte høres rundt omkring på advokatkontorerne og hos samlivspsykologerne. Man må spørge: Delte de to ikke kristendom? De kom dog begge fra gode grundt-vigske hjem? Og så denne sidebemærkning, der forekommer i brevets begyndelse, lige inden Knudsen forsøger at forklare, hvad det er, han savner hos Sofie:

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER ANNONCEN

»Det er saa saare langt fra, at vor fælles Skjæbne har givet mig nogen bitter Fornemmelse af, at Livet skulde være tilfældigt og gudforladt - ja, saa saare langt fra - ligesaa lidt som det staar for mig som gudløst, det, vi nu har for.«

Nok er han trist til mode, sørgmodig, beklagende, men ikke tynget af sin samvittighed. Han, der ellers nok kendte til angsten for at være forladt og forstødt for Guds ansigt, handler tilsyneladende frimodigt og ud af tro. Hvordan hænger det sammen? Hvorfor denne beslutsomhed, selvom den antagelig vil true ham på hans brød. Formodningerne om hans fortsatte stilling i Mellerup er ikke urealistiske. Det er dog først, da han blev gift tre år senere med den purunge Helga Bek, det kom til et afgørende brud med menigheden og, ikke mindst, den offentlige mening, de forargedes flok i dansk kirkeliv.

Men spørgsmålene, som brevet rejser, er mange, og vi, der lever i en tid, hvor skilsmisser forekommer oftere og med større selvfølgelighed - for nu at sige det mildt - slås af de på en gang dybt oprigtige og dog så anderledes bevæggrunde og ræsonnementer.

At få svar på spørgsmålene, at blive klogere på denne anderledes skæbne kræver fordybelse i et forfatterskab og dets både dybt originale og bevægende tankegange. Måtte dette fattede smerteudbrud og de anfægtende overvejelser, det rejser, give anledning dertil.

Henrik Wigh-Poulsen arbejder i øjeblikket på en udgivelse om Jakob Knudsens skilsmisse og dens konsekvenser, baseret på samtidige brevvekslinger.

Blå bog

Blå bog

Valgmenighedspræst, forfatter og højskolelærer Jakob Knudsen (1858-1917). Fra 1882 til 1890 underviste Jakob Knudsen på Askov Højskole, hvorefter han i syv år virkede som valgmenighedspræst i Mellerup. Herefter foredragsholder. Jakob Knudsen har skrevet en række romaner om konflikt mellem lov, moral og samvittighed. Heri blandt »Den gamle præst«, »Sind«, »Rodfæstet« »Angst« og »Mod«. Desuden har han skrevet fortællingerne »Jyder« I-II og essaysamlingen »Livsfilosofi«.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Lars Herluf Jensen - Jakob Christian Lindberg Knudsens dattersøn. Journalist og fhv. redaktionschef på TV Avisen, Lars Herluf Jensen, København, er død, 84 år gammel. TV-manden, journalist Lars Herluf Jensen, København, er død, 84 år gammel. Det skriver Politiken. Lars Herluf "Luffe" Jensen blev uddannet journalist i mesterlære på Herning Folkeblad og Østsjællands Folkeblad, inden han med sin daværende kone rejste rundt i Mellemøsten i et år. I 1966 kom han til Politiken, og efter en årrække tog han til New York og videreuddannede sig på Columbia University. I 1974 vendte Lars Herluf Jensen hjem og arbejdede på DR-Provinsafdelingens seersucces Landet rundt. I 1978 blev han redaktionssekretær og senere redaktionschef på TV Avisen. Omkring årtusindskiftet forlod Lars Herluf Jensen redaktørstolen efter 26 år i DR, hvorefter han dyrkede sine interesser: Anden Verdenskrig, besættelsestiden i Danmark og mellemkrigsperioden i Tyskland. Han efterlader sin hustru siden 1989, forfatteren Kirsten Jacobsen.

Dødsan. 22/5 2022 - f. 2. marts 1938 - død 15. maj 2022 Kirsten, Familie og venner. Hun er omtalt i JV 26/2 2023 i Livsstil i stort opsat artikel med fotos.