Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Ringkøbing, Hind, No, Øster Noe, Øster Noe, 48, FT-1801, B5913 Else Andersdatter- på Noe klit 26 Enke Husmoder Gårdbeboer Inger Kjeldsdatter 70 Enke Den afdøde mands moder Nyder aftægt Karen Kjeldsdatter 80 Ugift Hendes søster Nyder ophold Søren Jensen 21 Ugift Tjenestekarl Anders Andersen 12 Ugift Tjenestedreng Johanne Fejfers?? 20 Ugift Tjenestepige Jyrgen Andersen 30 Ugift Tjenestekarl g.2.g. 18/10 1801 m. Laurids Jepsen, døtre Bodil Marie 1802 og Inger 1804 Fra No sogn: Laurids Jeppesen, kld. Laust Jepsen, f. i Alrum i Stadil 1765. Han havde for alvor prøvet at være hjemmefra i sin ungdom. Hans afskedspas fra militærtjenesten er bevaret og heraf ses, at Laust Jepsen var 64 1/4 tomme r høj, blå af øjne og mørk af hår samt strek af skuldre og ben. Han ,,havde tient udi 8 år som Land-Rytter ved Holstenske Regiment." Afskedspasset er meddelt Laust Jepsen ,,udi LandmiliceSessionen" den 2. april 1799. Det giver ham lov ti l at opholde sig, på hvad sted i landet han lyster. - Hvilken befrielse! I ægteskabet mellem Else og Laust fødtes to piger. Laust Jepsen giftede sig efter sin første kones død med enken Johanne Christensdatter fra Sønderkjær i

Hee; det var i 1807. Hun døde efter 19 års ægteskab med Laust. Der var vistnok ingen børn. Han overlevede hende i 14 år og blev 75.

1826 blev datteren Bodil Marie Lauridsdatter gift med Jens Peder Jensen, født 1. maj 1799 i Øster Marup, Skjern sogn. De overtog så Noklit. Deres børn:

Laurids, f. 1827; Søren, f. 1833 og Else Johanne, f. 1840.

Jens Peder Jensen døde i 1849, som det synes ret pludselig. Der findes to familiebreve fra dengang, som svar på enkens meddelelse om dødsfaldet og indbydelse til begravelsen. Begge brevskrivere tiltaler enken som svigerinde. Thyge F. Jensen skr iver fra Tværmose i Sunds, P. Thygesen fra Vrads. Brevene er meget hjertelige og fulde af medfølelse med enken i hendes sorg. Men samtidig er de prægede af en 'tro og fortrøstning til, at Gud vil råde alt til det bedste for hver den, der opri gtigt søger hen til ham. Brevene vidner om et åndsliv noget over jævnmålet. Mulig har en gudelig vækkelse nået deres egne, eventuelt ved slægtskabs- eller anden forbindelse til Skjernegnens åndelige røre.

Ydre forhold kan meget vel have inderliggjort ord og ånd i disse trøstens breve. Begge beretter nemlig om stærke tildragelser i deres egn netop i denne tid, omkring sankt hans 1849. Det er i treårskrigens tid. Svogeren i Sunds skriver herom:

,,Vi fik dit brev tirsdag aften, og 1/2 time derefter skulle alle sognets beboere være færdig at modtage krigsfolkene og kjøre med disse, hvor de ville hen, så at der ikke var et par heste i sognet. Men, Gud være lovet, det var danskerne. Me n den tyske forpost stod på ½ mil nær os, men nu er de trukken tilbage. Så vi havde det bedrøvelig i den tid og ingen udvej til at komme til dig".

Fra svogeren i Vrads hedder det: ,,At komme eller have kommet at ledsage din kjære mand og vor ven til graven, var en umulighed, så gjerne vi end ville. Thi her i dag i vores nabolaug er ligbegjængelse med vores sognefogedkone, og her dør mang e. Tillige have fjenden huseret meget frygtelig her i egnen, røver og plyndrer alle vegne, og vi ved os ingen tid sikker, hverken på livet eller ejendom, og Gud alene ved udfaldet. Men vi vil håbe til det bedre og tænke, at den samme Gud, so m sårer, han læger også, efter regn kommer solskin, efter sorg kommer glæde".

De citerede breve giver et ganske skarpt tidsbillede; det er vel ikke fra vor egn. Men det kan nok overraske at erfare, at krigshandiinger dengang fandt sted så langt op i Jylland. Ovenstående modtaget fra Flemming Thygesen 20/6 07 og han skirver også: min Tipoldefars bror på min fars side, blev gårdmand i Noklit (Jens Peder Jensen) og i Nobogen står der noget om et brev skrevet af en Thyge Frederik Jensen, det er mi n tipoldefar, jeg sender lige teksten med her. Det omtalte brev kender jeg ikke til men det kunne egentlig være sjov at se det, det må jeg have sporet engang, der kan stå flere oplysninger i end gengivet her sidst i stykket.