Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Johannes Jeppesen har nedskrevet følgende om sine forældre og barndomshjemmet: "Det er kun lidt, jeg ved om tidligere generationer af min slægt og kun efter, hvad jeg har hørt fortælle, da min farfar og begge min mors forældre døde, før jeg kan erindre noget. Kun farmor kan jeg huske som en lille væver meget bestem t dame. Min far Jeppe Simonsen Jeppesen blev født på en lille gård Opstrup i Madum sogn. Hans far drev gården samtidig med, at han var slagter. Min far voksede op i en børneflok på 12. Som ung arbejdede han ved landbruget og blev da engang sparke t i hovedet af en hest , så han lå bevidstløs i flere døgn. Min mor Kirsten Marie Jensen er født i Staby. Hendes far var først tømrer på herregården Pallisbjerg, der da ejedes af hofjægermester Hoppe. Herregården stod efter min mors fortælling som noget rent eventyrligt stort der på egnen . En sådan pragt, der fandtes der, var for det menige folk som et helt eventyr samtidig med, at herremanden og fruen (født i Norge) var usædvanlig venlige og retsindige over for deres -folk. Min mor var velbegavet med skolekendskaber og blev so m voksen godkendt af præsten, pastor Bjarnesen, som lærerinde. Ved giftermåIet overtog mine forældre min mors hjem i Staby, men flyttede i foråret 1899 til Ølstrup, hvor de havde købt en fattig landejendom på ca. 5o tdr. land, hvoraf godt halvdelen var bevokset med Lyng. En måned efter blev je g født som nummer syv i børneflokken, og senere fødtes endnu to drenge. En dreng ved navn Jens døde af knogletuberkulose , og senere døde en pige, Marie, ligeledes af tuberkulose, og endnu engang hærgede denne frygtelige sygdom familien, ide t min ældste søster Maren som 25-årig blev angrebet og døde. Hun var da forlovet, og brylluppet var fastsat. Der var meget trange kår i mit barndomshjem. For at ernære den store familie gik far ud på arbejde hos bønderne - strengt arbejde, der bestod af tærskning med plejl om vinteren og om sommeren især høstning med le , hvad han efter folks uds agn var ualmindelig dygtig til. Men lønnen var dengang kun en krone om dagen. Mor fortsatte med at sy for folk både ude og hjemme hos os selv. Ved 7-års alderen kom vi drenge en efter en ud at tjene som hyrdedreng og fik i sommerløn 25 kroner + et par træsko. Det var ikke altid let for sådanne små drenge at være stik-i-rend-dreng. Særlig galt var det på varme sommerdage , når køerne bissede og løb gennem kornmarkerne, hvad husbond ikke var glad for. Oksebremsen var den gang ikke udryddet, og den var køernes skræk. Når de hørte dens brummen, stak de af. Som 8-årig kom jeg som plejesøn i hjemmet hos min moster Stine og hendes mand i Rindum ved Ringkøbing - et allerede dengang noget ældre ægtepar, der ingen børn havde. Her var jeg til konfirmationsalderen. Det der glædede mig mest i barndom sårene var skolegangen. I Ringkøbing havde vi en usædvanlig dygtig og afholdt lærer, Ole Sørensen. Han er forlængst død, og det er for sent at sige ham tak for hans virke, men hvor kunne han fortælle og gøre undervisningen levende og inte ressant, så vi børn elskede ham. Allerede i barndomsårene var det min store drøm at komme til at studere, men det syntes at være helt umuligt - kostede alt for mange penge så jeg fik som de fleste unge dengang plads som karl på landet. I mit barndomshjem gik det ikke så godt. Min far blev syg, og min ældste bror, Simon, overtog ejendommen en kort tid, men da han skulle møde til militærtjeneste og som andre unge længtes efter at bryde den isolerede tilværelse, blev ejendom men solgt og lagt ind under gården Hammelsvang i Ølstrup. Mine forældre boede så et par år som lejefolk på Lervanggård i Ølstrup. Da denne store gamle gård totalt nedbrændte, brændte også alt mine foræIdres indbo. I sommeren l915 fi k de bygget eget hus i Ølstrup mejeriby. Mor fortsatte med syning, især drengetøj - hvad hun var dygtig til. Jeg husker endnu fra barndomsårene, hvor trygt vi børn følte det, når vi var kommet i seng, og mor kom ind for at bede aftenbøn med os. Da gjorde det intet, at hjemmet var fattigt det var vort kongerige. Min mor gjorde, hvad hun kunne . Når hun var syg, sagde hun, at det var nok Gud, der ville minde hende om, at hun ikke skulde være her altid. I efteråret 1921 tog min broder, Frederik og jeg på Ryslinge højskole, og der voksede igen drømmen om at studere. Efter højskoleopholdet fik jeg plads som fodermester hos en herlig familie i Søbæksgård i Espe på Fyn, og der oplevede je g det dengang helt ualmindelige, at manden en dag kom og sagde, at jeg måtte få 8 dages sommerferie. På cykel gik det så ad hjemmet til, og her gik nogle venligtsindede gårdejere ind for et kautionslån, så jeg kunne begynde at studere. De t blev så ordnet, så jeg i november 1922 kunne begyndepå Høng præIiminærkursus. Jeg fik præliminæreksamen sommeren 1924 og i 1926 studentereksamen på Høng gymnasium. Det havde hele tiden stået klart, at det skulle være det teologisk e studium. Der gik nogle år i København, hvor jeg syntes, at livet rigtigt fik indhold, men da jeg gik op til eksamen i 1931, bestod jeg ikke. Der var intet andet at gøre end at tage fat, og jeg blev så antaget som møllebestyrer i ØLstrup. Jeg var i København blevet forlovet med sygeplejerske Agathe Søgaard, og vi drømte om livet som præstefolk. Men selv om alt glippede, svigtede hun ikke. Vi blev så gift i sommeren 1936 og bestyrede møllen i 11 år. Sommeren 1937 fik vi vor t første barn, er lille pige Anna Margrethe, og tre år senere fik vi en lille dreng, som fik navnet Vagn Åge. Der var efterhånden opstået en akut lærermangel, og takket være pastor Larsen Vinding-Vind, blev jeg med ministeriel udnævnelse kaldet som lærer ved den lille Stråsø skole, hvor vi var i tre år. Vor datter skulle begynde i realskoIe n i Herning, og for at hun kunne bo hjemme, søgte vi embedet som lærer ved Linå skole i Sunds og fik det. Der havde vi fem lykkelige år, og da de fem små skoler i 1955 blev nedlagt, og centralskolen blev oprettet, flyttede vi med dertil , og der har vi nu virket i 14 år, indtil jeg i sommeren 1969 fyldte 7o år og måtte søge afsked. Vi købte så et ældre hus i Grønnegade i Herning, som vi synes passer godt for os. Vor datter tog studentereksamen og begyndte efter et års ophold i England, på det medicinstudium i Århus, hvor hun blev forlovet med en medicinstudent Hans Jørgen Schaldemose. De blev gift, og han praktiserer nu som læge i Viborg. Vagn Åge fik også studentereksamen og aftjente sin værnepligt ved ingeniørtropperne i Randers, hvorefter han begyndte på Polyteknisk Læreanstalt i København for at blive ingeniør" Men dette studium tiltalte ham ikke, hvorfor han forlod de t. Hvad hans livsgerning skal være, står endnu uklart. Til trods for omskiftelser i tilværelsen synes jeg nu hen imod afslutningen, at der er så meget at være taknemlig for. Opvokset i et hjem - yderst fattigt på penge - og så alligevel få godt 22 år - interessante og lykkelige som lærer i de n danske folkeskole.