Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

søn af Jens Pedersen Kjærgaard og Nielsine Nielsen Gadegaard - g.2.g.m. Karen Marie Christensen Poulsgaard f. 31/7 91.

Kaj Munk blev jæger og naturelsker i Vestjylland. Han kom til at sætte pris på at færdes med bøssen i den storslåede vestjyske natur. Han havde mange jagtkammerater, men der var én som fik en særlig betydning. Det var Johan Martin Jense n Kjærgaard, som Kaj Munk kalder Johan fra æ Havbjerge. Johan boede på Klitten og klitterne omtales af vestjyder som ”æ bjerge”. Johan var husmand, fisker, jæger, tækkemand, redningsmand og ravsliber m.m. Det var også ham, der lavede vugg en til Lise og Kaj Munks fem børn. Når man ser billedet med Kaj Munk og Johan på jagt er det også billede på et venskab mellem den kendte digterpræst Kaj Munk og husmanden Johan Kjærgaard. ”Jeg ved ikke hvor mange børn Johan har”, fortæller Kaj Munk ”for når jeg er kom met til en tolv-tretten stykker kan de ikke sidde rolige længere”. Johan havde atten børn med to koner, syv med den første og elleve med den sidste. Når de var på jagt var det Kaj Munk, der følte sig som eleven i forhold til Johan, som kunn e tage bestik af vejret, af vildtet og om der var rav på stranden. Da Johan blev syg og sengeliggende havde han en dag besøg af Kaj Munk og Niels Skytte. Der lå en bog ved siden af sengen. Kaj Munk tog bogen op og spurgte: ”Hvad er det for en bog du læser?” Bagefter rakte han den til Niels Skytte og sagde : ”Så gør du det samme!”. Johan døde samme nat. Nogle dage efter begravelsen opdagede enken Marie, at der lå 2 femhundredekronesedler i bogen. Det var mange penge dengang. Johan var født 30. juni 1876 og han døde 18. januar 1936. Johan vil blive husket længe, takket være Kaj Munks smukke skildring i ”Johan fra æ Havbjerge” som slutter med: ” Når jeg for fremtiden gæster det sære landskab derude, som havet har avlet med landet, når jeg ene, med bøssen over skuld eren står på en klittop under oktobers forrevne og blæsende himmel med havbjergene om mig til alle sider øde og mørke, og mit hjerte er tynget af ensomhed og tvivl og alt det andet, der gør menneskets sind tungt, og det da sker, at solen me d et bryder igennem, da ved jeg, at klitternes uforsagte, gode smil bringer mig hilsen fra Johan”. (Knud Tarpgaard, Vedersø.)