Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

VS s. 269, Fjordvang 1838-65, handlede med kreaturer, efterfulgt af søn Christen Jensen Noe f. 1835 Velling, Kirkeby, , En gaard, 44, FT-1845 Jens Christensen, 47 , Gift, , Gaardmand, Hee sogn Ellads Christensen, 40 , Gift, , Hans kone, Hee sogn Hans Christian Jensen, 15 , Ugift, , Deres barn, Hee sogn Christen Østergaard Jensen, 10 , Ugift, , Deres barn, Heri sognet Anders Jensen, 7 , Ugift, , Deres barn, Heri sognet Morten Jensen, 2 , Ugift, , Deres barn, Heri sognet Mette Kirstine Jensen, 17 , Ugift, , Deres barn, Hee sogn Anne Cathrine Jensen, 12 , Ugift, , Deres barn, Heri sognet Peter Knudsen, 35 , Ugift, , Tjenestefolk, Hee sogn Jacob Pedersen, 26 , Ugift, , Tjenestefolk, Lemb sogn Ringkjøbing amt Nicoline Christensdatter, 26 , Ugift, , Tjenestefolk, Heri sognet

Deres barnebarn Elise Kjeldsens erindringer: Gamle Noe.

Om min Morfar ved jeg kun lidt. Forunderligt nok er det Spindesiden i min Slægt, jeg har bedst rede paa. Min Morfar hed Jens Christensen. Han er født i No Sogn og købte Gaarden Nagensgaard i Velling. Senere flyttede han til Kirkeby i Velling, hvor han købte den Gaard, som senere er blevet kaldt Fjordvang. Da der boede en Mand mere i Nabolaget, som hed Jens Christensen, blev min Morfar kaldt Jens Noe. Saaledes er Navnet kommet til Sognet. Da min Morfar blev gammel kaldtes han for “Gamle Noe” Han drev i mange Aar Studehandel. Han købte Stude omkring i Sognene i store Dele af Jylland og solgte dem nede i Slesvig og Holsten. Dengang drev de med Studene helt oppe fra Nørrejylland. Studene blev solgt i Tønder, Husum og Itzehoe, ja helt ned til Hamborg kom de, hvor de blev solgt paa de store Markeder. Dengang var der jo ingen Jernbaner, saa man kunde ikke sende dyrene med Toget. Driverne maattte drive den lange Vej, og saa overnattede Folk og Fæ ved de mange Landevejskroer, som var dengang. Handelsmændene selv enten kørte eller red, det var jo nok saa let som at gaa Vejen ind. Naar Dyrene saa var solgte paa Markedet, skulde Handelsmanden jo Hjem med Pengene, og det var ikke saa lige en Sag, da der ingen Pengesedler fandtes dengang. Man brugte Sølv-og Kobberpenge, og det kunde være svært at fragte de mange Penge saa lang en Vej. De havde dem i Pengeposen eller Pengekatten, som de kaldte den. Eller i et Pengeskrin, som de havde paa Ryggen eller fastnaglet til Vognens Bund. Men ufarlig var saadan en Tur ikke, da der jo var Fare for at blive overfaldet eller bestjaalet. Om Natten overnattedes i Kroerne, og da kundedet let hænde, at de blev bestjaalet. Naar min Morfar saadan var paa sine Handelsrejser, der jo kunde tage lang Tid, maatte min Mormor Ellads jo bestyre Gaarden derhjemme. Men hun havde trofaste Hjælpere. Dengang flyttede Tjenestefolkene ikke som nu efter et Halvt Aar. Nej, mange gik i flere Aar samme Sted. Saaledes havde mine Bedsteforældre der paa Gaarden en Karl, der hed Per, han var der i 30 Aar. En anden Karl hed Lars og han var der i 20 Aar. Det var lange og trofaste Tjenester, men det var næsten for længe at være et eneste Sted.