Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Ørum tilføjet navn 1917 Hjørring, Vennebjerg, Ugilt, Ugilt,, , 258(2), FT-1890, C9261 Peder Christian Severinsen Ørum 31 Gift Husfader Landmand Taars Sogn Hjørring Amt Mette Marie Bentzen 30 Gift Husmoder Saltum Sogn Hjørring Amt Gerda Marie Pedersen Ørum 8 Ugift Barn Taars Sogn Hjørring Amt Johanne Magrethe Ørum 6 Ugift Barn Taars Sogn Hjørring Amt Nocoline Pedersen Ørum 5 Ugift Barn Taars Sogn Hjørring Amt Bendz Pedersen Ørum 3 Ugift Barn Taars Sogn Hjørring Amt Ane Katrine Pedersen Ørum 1 Ugift Barn Taars Sogn Hjørring Amt Jens Larsen Mortensen 22 Ugift Tyende Tjenestekarl Fjeldsted Johanne Svenningen 42 Ugift Tyende Pige Vrejlev Sogn Hjørring Amt Ejede Dals Mølle i Taars fra 1906-1909, han udtørrede og kultiverede mølledammen Fik først navnet Ørum 14. februar 1905, ved Kgl. bevilling. PEDER ØRUM Af højskoleforstander Arne Brandt Pedersen, Vraa, i Vendsyssels Tidende Fredag d.31.5.1957 . Ved P e d e r Ø r u m s død går et kapitel af Vendsyssels åndelige historie for stedse i graven. Hvor var det mærkeligt at sidde og tale med den 98—årige,der ganske åndsfrisk og klar i hukommelsen kunne berette om kirkegang i firserne i Vejby kirke hos den mærkelige profetiske præst, B e r t e l H e n r i k s e n, ja for den tid om de store fællesaltergange i Taars og Vrejlev kirker i slutningen af halfjerdserne, om Skov— Kirsten og den første vækkelsestid, da Peter Larsen- Skræppenborg og V i l h. Birkedal gæstede Vendsyssel, og folk var så grebne af deres tale, at hjemmene genlød af sang, og man kunne blive stående uden for kirken efter gudstjenesten og synge endnu en salme, inden man kunne få sig til at bryde En svunden tid levede endnu i denne oldings stærke øjne bag de buskede bryn. Født i Paars og opvokset i et af de hjem, der kom stærkest med i vækkelsen, Severin Ørums, har han fra barn af oplevet vækkelsestiden på nærmeste hold, så han har kunnet give en særdeles levende skildring af den i bogen Strømninger indenfor den grundtvigske retning i Vendsyssel i tiden 1850 — 90,som han udgav i 1938. Tyve år gammel var han elev på Stenum højskole i vinteren 1878—79, og også her var han i et af brændpunkterne for rørelsen. Det var den vinter, den politiske strid spaltede vækkelsens folk i den moderate østlige gruppe med pastor N i s s e n, Ugilt.- Taars, og de radikale vestboer med pastor H e j b e r g, Vrejlev, hvortil også forstander T e r k e l s e n, Stenum højskole hørte. Og så optaget var den unge elev af begivenhederne, at da han på skolen fik nys om, at et brud var forestående, gik han samme aften de ca. 22 km. til sit hjem i Taars for at underrette sin far, hvorefter han ud på morgenstunden vandrerde samme vej tilbage, så han var på skolen, da undervisningen begyndte. Og smerten over, at det sksnne kirkelige fsllesskab om de store altergangsstævner så brat gik under i den politiske kamp, forvandt han aldrig, disse fallesaltergange vedblev for ham at stå som et ikke senere opnået højdepunkt, begivenheder, der mindede om apostlenes dage. At He nr i k s e n skulle have del i fællesalter— gangenes ophør, ville P e d e r ø r u a ikke here taleom. Deter Holger Bergtrup,derlDaflsk Meninghedsliv ± grundtvigske Kredse bringer denne oplysning, idet ban skriver: H e n r i k s e n havde overværet en af dem og syntes ikke derom. Det passer ikke, sagde P e d e r ø rum, Henrik se fl haraldrigdeltaget i disse fallesaltergange. Og P e d e r ø rum giver den politiske strid hele skylden. Jeg er ikke i stand til st dsmme dem imellem, og da begivenheden ligger næsten flrs år tilbage, er det ikke tænkeligt, at der endnu kan melde sig samtidige vidner, så kun eventuelt opbevarede breve kan nu kaste lys over det. . Heltblev Peder ørum aldrig Henrik— s e n s mand, selv om han gerne lyttede til hans àndsbårne tale. En efterårsdag i firserne kørte han og hans kone i deres lille ksretøj fra Taars vestpå, der kaldtes til efter— årsmøde både fra stenum højskole og fra B ert el •H en r il s en i Vejby. Da de kom til vejkrydset ved Skrolles hede, standsede de for en kort rådslsgning, der endte med, at de kørte til Stenum. De kunne ikke forlige sig med, at H e n r i k ø e n påførte Stenum højskole den konkur rence at holde møde på samme dag. Men P e d e r ø r u ma var ingen fortidslevning, der blev hangende i begivenhederne fra forrige århundrede. Helt op i sin alderdom tog han levende del i det åndelige røre i hjemegnen og videre ud. Højskolebladet har bragt artikler af han for ganske nylig. Lange breve skrev han til venner om de ting,der optog ham. I 1950, ds Anby højskole blev omdannet til ungdomsskole, sendte han mig en udfsrlig redegarelse for sit syn på. højskolesngen udvikling omkring den skole. Og gæstede man ham i de senere år, var der en ting, der kunne bringe ham i harnisk og gore ham glødende og veltalende,og det var professor L i n d h a r d t, i hvem han kunne se en fjende af Guds menighed. Mange vendelboer her på egnen vil særlig mindes ham for hane deltagelse i de kirkelige møder på Vraa højskole i trediverne. Trods sine fors år ankom han på cykel,og med ungdommelig friskhed tog han del i debatten, vandt nod de mere eller mindre tidehvervsprægede talere, der optrådte. Ud fra sit sikre stå sted i grundtvigsk meninghedssyn med sakranenterne som det bærende og med en klar forståelse for det folkelige arbsjdss nødvendighed, grundet på mennesket skabt i Guds billede,måtte han sige fra over for meget af, hvad barthianisme og tidehvervsbevmeelse bragts frem. Men han var en glad stridsmand, der elskede åndelig kamp og kunne sige,at det mindede om den første tid i Stsnum,da man også af hjertens lyst diskuterede tidens brændende spørgsmål. I en af forhandlingerne talte han om,at det nu var fjerde gang, han oplevede en ny strsnning i Vendsyssels åndsliv. Første stadium var den koldeke højskole i Stenun ( med stærk vægt på det kristelige vidnesbyrd ), andet var, da Verk el sen slog om til grundtvigsk højskole, ( med mere bredtfavnede folkeligt sigte ), tredje stadium var den æstetiske og litterære hejskoleperiode, B e g t r u p og B r e d 5 d o r f f a tid, son her bl.a.repræsenterede af U 1 1 m n n n, og nu stod vi i den fjerde periode. Hvad den kunne bringe,måtte tiden vise, men man skulle tage godt imod det nye, for fred er ej det bedste,men at nan noget vil. Det var opmuntrende ord at here for em ny højskole— forstander fra en gammel åndskanpe. Nu er Peder ø rum død, ogvi vilmindes han længe. Havde Danmark mange slige mænd,da måtte man det love og prise.