Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Afdøde.dk dødsannonce mor, svigermor og bedstemor underskrevet Mona og Erik, Tove og Peter, Knud og Jytte, Ole, kirsten, Lars, Jens Christian og Henrik

Af Thordis Pedersen- født Nedergaard. Født 31.03.1919.

Jeg vil begynde med tiden omkring 1915.

Min Far og Mor lærte hinanden at kende, da de tjente på en gård i Stubdrup ved Ø. Brønderslev.

Ejeren hed Jens Baggesen, der var mange folk, både piger og karle, alt arbejde blev jo gjort ved håndkraft, høste med le og tærske med plejl osv.

Mor og Far blev gift og købte en gård i Høgsted.

Mor har fortalt om engang de havde besøg af Farbror Hjalmer, der var landbrugskandidat. En dag kom Far og Hjalmer grinende ind og fortalte, at Far havde købt en større gård i Borup. Det var ikke noget at sige til, at Mor blev vred på de to st ore knægte- hun var ikke engang blevet spurgt- og hun var glad for at bo i Høgsted. Min bror Herluf var født der.

Hun blev heller aldrig hjemme i Borup.

På den tid rasede en kraftig influenza, som blev kaldt den spanske syge, nok fordi der i Spanien var epidemi efter krig.

Far blev da også meget syg og døde kun 27 år.

Mor var så alene med sin lille dreng og mig på trapperne. Far døde i januar og jeg blev født i marts.

Mor flyttede derefter til Vrå hvor Bedstefar boede (Bedstemor døde da Mor var 13 år). Det var i et hus der hed Møllehuset, ikke det nuværende ved siden af alderdomshjemmet, men snarere hen ad hvor Storkøb er.

Mor flyttede senere til Korsgade, hvor hun havde pensionat. Huset blev senere solgt til KFUM.

Bagefter købte hun en gård i Tidselbak ved Børglum med sin bror Johannes som bestyrer.

Vi børn begyndte at gå i skole i Børglum til en lærer Pilgaard. En dag skulle vi have en gris slagtet, vi blev sendt til skole, af en eller anden grund fik Herluf bladdes i træskoene, så han absolut måtte hjem!

Der blev dårlige tider og køerne fik tuberkulose. Vi gemte os i høet og hørte de forfærdelige knald hver gang en ko måtte aflives.

Så flyttede vi midlertidigt til et hus på Børglum Kloster Bakke, der havde muligvis boet polakker engang, de var billig arbejdskraft for de store gårde.

Siden lejede vi overlejligheden i huset i Korsgade i Vrå, til vi fik noget købt.

Det blev en ejendom på 10 tønder land i Aalstrup ved Brønderslev.

Vi kom i skole i Klæstrup, der var lang vej at gå, men det var nok overdrevet når Mor sagde, at det varede en time med at gå til skole og to med at gå hjem, og dog, engang var vi to tøser der lagde os midt på sandvejen og lod som om vi va r døde, vi ville forskrække Dawle Sine som skulle hen og malke på en gård, men hun skrævede bare over de to døde.

Der var kun en lærer i skolen, og vi var delt op i to klasser, de små og de store. Vi gik ikke i skole hver dag, om sommeren gik de små flest dage om ugen i skole, og om vinteren var det de store, der gik i skole mest. Om sommeren skulle de sto re arbejde i marken og med dyrene.

Aalstrup var ellers et dejligt sted, der var en bakke på den ene side af huset, deroppe var der en lille plantage. Johannes byggede et udsigtstårn deroppe, så kunne vi se vidt omkring. På den anden side af huset gik marken ned mod engareale r og der løb en bæk, som vi badede i.

Lidt længere fremme mødtes bækken med en anden bæk så det dannede en spids, det blev til Grenen og gården som vi kom forbi hed Skagen, der omkring var der enge, hvor naboen trak kvier hen om sommeren.

Jeg må den dag i dag høre for, at jeg sad oppe i de store poppeltræer ved vejen og smed grene ned på dem, der kom forbi for at se til kvierne.

Jeg gik i skole i Klæstrup, det var en gammel landbrugsejendom. Laden blev brugt som gymnastiksal, ribberne blev klattet til af fugle. Jeg fik den ære at skure dem, (altså ribberne), for jeg havde fået gummistøvler, det var noget ny t - før støvlerne af gummi kom i brug var vi i træsko eller træskostøvler, men de nye var nu rarest, når vi skulle kravle og skure på en gang. I snevejr var vi før i to par lange, hjemmestrikkede strømper eller hoser som vi sagde . Når vi så kom til skole trak vi af det yderste par og hængte dem til tørre ved kakkelovnen i skolestuen og så kunne lærerens kone være flink og tørre vores træsko.

Jeg kan huske, at læreren ville lære os tysk, men det ville vi ikke, og så slap vi.

Jeg blev konfirmeret en dag der var rigtig forårsstorm, så der lå sand på vores nyferniserede gulve, da vi kom fra kirke.

Jeg kan ikke huske så meget fra min konfirmation, det var i Jerslev kirke. Præsten hed Fredsted og det var jo et fint navn til en præst. Vi sagde vistnok De til ham, jeg vendte ordene så jeg hverken sagde De eller Du, vi sagde ellers Du til al le. Vi kørte i jumbe til Jerslev og fik hesten staldet op, måske på kroen. Om vi var i kort eller lang kjole er også gået i glemmebogen. Det var forår, og der kom tanter og onkler. Jeg fik et fotografiapparat, sådan en firkantet kasse , vi fremkaldte selv billederne, men de er desværre forsvundet i dag. Så fik jeg nogle fine telegrammer med broderede blomster, de var for fine til at være hjemmesyede, men måske af kinesere, de fik ingen stor timeløn (det gjorde vi andr e nu heller ikke).

Efter konfirmationen fik jeg en halvdagsplads hos naboer, der havde en lille gård. De hed Stinne og Marinus Bøgh. Stinne var en rask kone med et godt humør, hun var jo nok ung, men ikke med en fjortenårs øjne.

Skulle de til fest, kunne hun snart rimpe en ny kjole sammen, enten af nogle gamle gardiner eller andet. Det var ikke altid lige knøvt, men hvad - hun var sjov og snakkede og grinte.

De havde et stort træ i gården og der var en skaderede højt oppe. Dengang fik vi en skilling, når vi afleverede et krage- eller et skadeæg. De fugle var ved at tage overhånd og skulle bekæmpes. Med min klatrelyst kunne jeg ikke lad e være med at kravle op, men så kom problemet - hvordan fik jeg æggene med ned. Jeg fandt på råd, vi brugte dengang nogle solide bukser med elastik forneden, så der var jo pladsen til æggene. Men som Stinne grinede da jeg kom ned, med de kn uste æg løbende ned ad benene.

På en anden gård ved siden af var der altid liv, for der var 14 børn, og hvor der er mange kommer der flere til, vi legede mange forskellige lege der. "Tag den ring og lad den vandre" blandt andet, vi stillede op i rundkreds og lod ringen elle r et lommetørklæde vandre rundt i kredsen, så skulle den, der "var det", finde ud af, hvor den var.

Der var også en leg, vi kaldte "at banke kød", det foregik vist noget lignende, og så var der jo "to mand frem for en enke", der fik vi noget løbet.

Nytårsaften gjaldt det om at finde folks møjbøre og gemme dem godt, men det havde de nu mest selv gjort i forvejen for at redde den.

Der var nogle naboer, vi kaldte amerikanerne, da de havde boet derovre. De var ikke hjemme en nytårsaften, så vi kravlede ind igennem en lem til en svinesti, den var der for at grisene kunne komme ud og røre sig, men stien var heldigvis tom. In de i stuen dækkede vi bordet med to par kopper og kaffekanden. På stolene satte vi to kornneg, det ene blev trukket i mandens jakke og hat på toppen, på den anden stol fik neget konens kjole på og et tørklæde ovenpå.

Så da amerikanerne kom hjem, sad de der i forvejen. Det var ikke rigtig hærværk vi lavede,

men kun nytårsløjer.

Et sted stod et stakkels får tøjret i marken, der var lidt sne på, så fåret havde gået rundt og rundt i en kreds, så vidt det kunne række. Der var ikke mere græs i cirklen, så vi gav den godt med hø og halm fra dens ladeø.

Jeg kom ud at tjene på en gård, det var en god plads, jeg kunne altid få fri, hvis der var et kursus at komme til. Engang var jeg til et malkekursus, vi så ikke køerne, men vi fik kaffe og en grydeske hver, hvorpå vi så lærte at klemme fr a oven og nedefter på skaftet, det var et magert udbytte af mælk vi fik, men vi fik da en frieftermiddag.

Det var en lille løn en pige fik, men jeg fik da sparet sammen til ophold på Højskole, dvs. man kunne søge kommunen om hjælp til skoleopholdet, så det var den mindste del jeg selv skulle betale.

Jeg var i Ry i 3 måneder om sommeren, vi var ca. 100 piger. Gudenåen løb lige forbi, og der var en båd vi kunne bruge. En dag sejlede vi en god lang tur, en af lærerne var med, vi kom forbi nogle store bygninger, jeg spurgte om det va r en åndssvageanstalt og fik det svar "hvorfor kommer du til at tænke på det lige nu" - nå nej.

Vi var mange vendelboer, og vi cyklede hjem.

Senere var jeg på Skårup Husholdningsskole ved Svendborg. Jeg ville også cykle hjem derfra. Jeg blev der efter de andre rejste, fordi jeg tjente en skilling med at gøre rent, men jeg var uheldig at glide på trapperne og få forstuvet en fod , så jeg måtte tage toget hjem