Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Kaldskapellan i Veng til 1918. Præst i Skanderup Valgmenighed 1918-54.

Følgende er en genfortælling af en samtale med Herdis Thomsen, født 1911, pigenavn: Eskesen, altså datter af pastor Eskesen, der var præst i Skanderup Valgmenighed 1918-54. En periode, hvor der var skarpe skel mellem de hellige og grundtvigia nerne. Herdis oplevede, hvordan det var at være barn i denne brydningstid. Herdis Thomsen: Vi måtte ikke lege med missionsfolkenes børn, dvs det måtte vi godt for vore forældre, men missionsbørnene måtte ikke.De var vel bange for, at vi kunne ødelægge deres børn, give dem en forkert påvirkning. Det var et helt andet samfund end det vi kom fra. I Venge, hvor min far var præst før han kom til Skanderup Valgmenighed, var vi dus med alle.Vi var gode venner med alle der. Når vi kom rundt i Skanderup og skulle sælge mærker fra Friskolen , og man så spurgte os, hvor vi kom fra og hørte, at vi kom fra Friskolen, så skulle man ikke have noget. For Friskolen hørte til den grundtvigske lejr. Hvis vores høns kom over på den anden side af hækken til en missionsmand, så fik mi n far at vide, at han skulle holde sine høns inde. Eller hvis min brors duer fløj ind over de helliges marker, så fik vi også at vide, at det ville missionsfolkene ikke have. Forholdet mellem de to grupper jævnedes efterhånden ud i løbet af min fars lange periode, men aldrig helt. De forretningsdrivende i byen kunne ikke selv bestemme, om de ville være i den ene eller anden lejr. For hvis ikke de var missionske kunne de ikke eksistere. Min far fik tit at vide af missionsfolk, at han var djævelens håndlanger for de vantro. Til gengæld havde vi meget glæde af vort naboskab med Skanderup Ungdommskole, hvor skiftende forstandere var grundtvigianere. Min far blev meget glad den dag i 1922, hvor valgmenigheden kunne indvie den nye kirke. Han var nu fri for at cykle rundt eller køre med sin hest til 5 forskellige kirker, 2 hver søndag, og prædike og dertil finde sig i missionske præsters be nspænd. Det var forstanderen på Skanderup Ungdomsskole, Palle Kirk, der fik ideen til, at den gamle andelsmejeri kunne købes og ombygges til en kirke. Men når jeg tænker tilbage på min barndom i Skanderup er helhedsindtrykket, at vi havde det dejligt. Vi havde en god friskole.Men de fleste børn i friskolen kom fra oplandet. Og når de tog hjem fra skole, havde de et andet liv sammen. Det ha vde vi præstebørn ikke. Friskolen lå lige over for præsteboligen.Vi savnede noget kammeratskab efter skoletid.De velhavende gårdmandsbørn havde deres cykler. Og vi var noget misundelige. Sådanne var der ikke råd til i min far s løn. Og da gummistøvlerne kom frem, havde gårdmandsbørnene også dem. Det havde mine forældre ikke råd til. Mine forældre var ikke dus med nogen. Selv om de måske kom mere i et par hjem end andre var det vigtigt for dem ikke at gøre forskel.Da jeg blev forlovet med en fra egnen, da blev de dus med mine svigerforældre. Far kom rundt til dem allesamm en. Han gjorde ikke forskel. Far cyklede meget rundt og besøgte menighedens medlemmer. Og de syge svigtede han aldrig. Senere fik min far bil og det gjorde det hele noget lettere. Den gang i min barndom og ungdom var en præsts kone meget med i sin mands arbejde. Min mor Valborg var således med i kirke hver søndag. Hver gang der var eftermiddagsgudstjeneste havde vi stort komsammen i præsteboligen bagefter. Maden stod min mor for. En gang i Hjarup var der født tvillinger, som skulle hastedøbes. Min far var ikke hjemme, men man fandt ham og min mor cyklede derover med dåbskanden. Ser jeg tilbage står der klart for mig, at min fars styrke var at han besøgte folk og var god til at snakke med folk.