Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Vsh. Stadil s. 6, købte gartneri 1947. På Bjarne Barbesgaards hjemmeside: www.barbesgaard.dk omtales Alfred og Ingers diamnantbryllup og han fortæller om sine oplevelser. Gartneren og Organisten fejrer Diamantbryllup På mandag har Dagbladets meddelere, Inger og Alfred Augustinussen, været gift i ikke mindre end 60 år Stadil: 85-årige Inger Augustinussen og snart 90-årige Alfred Augustinussen fandt sammen i 1942 og giftede sig tre år efter. 60 år er siden gået, men forholdet er lige så stærkt som altid. Vi har det så pragtfuld med hinanden, som da vi startede, og vi har simpelthen bare haft et utrolig godt liv sammen, siger Inger Augustinussen. Hun er oprindeligt fra Tørring, men da hun som ung pige arbejde en stund i Vestjylland, mødte hu n Alfred, hvorefter hun valgte at blive i det vestjyske, selvom hun egentlig var fast besluttet på at vende hjem til Østjylland. Inger og Alfred Augustinussen forfulgte kærligheden, og det har siden vist sig at være en temmelig fornuftig disposition. Vi har haft et spændende liv, hvor vi sammen har dyrket musikken, haven og gartneriet. Det er enormt vigtigt, at man har nogle fælles interesser, mener Inger Augustinussen. I årene 1942-2002 var hun fast organist i Stadil kirke, mens Alfred Au gustinussen drev hans elskede gartneri, fra 1947-2004. Ved siden af organist-jobbet var Inger Augustinussen lærer ved Stadil Skole i årene 1942-1972. Indtil for blot få år siden tog Inger og Alfred Augustinussen rundt på plejehjem og viste lysbilleder akkompagneret af musik, men det bliver ikke til så meget mere. Det betød meget for os, dels havde vi noget sammen, og dels glædede vi de gamle på de plejehjem, vi besøgte, siger Inger Augustinussen. Mandag er så dagen, hvor hun og hendes mand, hvor hun og Alfred Augustinussen sammen runder endnu et skarpt hjørne. Vi glæder os meget til dagen. Alle fætre og kusiner kommer, og det samme glæder vores børn og børnebørn, lige som der kommer familie helt fra Schweiz, lyder det begejstret fra Inger Augustinussen. Rundt regnet 150 mennesker markerer den for nemme dag i selskab med dagens hovedpersoner. Af Alfred Augustinussen Jeg vil forsøge at åbne et par skuffer, der rummer glimt fra min Drengetid i Tim. ”Skannerup” hed gården. Den lå lige øst for bageriet i Tim. Chr. Pilgaard købte bageriet i 1917, men i 1918 brænde hele historien. Pilgaard byggede bygning erne op igen. Den blev meget smuk og står endnu som et vartegn for Tim. Siden overtog sønnen A. C. Pilgaard bageriet og førte den dygtigt videre. A. C. har fortalt en del om ”Skannerup” og dens folk gennem tiderne. Det var en firelænget gård, stråtækt med stuehuset mod syd hvor der var 2 lejligheder. Laden lå i nordsiden ud til vejen. I Østfløjen var der en dør midtpå. Hestestald i sydenden og lidt grise og køer i nordenden. I vestfløjen var der en port ind i gården. Der har nok været allehånde ting i begge sider. A. C. har leget med vognmand Johansens børn, så ha n husker hvordan, der så ud. A. C. kom tilfældig til at købe ”Skannerup” i 1959. Mourids Larsen passede jorden i 2 år, men en bagermester må ikke have gård og jord, så han solgte en del jord til Olav Kamp der havde, ”Stampe” den gang. Gården må være solgt til ne dbrydning. I hvert fald har Anne Grethe og Jacob bygget en smuk villa hvor gården lå. Lidt forhistorie om ”Skannerup” Min bedstefar Mads Lauridsen må have gården omkring 1900-1903. Han drev vognmandsforretning, men han havde folk til at køre, bl.a. med Dr. Værnø. Han havde sønnen Laust og pigerne Marie og Mette Kirstine (Min mor) og sønnerne Kristian, Ped er og Jens Evald. Men Laust ville ikke gå hjemme, han tog ud og tjene nede på Vejle egnen. Der traf han Dorthea, en søster til min far. De fik lyst til hinanden og blev gift i 1905. De fik en fattig ejendom i Tim kaldet ”Mølgaardhus” og efte rhånden 6 børn som blev dobbelt familie til mig. Men Dorthea fik nogle af sine brødre herop bl.a. min far Kristen Augustinussen. Han kom til at tjene ved ”Mads Slavsten” som bedstefar kaldtes. Han kom på den måde til at kende min mor, og de blev gift i 1914. Jeg kom til verden i 1915 . Jo j, det gik skam rigtig til dengang. Far fortalte, han kom til at køre med nogle dejlige heste, og det var især Dr. Værnø's der skulle langt omkring. Der var en hvid hest kaldet ”Flink” der var fuld af humør. Den danse på bagbenene i gården efter f.eks. en tur til Stadi lø og tilbage. Godt klaret. Far blev ejer af ”Skannerup” en kort tid. -det gik ikke. Han må have solgt til Johansens. Vi flyttede til Væggerskilde, men det blev også kort, og vi kom tilbage til Tim. Vi kom til at bo i gården ”Kjærgaard” som stod tom. Huslejen ble v sat til at mor skulle slå vand op til høvderne. Siden flyttede vi op til byen i vestenden af den lange sorte hus ved Hounisens værksted. Huslejen 20 kr. pr. måned. Nu kan jeg så småt begynde at huske tingene. I hvert fald første dag i skolen. Mor fulgte mig første dag. Far arbejdede dengang ved mergelbanen i Hover. Jeg var noget betænkelig ved alle de børn, -enspænder, som jeg var. Jeg kan husk e lærerinden en dag tog mig i hånden og ruskede mig om jeg så kunne holde min mund, når hun underviste. Der var klasseværelset i sydenden af gymnastiksalen. Jo, jeg husker et gammelt stråtækt hus hvor Peder Graversen og Amalie boede. Der var også lejlighed til Ingeborg Søgaard. Folkevidet havde døbt huset ”Amalieborg” På stedet ligger nu en moderne skole. Skolen dengang? Ja, det var ende n af lærer Gjaldbæks lejlighed. Den står endnu, det er nu bibliotek. Store skole var i nordenden. Så var der mellemskolen med Frk. Pedersen og forskellige vinterlærer, og som sagt Maren Thomsen i gymnastiksalens sydende. I Skolen, havde vi noget vi kaldte kæde leg. Det var sjovt at være yderst i kæden, så fi k man en ordentlig svingtur. Vi havde også noget vi kaldte Rytter på hest. Det var en lille dreng der kom op på ryggen af en stor knægt, og så gjaldt det om at rykke rytteren af den anden hest. Pigerne var utrolige til boldspil med mange bolde. Dem beundrede jeg. Vi spillede også Antonius og Stanto og så var der En to tre krone, som gerne udførtes i mørkningen. Lærte jeg noget i skolen? Jo, i store skole gled der da noget ind. Der var også tider hvor man risikerede Sand for dyden, et par på halen . Men jeg kom ud og tjene i Husby hos Bedstefar og Bedstemor som niårige, tiårige og elleveårige, 3 somre. Jeg længtes meget hjem, men efteråret kom da hvert år. Selvom mit hjem var et fattigt arbejderhjem, så var det alligevel et godt hjem . Der kunne fortælles meget om disse tre somre, men lad det nu ligge, det har jeg fortalt andetsteds. Tim så i grunden omtrent ud langs Hovedgaden som den gør i dag. De fleste huse er der stadig, renoveret mere eller mindre. Tim har udvidet sig kolossalt især sydpå. Jeg tror, Hovedgaden var gravet op i 1928 eller 29. Der blev kloakeret, og der blev vel lagt forskellige ledninger ned. Hvad gaden kom til at bestå af husker jeg ikke, men vel brosten. I hvert fald blev Hovedgaden fra Ulfborg til Ringkøbing brolagt. Det var stor fremgang. Jeg husker en dygtig br olægger der hed Junker, som sad på en enbenet stol og lagde stenene sirligt i mønstre. Der var blødt rødt sand at lægge dem i. Han havde også en stor damptrommel i brug. Det var nu bedst at cykle i siderne hvor tromlen havde stampet gruse t godt til. Lidt om Pølsmark: Vi springer frem til 1928 - 1929 må det være. Jeg fik plads i Pølsmark i Tim ved ungkarlen Kjeld Kjeldsen. Han var en rar mand at være ved. Der var en anden karl, som tit var efter mig. Hvis han fandt et par stråler i patt erne på den ko jeg lige at have malket færdig, ja, så fik jeg al den skæld ud, der kunne ligge på mig. I det hele taget har jeg fået en masse skæld ud i mine drengedage. Jeg var nok en bette tokinok - derfor; men jeg overlevede da. Dengan g skulle æ Hjortdreng ligge ved forkarlen om natten. Det gik første sommer, men 2. sommer var det en ilter forkarl, og han ville ikke det. Så måtte Kjeld hen at købe en feltseng og dyne. Sengen blev sat under vinduet og vi lå nu tre mennesker i det lille rum, alt mens emmen af hestestalden drev ind under dørsprækken. Men jeg havde den glæde, da jeg flyttede hjem at Kjeld gav mig 10 kr., fordi jeg var god til at malke. Var det ironi eller havde han luret 2. karlen? Jeg ved det ikke, men glad for tikronen. Engang skulle vi fange en kvie i en fenne nord for elværket. Det kunne de andre ikke, men jeg fik fat i halen på dyret og forsøgte at dreje den rundt. Så gik farten ned og jeg kom hen og fik om halsen på den. Så kom de andre og lagde en gri me på kvien. Det var en af mine små sejre. Dem var der ikke for mange af i drengeårene. Der var engang jeg satte en krog med orm på i tim å. En morgen var der en ålekvabbel bidt på. Jeg hev den op og satte den på en dobbelt krog og ventede spændt. Og underet skete. Der var en stor gedde bidt på. Under noget besvær kom de n i land og fik en stor panden. Jeg ved ikke hvor glad husbestyrerinden var, men vi fik den da vistnok en dag til middag. Kjeld var ikke uden lune. Men var ved at køre hø ind og Kjeld mente ikke at Peder havde revet rent efter høstakkerne. Han blev sendt ud at gøre det om, men han vendte snart tomhændet hjem. Hvor er høet spurgte Kjeld? De har i æ træsko. Engang havde unge mennesker taget en af Kjelds jakker og trukket den på vædderen. Den var knappet på ryggen, det morede virkelig Kjeld. Fårene var jo bange for vædderen. Da jeg kom hjem til vinteren skete det jeg fik lov at rende ud. Vi skulle lege Potforvår på tømrer Hounisens loft. Lidt bange var men vel nok. Det var jo mørkt og ikke så let at orienterer sig for den, der skulle finde de andre. Men når de r så var en der slog en ordentlig en, ja så var man lige ved at kvæles i latter. Ja, det var moro, en sorgløs stund. Når man kunne skimte hjemmets trygge havn, men petroleumslampen tændt. Far med avisen på chaiselongen og mor der puslede om de små søskende. Hun havde dem liggende på bordet på et tæppe. Hun havde to vaskefade med lunken vand, og så ble v de små vasket og pudret med kartoffelmel. Mor havde altid velplejede unger. Hun stod foran kakkelovnen, der skulle være varmt når børnene skulle pusles. Der stod altid en kedel og snurrede på fyrstedet i kakkelovnen. Det står for mig so m noget af det bedste jeg har oplevet i min drengetid. STADIL: Alfred Augustinussen blev født i Tim i 1915. Han var den ældste i en børneflok på fem, og allerede som ni-årig måtte familiens ældste søn ud for at tjene. Det kom han på et landbrug i Husby, men det var en hård tid for drengen, der led meget af hjemve. I 1939 tog Alfred Augustinussen på Frederiksborg Højskole, hvor han gik i et halvt år. Her lærte han en hel masse, og han var meget glad for tiden på skolen. I flere år var Alfred Augustinussen medhjælper på gårde rundt omkring. I syv år var han karl på en gård ved Torsted, som var godt kendt af landstrygere, der ofte lagde vejen forbi og fik lov at overnatte. I 1942 kom Alfred Augustinussen til Stadil som forkarl. Samme tid kom også den unge Inger til Stadil, hvor hun arbejdede som lærerinde. De to mødte hinanden ved flere lejligheder, og inden længe var de mere end blot bekendte. I 1944 blev parret forlovet, og i 1945 blev de gift. Lige nord for skolen, hvor Inger arbejdede, lå et gartneri. Det kom til salg, og Alfred Augustinussen, der havde været i lære ved gartneren i Tim, fulgte sin drøm og købte gartneriet i 1947. I gartneriet dyrkede han blomkål, porrer, jord bær og Alfred Augustinussens store lidenskab: krysantemum. I begyndelsen solgte han afgrøderne til naboerne, men der gik ikke længe, før han fik en aftale med Gasa i Holstebro, og herfra begyndte det at gå bedre med gartneriet. I 2004 solgte parret gartneriet og flyttede i en lejlighed i Stadil. En lejlighed uden have, men det fik Alfred Augustinussen hurtigt lavet om på, og snart havde parret en fin lille have ved lejligheden. Siden 1935 havde Alfred Augustinussen været meget interesseret i at fotografere. Han tog både almindelige billeder og lysbilleder i naturen. Han og Inger tog billederne med rundt på plejehjem, hvor Alfred fortalte om billederne, mens Inger spillede klaver til sangene. Alfred Augustinussen var glad for at læse. Det blev til omkring 100 romaner om året, og han læste både ny og ældre litteratur. I det hele taget var han glad for ord. Han skrev revytekster, var i flere år referent for Dagbladet og har også gennem flere år skrevet masser af nekrologer til avisen. Inger Augustinussen tænker, at han nok gerne ville være blevet journalist, men tiden dengang var ikke til lang e uddannelser. På torsdag begraves Alfred Augustinussen fra Stadil Kirke. På kirkegården har han fået en flot plads lige ned til fjorden. Alfred Augustinussen efterlader sig sin hustru, to børn, otte børnebørn og ti oldebørn. Min elskede mand - vor kære far, Svigerfar, bedstefar og oldefar Alfred Augustinussen Er stille sovet ind 94 år, på De gamles hjem i Stadil, torsdag den 02-09-2010. Tak for alt. Inger Solvejg Kristen og Ingeborg Børnebørn og oldebørn