Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Bilag til 829 Ane Dorthea Thomasdatter Vane

Offentliggjort i Vendsyssel – Folk og Land –

Historisk, topografisk Aarbog  II 1910 side 74-79.

Uddrag af Dronninglund Godsarkiv.

ved

L. Th. Pogtmann.

1. Bondens Stilling lig Trællens.

Oluf Knudsen var Hjulmand og Fæster til Dronninglund Gods. Han var gift med Anne Dorthe Thomasdatter og havde et Barn, en Dreng, der gik i sit 13de Aar, Forældrene vilde, som naturligt er, gøre hvad de kunde for at skabe Drengen en lykkelig Fremtid, hvilket de mente kunde ske ved at lade ham lære at blive Skrædder, om hvilket der saa blev andraget om Tilladelse til hos Herskabet, Grev A. G. Moltke, der boede i København, men da der ingen Svar indløb herpaa, saa begav Moderen sig paa den lange og efter Datidens Forhold besværlige Rejse til København og overrakte her Greven et Andragende dateret 7. Sept. 1756, hvori hun ogsaa andrager om at blive fri for at spinde til Hove, under Foregivende at hun var svag og led af Brokskade m. m.

Hvor meget Haab Grev Moltke har ladet hende drage hjemad med angaaende Drengen vides ikke, men hun fik ved at bønfalde Grevinden Løfte om at blive fri for Hovspind, hvorom Greven tilskrev Forvalteren paa Godsetpaa samme Tid, som han, æskede dennes Ærklæring om det var Godset tjenligt, at der blev flere Skræddere uddannet, end der var i Forvejen.

Forvalteren svarede herpaa, at „her i Dronninglund Sogn er der 19 Mand, der er Skræddere, foruden Fruentimmerskræddere; og at samme ere saa overflødige kommer af, at sligt Arbejde er lettere end at tjene en Bonde”; thi Dovenskab var fremtrædende hos Bønderne, og de unge viste Ulyst til at tjene, saa der var Mangel paa Tjenestefolk paa Godset, hvilket han havde søgt at raade Bo paa ved at nægte Tilladelse til at flere end højst nødvendigt lærte Haandværk; og han indstillede derfor, at Anne Dorthe Thomasdatters Ansøgning ikke bevilgedes, isævr da hendes „Opførsel var saaledes, at kun efter Loven saavel nu som før har fortjent snart den yderste Straf“ o. s. v.

Efter denne Forklaring vilde Greven ikke give i Tilladelse til Uddannelse af flere Skræddere; han skriver herom 30. Oktober 1756 til Forvalteren: „... da der allerede er 19 Mand foruden Fruentimmere, der er Skræddere i Dronninglund Sogn, og at Dovenskab og Afsky for Bondearbejde foraarsager, at saa mange slaar sig til denne Profession, saa holder jeg med Forvalteren, at det allerede havende Antal er tilstrækkelig og flere overflødige, hvorfor benævnte i HjuImandskone kan betydes, at jeg af denne Professsion har nok paa mine Godser“ o. s. v.

I Henhold hertiI vilde Godsforvalter Rosen ikke tillade, at Drengen, Gilliam Olsen, hed han, lærte

Skrædderhaandværket; men Moderen mente, at Greven paa hendes Forbøn have stillet sig velvillig til Tanken og gav Godsforvalteren Skyld for, at han egenmægtig var dem imod, hvorfor de satte Drengen i Lære hos Skrædder Poul Marchussen i Stagsted, men en saadan Egenraadighed blev de snart belært om ikke at befatte sig med; thi en skønne Dag lod Godsforvalteren med Magt Barnet føre bort fra Skrædderen og hen til en Bonde, hvor han skulde være Hyrde og Plovdreng. Herover skrev F'orældrene følgende klage ti1 Greven:

„Vi fattige Mennesker fordrister os til at skrive til den naadige Herre og Husbonde og lade hannem vide hvor ubesindig F'orvalter Rosen paa Dronninglund haver været imod vores lille Søn, som den naadige Herre gav min skrøbelige Kone skriftlig til Forvalteren, om at han maatte lære Skrædderprofessionen uden Bondetvang, da haver han ladet sin Karl ride til vores liden Søn og ladet hannem fra sin Mester tage, som han sad og syede, at han skulde tjene en Bonde, og samme Karl satte Barnet bag ved sig paa Hesten og red siden saa ubesindig med Barnet, saa det blev ganske forstødt og ophovnet, og det haver lidt stor Smærte, og vi haver set stor Ynk paa det og vi haver stor Hjertesorg for vores eneste Søn, om Barnet kunne komme sig, da bede vi fattige Forældre, saavel for os selv som for vores lille Søn, at den naadige Herre af medfødt Godhed imod den Fattige vilde give os Barnet fri for Bondetvang og lære Skræddetprofessionen, og siden at lade ham indfinde sig hos os, vi fattige Porvldre, at tjene Brødet til os, naar vi ikke kan selv tjene det. For det andet beder vi fattige i Mennesker, saave1 som denvelagtede Karl Poul Marchussen af Stagsted heri Dronninglund Sogn, som havde taget vores liden Søn i Lære, at den naadige Herre vilde give os skriftlig Besked derpaa, at Barnet maatte lære denne Profession. Dersom dennaadige Herre vilde give os en skriftiig Besked derpaa, at Rarnet maatte lære denne Profession, thi dersom den naadige Herre skriver til Porvalteren derom, da sker vi ikke Ret, saa skal vor Morgen og Aftenbøn være til Gud, at han vil hannem rigelig belønne“ etc,

Greven sendte Klagen til Godsforvalteren til Erklæring, og denne fremskaffede følgende Erklæringer paa at Drengen ikke havde lidt nogen Mishandling.

„Vi underskrevne Poul Marchussen Skrædder og Niels Rasmussen, begge af Stagsted, attesterer herved efter velædle Forvalter Rosens Forlangende, at da Bøjeren Peder Poulsen fra Dronninglund hentede Ole Knudsens Søn fra Skellet, navnlig Gilliam Olsen, som var kommen til mig Poul Marchussen i Vinter for at lære Skrædderhaandværket, lod bemeldte Peder Poulsen ej ringeste onde Ord falde imod ham, men alene bad ham at følge med sig til Christen Mortensen i Hjallerup, hvor han skulde tjene for Hyrde og køre Ploven, siden han ingen Dreng kunde faa, men bemeldte Gilliam Olsen svarede derpaa studsigt og til Slutning fulgte med, og har vi hverken da eller nu hørt eller set, at han af bemeldte Bøjer er sket ringeste Fortræd, hvilket vi, naar forlanges, med Ed kan bekræfte. Dronninglund den 14. Juli 1757.

Niels Rasmussen. P. Marchussen.“

„Ligeledes erklærer jeg Christen Mortensen af Hjallerup efter velædle Hr. Forvalter Bosens Forlangende, at fornævnte Gilliam Olsen kom i Tjeneste til mig ved ommeldte Peder Poulsen Bøjer her ved Dronninglund, og var han da ej i nogen Maade ilde medhandlet, eller at jeg har hørt det ringeste derom, enten af Drengen selv eller andre, og var han alene hos mig indtil Dagen efter, da kan

gik til Kirke, hvor Faderen tog ham hjem med sig der han en 8

Dage var, da han igen kom til foranmeldte Peder Marchussen Skrædder, hvor han endnu

er, og jeg til denne Tid ingen Dreng desaarsag har eller derti1 ved mig anden Lejlighed, hvilket jeg, naar forlanges, med Ed kan bekræfte. Chresten Mortenser,. Datum ut Supra.“

Med disse Attester til Greven fulgte Porvalterens RedegøreJse af Sagen, hvori det hedder: „.... at Oluf Knudsens Søn, Gilliam Qlsen, var imod højnaadigste Resolution af Moderen sat i Lære hos en Skrædder, navnlig PoulMarchussen i Stagsted, og da Bønderne overalt her har Mangel for Tjenestefolk, blandt hvilke Chresten Mortensen i Hjallerup var, der forlangte bemeldte Gilliam Olsen, maatte jeg lade Bøjeren hente ham derfra til bemeldte Chresten Mortensen i Hjallerup, siden han ikke godvillig vilde gaa dertil forat tjene ham, uden at Bøjeren gjorde ham nogen Fortræd, men Dagen efter fik han Tilladelse til at gaa til Kirke, da Faderen, som der var nærværende, tog ham hjem, hvor han forblev i 8 Dage, og kom da til bemeldte Skrædder igen, hvor han endnu er... Og som bemeldte Oluf Knudsen og Hustru er enige i deres Ondskab, saa indstilles underdanigst tiI deres højgreveligeExcellences højnaadigste overvejende Resolution, om disse genstridige og dumdristige Mennesker ved egen højnaadigste Ordre maa vorde tilrettesat saaledes, at Deres højgrevelige Excellense kan have Rolighed, og jeg for daglig Chikaneri kan vorde forskaanet“

Oluf Knudsens Klage imødekom Greven saa meget, at han efter det udtalte Ønske svarede denne; men det var ogsaa al den Imødekommenhed Oluf Knudsen opnaaede. Drengen skulde blive ved Bondebruget. Greven svarer saaledes:

„Eders til mig indgivne Klage af Dato 7. Maj 1757 over Forvalter Rosen, haver jeg paa det nøjeste ladet undersøge; men da jeg haver erholdt troværdige Attester, at Eders Andragende er usandfærdigt, og ikke Eders Søn er bleven ilde medhandlet, den Tid han er bleven afhentet fra Skræderen, til hvem I og Eders Kone tvert imod min Befaling havde sat Eders Søn i Lære, saa giver jeg Eder herved tilkende, at det er min Vilie, at Eders Søn ikke skal lære Skrædderhaandværket, men han skal tjene en Bonde paa Godset; thi med Skræddere er mine Godser tilfulde forsynet; og dersom I eller Eders Kone oftere fremkommer med slige Ansøgninger og ikke efterlever min Forvalters afgivne Ordre, da skal jeg lade Eder, som overhørige og selvraadige, lovlig afstraffe. – Hvorefter I Eder haver at rette. – F'redensborg d. 25. Juni 1757.

Adam Gottlob Moltke.“

Hvorledes det videre gik Gilliam Olsen, melder Historien intet om; men antagelig har han for anden Gang maattet forlade Skrædderen og for bestandig opgive Haabet om at lære Skrædderprofessionen; og han er maaskepaany bleven tvunget til at gaa i Tjeneste som Plovdreng hos en eller anden Bonde paa Godset. men fik han saaledes ikke lært Skrædderprofessionen, saa vides det, at han fik lært at spille, antagelig Violin, og at han som voksen boede ved Skellet antagelig i Fædrenehjemmet, hvilket efterfølgende Kontrakt viser:

„Efter Hans kgl. Majestæt mig som Stats- og Stifts Instrumentist udi Aalborg By og Stift allernaadigst meddelte Privilegium, tilstedes nærværende Gilliam Olsen boende ved Skellet i Dronninglund Sogn at spille til Bryllupper og Barsler og andre Lystigheder udi Voer og Albæk Sogne. Dog reserverer jeg mig, at naar nogen af mine F'olk fra Aalborg kommer udi ovenmeldte Sogne, de da forretter Musikken til Bryllupper og Barsler og andre Lystigheder; men naar de ikke er til Stede, er ovenmeldte Gilliam Olsen herved overdraget Musikken efter vores Mellemværende Forsikring at betale aarlig 2 Rdlr. 2 Mk.

Saaledes testerer efter Akkord denne Overdragelse under min Haand og Segl. – Aalborg den 18. Sept. 1782.

Peter Adam Hartvig.

Stats og Stifts Instrumentist.“

Denne Kontrakt blev senere, 4. Oktb. 1782, læst og publiseret ved Voergaards Birketing.

Bestillingen har antagelig Gilliam Olsen beholdt til l. Maj. 1789, da den overdroges til Søren Pedersen fra Hejselt i Albæk Sogn.