Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Søn af husmand Peder Christian Pedersen og hustru Anna Jensen. Stud.theol. i Aarhus ved vielsen. Mindeord af børnene Ester, Hans Kristian, Svend, Jens, Mette og Niels Ole Lørdag den 3. marts 2018 mistede vi vores elskede far, Hans Pedersen (født 28. maj 1930). Far var enebarn og landmandssøn, men han ville noget helt andet. Hans børn skulle have mange søskende, og han ville ud i verden og redde mennesken e i den. Det var hans kald at hjælpe andre, så han blev præst. Han startede som korshærspræst i København og blev ven med sprittere og hjemløse. I 1966 fik han embede i Aalborg og flyttede til den store præstebolig på Duebrødrevej, hvo r vi børn voksede op. Spritterne dukkede af og til op på privaten, og ingen gik forgæves. Også vi børn lærte at smøre en mad med ost eller leverpostej, som vi serverede for dem i haven med et glas mælk. Far dømte ikke nogen, og han lyttede til alle. Var man ”ensom, rådvild og bange” og ringede til Sct. Nikolaj Tjenesten, var det ofte far, der tog telefonen. Når vi blev vækket midt om natten af telefonens kimen, kunne vi snart efte r høre hans ”hm, hm” og ikke meget andet. Far talte ikke ørerne af nogen, men havde en evne til at få folk til at lette deres hjerte. En evne, han også brugte de mange år, hvor han fungerede som sygehuspræst. Hans liv var i høj grad bygge t på det kristne fundament, men vi blev ikke strengt opdraget. Næstekærlighed var ikke noget, vi talte så meget om derhjemme. Det blev praktiseret i hverdagen i al stilfærdighed. Heldigvis mødte han mor, Ellen Dall, som var med på at få en stor børneflok, så vi var seks søskende, der voksede op i et tæt fællesskab. Familien blev udvidet med svigerbørn, 13 børnebørn og et oldebarn. Familien var fars ét og al t og hans store glæde lige til det sidste. Penge var der ikke mange af, men præsteboligen var stor og rummelig på alle måder. Der var altid liv og glade dage, og den stod åben for alle. Ofte har vi mødt (for os) vildt fremmede, som har henve ndt sig og spurgt: ”Er du ikke en af præstens? Så har jeg været til snobrødsgilde i jeres have.” Ikke sjældent blev vi identificeret som ”en af præstens” og har skullet overbringe en hilsen til far, fordi han har viet eller døbt elle r konfirmeret eller begravet en eller anden - og efterladt et mindeværdigt indtryk. Vores ferier var campingferier. Otte mand i én camp-let, for det var billigt, og billigst i Sverige, hvor der blev afregnet pr. telt. Den besparelse kunne far godt regne ud. En tilfældig søgen efter Emil fra Lønneberg bragte os i 1977 til Spi lhammars Camping i Mariannelund, som vi forelskede os i og vendte tilbage til år efter år. Også i år så far frem til, at familien til sommer igen skulle samles til den traditionelle campingferie. Far var ikke bange for at prøve noget nyt, og han ville i hvert fald ikke gå glip af noget. I en alder af 64 år tog han ski på for første gang og kastede sig ud i både langrend og slalom. Vovemodet var stort, større end hans færdigheder , og først da han 75 år gammel syntes, det var blevet for besværligt at rejse sig op igen efter et styrt, holdt han sig til børnebakkerne sammen med mor. Og sej var han. Hvis børnebørnene skulle prøve Orkanen i Fårup Sommerland, skulle ha n bestemt med. De senere år bød på mange udfordringer. Hans dårlige hørelse blev snart det mindste problem. Det var hårdt for ham at miste det meste af synet på grund af AMD, og i mange år led han af KOL, der gav vejrtrækningsproblemer og irriterend e hosteanfald, men han kunne dog komme omkring, og hans pære fungerede 100 %. Han mistede hverken livsmodet eller sin humor. Lige til det sidste fulgte han ivrigt med i alles liv og færden, og ved særlige lejligheder underholdt han med festlige , personlige taler - også efter at han ikke længere kunne skrive og læse; han havde det hele i hovedet. Far, du fik næsten 88 fantastiske år, og mere kan man ikke med rette forlange. Alligevel ville vi andre jo gerne have beholdt dig 10 år mere. (http://www.ellenoghans.dk/).