Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Gift med Vera. børn: Allan Lind Jensen. og Brian Lind Jensen.

Ejgils far, Niels Lind, havde prøvet flere forskellige ting, så da de flyttede fra landbruget i Houvig, hvor Ejgil er født, til Lambækvej i Højmark, startede han en vognmandsforretning og en formbrændselsfabrik. Derudover kørte han lidt vog nmandskørsel med en et-cylindret Allgaier traktor. Han kørte blandt andet mælk til Højmark Mejeri. I 1958 købte Niels og Mette (Ejgils mor), mekanikerværkstedet som lå ved landevejen mellem Ringkøbing og Skjern. Værkstedet var i en dårli g stand, for det havde været udsat for sabotage under krigen. Der manglede en del glas i de store jernvinduer, så de fandt ud af, at datidens oliedunke, som var firkantede passede ind, hvor glasset skulle side. Det varme der var, blev flyttet ru ndt ved hjælp af køleren fra en gravemaskine. Varmen blev lavet ved at fyre med gamle dæk og spildolie – det røg meget. Stuehuset blev renoveret, men værkstedet blev der ikke gjort noget ved. Værkstedet bestod af et stort lokale med gra v og et lille med filebænk, boremaskine m.m. En mekanikersvend blev ansat til at klare værkstedsopgaverne sammen med Niels, da han ikke var uddannet mekaniker. Der blev anlagt BP-tankanlæg. Der var busstoppested, pakkeudlevering samt brødudsal g og kiosk. Mette passede det hele. På den tid tankede folk ikke selv benzin – det klarede Mette også. Ejgil gik 7 år på Højmark skole. Efter endt skole ville Ejgil ikke på gymnasiet eller anden højere skole, for metalfaget havde fanget ha ns store interesse, og derfor kom han i lære hos Thor Maskinfabrik i Lem som 14-årig. Hos Thor Maskinfabrik fremstillede de topstænger, slingrestænger, trækbomme og træknagler til traktorer og landbrugsmaskiner. De fremstillede også nogle af de første gitterspær i jern til maskinhuse, fabrikshaller, værksteder m.m. Mens Ejgil va r i lære brugte han og kammeraterne også meget tid på forældrenes værksted, hvor der blev fusket og tunet knallerter, så de kunne køre stærkere. De kørte ræs bag værkstedet. Derudover lavede de forskellige ting til jul, som kunne supple re lærlingelønnen. Næsten alle unge i området kom i lære som smed/maskinarbejder eller lignende – det gjorde Ejgils kammerater også – det var jo godt at have en faguddannelse inden for metal, når der var så mange metalfabrikker i nærhed en. »Nu stod der igen en ny tids bonde på sin toft«, som de sang ved kaffebordet i forsamlingshuset ... unge driftige landmænd indså, at det ikke nyttede at drive deres gårde som på bedsteforældrenes tid. Det var ikke mere nok med et pa r køer og heste, et par grisesøer og en hønsegård. Nu skulle der udvides og moderniseres, og sådan som man så på det i Højmark, var der især brug for maskinkraft og nye maskiner til både mark og stald. På marken var de trofaste heste sk iftet ud med de små grå Ferguson-traktorer, og hos smeden drejede snakken sig gerne om, hvordan man skulle få plads til flere køer i stalden – og ikke mindst om, hvordan man skulle få muget ud efter dem. Alle var klar over, at det ikke mer e var nok med en kost, en skovl og en trillebør. Ejgil, som var ud af en gammel vestjysk bondeslægt, lyttede opmærksomt – og når han kiggede indenfor hjemme hos kammeraterne, havde han øjnene med sig – og så, hvor skoen trykkede. Efter end t læretid hos Thor, hvor Ejgil bestod og fik sit svendebrev, skulle han aftjene sin værnepligt. Det gjorde han i Nr. Uttrup ved Ålborg. Da han vendte hjem igen, fik han arbejde hos Vestas i Lem, hvor de fremstillede almindelige små landbrugsvo gne, store vogne med tip-lad til Tyskland, radrenser, universalvogne og gyllevogne. Ejgil var meget glad for at arbejde der, men det var rutinepræget, og da han samtidig gik med en ide om, at blive sin egen herre og selvstændig, var det jo ikk e holdbart i længden. Ejgil sagde op efter 10 måneder hos Vestas og drog hjem til sine forældre i 1963, hvor der var plads til ham og hans ideer i faderens værksted. I star- ten var den 21-årige Ejgil den eneste medarbejder. Den første ti d gik med at planlægge produktionen og få rede på, hvad hans virksomhed skulle tage fat på. Der blev etableret en velfungerende arbejdsgang, og en masse andre praktiske ting, som den officielle start af Lind Jensens Maskinfabrik. Ejgil og han s far startede med at investere i en Tos drejebænk, som var magen til dem på Thor, hvor Ejgil havde været i lære. Der var arbejde til drejebænken med det samme, for Ejgil kom i kontakt med en ingeniør fra Lunde, som manglede en til at fremst ille 8 stk. hydraulikcylindere med en diameter på ca. 400 mm og en løftehøjde på ca. 60 mm. Cylinderne skulle bruges når de skulle fremstille sænkekasser (tunnelsektioner) til bygning af Limfjordstunnellen ved Ålborg. Det var noget af en st artopgave til den nye drejebænk. Derudover var der også en del drejearbejde i at fremstille en sakselift til montering under en almindelig 4-hjulet landbrugsvogn. Ideen kom fra en mand, der havde set det i Amerika. Liftene blev der fremstille t nogle stykker af. Ejgil fik også en del underleverandørarbejde fra Vestas og fra Tim Maskinfabrik, hvor han fik nogle svejseopgaver. Som tiden gik, udviklede Ejgil personligt mange af de produkter, som hans fabrik skulle blive kendt for, fo r så kunne han selv stå inde for, at maskineriet fungerede, som det skulle, og han kunne med god samvittighed se kunderne i øjnene. Ejgil startede i ca. 1965 som medleverandør, til et andet firma, der lavede udmugningsanlæg. Ejgil havde se t en transportør med tandkranstræk i Ringkøbing/Skjern-området, og havde i Tyskland set et andet anlæg med en hydraulikcylinder, og kom så på ideen med at anvende hydraulikcylinderen til trækstationen i udmugningsanlægget. Ejgil videreudv iklede og lavede dermed det første udmugningsanlæg med hydraulik i Danmark i 1966 – komplet med transportør og skraber i kanalen (halvautomatisk). Efterfølgende udviklede han det, så det blev helautomatisk med op til flere rensegange, der ku nne kobles sammen med én hydraulikstation. I 1966 blev det første anlæg opstillet i Karstoft. Det andet anlæg blev opstillet hos Johannes Toft i Højmark. Juleaftensdag 1966 blev det tredje anlæg opstillet hos Susgård i Stadil, hvor de va r færdige med opstillingen kl. 17. Konen kom ud og sagde, at juleaftensmaden ville hun godt dele med dem, men ikke gaverne. De takkede nej og kørte hjem. 12 Drengens drømme – og den unges mål 1967 var det første år, hvor de deltog på dyrsk uer/ /ungskuer og messer, og der blev udvist meget stor interesse fra de besøgende gæster. Det hydrauliske udmugningsanlæg blev med stolthed vist frem, og mange landmænd fandt her løsningen på de hjemlige udfordringer – en driftsikker stald rengøring i kostalden 2-3 gange om dagen = større besætning, større produktion og større bankkonto. Medarbejdere Ejgils kammerat Johannes Husted, som også havde været i lære, som smed i nabolaget, syntes at Ejgils projekter var spændende , og deltog derfor i pionerarbejdet i fritiden fra først i 1966 til maj 1967. Johannes var på Vestas til 13 kr. i timen, hos Ejgil kunne han få 11 kr. i timen, men her var arbejdet mere spændende. Johannes blev således den første faste medar bejder og var ansat indtil 2002. I Ejgils tid blev der kun talt lønforhøjelse en gang, og da blev den fordoblet – siden kom Ejgil altid og spurgte Johannes, om det han foreslog, var i orden, og det var det altid. Bent Nygård blev den anden de r blev ansat fra 1969 til 2014. Bent havde også været i lære på Thor. Derudover var der lidt løs arbejdskraft en gang imellem, når de havde travlt. Der blev ansat en sælger, Svend Terkelsen fra Skarrild, som senere blev hovedforhandler. Sen ere blev det udvidet til yderligere 5 forhandlere og nogle freelance-ansatte fordelt over hele landet i Nordjylland, Fyn, Sjælland og Bornholm. Der skulle også køres dele til galvanisering. Det klarede Ejgil og hans kæreste Vera om aftenen, hv or de lånte en lille Beford lastbil hos en produkthandler. Resten blev transporteret i en bil lig en gl. englændertaxi, hvor skinner og rør blev bundet under bilen og resten kom ind i bilen. Senere købte de en lille Borgward B 2500 lastvogn . Det var dejligt, selv om de måtte have et køretæppe med om vinteren, fordi der ikke var meget varme i den. Den kunne kun køre 60 km/t. Der var formiddagskaffe og eftermiddagskaffe hos Ejgils mor hver dag. Ejgils mor lavede madpakker , når de skulle ud og montere. Madpakken kunne være pakket ind i en porno-side, og der kunne være pap under pålægget. Ejgils mor havde en dejlig humor, og det var også med til, at det var et godt sted at arbejde. Efter 5-6 år var pladsen blevet for trang i det gamle autoværksted. Nu skulle der bygges. Ejgil var udmærket klar over, at det var ved at blive gangbar politik i Danmark, at samle nye fabrikker og andre erhvervsvirksomheder i særlige industrik varterer i de større byer, og så måtte landsbyerne klare sig, som de nu kunne. Det var ikke Ejgil Lind Jensens politik. Hans hjem var i Højmark, og her skulle hans fabrik også bygges. Til gengæld skulle han nok selv betale, hvad det kostede . Der var kommet statslige tilskudsordninger til iværksættere, men den slags brugte han ikke tid på, og Ejgil havde ikke et øjeblik overvejet at flytte det hele til Lem Stationsby. Hele produktionen blev i 1970 flyttet til en nybygget 420 kvad ratmeter stor fabrikshal ved Kroghusvej midt i Højmark by, hvor der tilmed var marker i nabolaget, som nok kunne erhverves, hvis der blev brug for mere plads. Den første fabrikshal gjorde det klart for alle, at Ejgil Lind Jensens projekt ikke va r en døgnflue, men at der var realiteter i planerne. Allerede året efter holdt de rejsegilde for den næste hal, nu på 180 kvadratmeter, et år senere yderligere en hal, denne gang på 360 kvadratmeter, og det følgende år 1.000 kvadratmeter . Først da de fik bygget i 1970, blev der ansat flere faste medarbejdere. Første ingeniør John Gram Anderson blev ansat i 1974 – nu skulle der laves hydraulikcylindere. Ejgils far var god til at holde igen. De skulle først have solgt , før de skulle købe nyt jern m.m. Der var ikke noget med at fremstille til lager, selv om det blev diskuteret vældigt flere gange. Det er måske det, der har været årsagen til, at LJM har overlevet de forskellige kriser, som der også ha r været. Da der blev bygget første gang, sagde Ejgils far til en mand: »Hvad vil de knægte dog med al den plads?« Men det blev jo hurtigt for småt. Ejgil ville, som han siden hen sagde ved en festlig lejlighed: »Ikke slå større brød op , end han kan bage«. Det betød også, at han som arbejdsgiver ville være sikker på, at der var penge til løn til sine folk. Staben blev hurtigt større og større, og det blev almindelig kendt, at var man ansat på Lind Jensens Maskinfabrik , så var det varigt arbejde. En gennemgang af personalelisten viser da også, at der er en del folk, der har været der i mere end 40 år. Alle kunne lide den tvangsfrie omgangstone. Chefen var nem at snakke med, og Ejgil ville gerne kende sine folk personligt. Flere afdeling er Ejgil lancerede sin landbrugsafdeling med sine egne navne: VJ Staldrens m.v. I landbrugsafdelingen i Højmark greb Ejgil og hans folk de nye muligheder, da anvendelsen af gylle blev interessant i slutningen af 1970erne. Nu blev der brug for dyk -pumper og omrørere til landbrug og spildevandsanlæg. Gyllen skulle holdes flydende, inden den blev spredt, som hjemmelavet gødning over markerne. Så de dykkede maskiner fik til opgave, at holde det hele i bevægelse. Igen en stor succes fo r fabrikken i Højmark, ikke mindst efterhånden som udvalget af produkter blev opdateret og endnu mere effektive. Der blev også lavet en produktion af gyllevogne i forskellige størrelser og med forskellige pumper. Der blev leveret gyllevogne ti l Tyskland, Sverige, Norge og Færøerne. I 1980 blev de første delta udmugningsanlæg leveret til Wales og andre steder i England. Pumper og omrørere blev ligeledes anvendt på mange offentlige og private spildevandsanlæg over hele Europa. De t blev således opstarten til LJM Energi afdeling, hvor alt fra produktion af skraberanlæg med hydraulik, til slaggetransport på fjernvarme kedler og store industrikedler til hjemmemarkedet og udlandet blev fremstillet gennem Vølund og Hollense n kedler. Der blev leveret til Tyskland, England, Tjekkiet, Sverige, Norge, Indien og Kina. Der blev også lavet andet udstyr til den branche eksempelvis specielle containere til slagge og flyveaske og hydrauliske skubbere til siloer med kul og fl is. Der var ca. 12 mand beskæftiget en overgang. LJM Energi afdelingen blev overtaget af Vølund i 1987 men blev i LJM bygningerne indtil 1990. Fremtiden I Vestas-vindmøller verden over sidder der oppe i navet cylindere med hydraulisk olietry k – vinden overvåges nøje elektronisk, og skifter vindretningen pludselig, korrigerer hydraulikcylinderen øjeblikkelig vindmøllen til at udnytte vinden optimalt. Når traktorer skal levere motorkraft til diverse landbrugsmaskiner, bliver de t effektivt og præcist styret af hydraulikcylindre. Når en landmand skal tømme sin fladvogn i en fart, sørger en hydraulikcylinder for at det hele løftes, så det kan falde af ladet på rette sted. I mange europæiske lufthavne er det special byggede hydraulikcylindre fra Højmark der driver værket, når flyvemaskinerne inden start skal sikres mod farligt islag på den næste flyvetur i de høje og kolde luftlag. Mange industrivirksomheder har fundet ud af, at de hydrauliske cylindr e fra Højmark er virkelig nyttige hjælpemidler, når noget skal flyttes fra A til B. Ikke blot i landbruget, men også i industrien, i skibsfarten, på skibsværfter, i offshore og ved brobyggerier, er der brug for præcist arbejdende hydraulikc ylindre, hvor noget skal skubbes eller trækkes – kun fantasien sætter grænser. Man kan blive ved med at opremse eksempler på special-cylindre. Det næste kommer lige så hurtigt: Hydraulikcylindre i standardformater, som kan ligge para t på hylderne i de store handelsfirmaer. De små og store cylindre driver over markedet som en steppebrand – de blev Lind Jensens Maskinfabriks store chance og er fortsat en væsentlig del af virksomhedens eksistensgrundlag. 25 år efter starten i familiens gamle autoværksted lejede Vera og Ejgil Lind Jensen 1. oktober 1989 Højmark Gymnastikforenings store festtelt og inviterede alle til åbent hus. Det store telt kunne godt stå på fabrikkens egen grund, selvom fa brikken havde ca. 8000 kvm under tag. Alt var gået godt i de forløbne 25 år, og sammen med deres medarbejdere, slægt og venner – og det var ikke mindst landsbyen Højmarks beboere – lod de sig hylde for deres fælles bedrift. Stolt fik de ov errakt Dansk Arbejdes initiativ-diplom »som Landsforeningens anerkendelse for fremragende produktionsinitiativ og samfundsgavnligt virke«. De ca. 100 medarbejderne havde samlet ind og gratulerede deres firma med et smukt solur – den slags de r altid kun tæller de lyse timer – opstillet foran virksomhedens hovedindgang. Alt i alt en dejlig, festlig dag i Højmark, fyldt med løfter om en lys og lykkelig fremtid. Men forandringer var på vej – og blot 2 måneder senere ændrede bille det sig totalt. To år senere fik Lind Jensens Maskinfabrik af prins Henrik overrakt »Kong Frederik den Niendes hæderspris i anerkendelse af fortjenstfuld indsats for dansk eksport«. Lige siden starten i 1964 havde Ejgil Lind Jensen drevet si n virksomhed under sit eget personlige ansvar, samtidig med at han også personligt havde udviklet maskinfabrikkens egen-produkter. Og det gik jo da også strygende, men også med lange arbejdsdage, selvom han havde god hjælp og støtte fra hustr uen Vera, der havde påtaget sig regnskab og administration. Ejgil selv brød sig ikke særligt om det administrative ledelsesarbejde, ville hellere koncentrere sig om arbejdet i værkstedet, kvaliteten og udviklingen af nye og bedre produkter . I efteråret 1987 erkendte ægteparret, at den stærkt øgede intensive markedsføring og oparbejdningen af nye eksportmarkeder gjorde det nødvendigt at etablere en professionel ledelse. Lind Jensens Maskinfabrik havde på dette tidspunkt aller ede eksport til 12 lande, og der var stadig mange muligheder at gribe efter. Man skal satse på det, man har forstand på, sagde Ejgil, og 1. december 1987 trådte han ud af ledelsen og trak sig tilbage til sit lille kontor på den anden side af vejen, med tegnebrættet og drejebænken lige ved hånden. Her kunne medarbejd erne og kunderne som regel finde ham, for her havde han holdt til lige siden starten i 1964 – og det ville han blive ved med. Så han udnævnte sig selv til udviklingschef – og ansatte en adm. direktør og en professionel bestyrelse til alt de t med økonomi, og som krævede, at man gik med slips. De følgende 2 år havde Viggo Riber ansvaret som adm. direktør, men ved 25 års jubilæet var hans efterfølger med, skønt han først skulle tiltræde dagen efter festen. Det er Jen s A. N. Mikkelsen som påtog sig ansvaret de følgende 25 år. Ejgil og Jens kendte godt hinanden – Jens A. N. Mikkelsen er fra Lem og havde begyndt sin uddannelse på Vestas. Og så er han ivrig jæger ligesom Ejgil; historien vil vide , at de mødtes i butikken hos bøssemager Korsholm i Skjern, hvor Ejgil netop var der for at købe et jagtgevær til sin ældste søn Allan, nu da drengen snart blev 16 år og kunne løse jagttegn. De faldt i hyggelig snak i butikken, sikkert mes t om jagt, men Ejgil fortalte også Jens A. N. Mikkelsen om sin virksomheds nye struktur, om ansættelsen af en adm. direktør og en professionel bestyrelse. Ca. 2 år senere, da Lind Jensens Maskinfabrik stod uden ledelse, kom Ejgil i tanke om sa mtalen hos bøssemageren, og – nå ja, så blev Jens A. N. Mikkelsen ringet op fra Højmark: Kunne det være noget for ham? Sådan omtrent gik det til, at Jens A. N. Mikkelsen, samtidig med firmaets 50 års jubilæum, selv kan markere si t 25 års jubilæum. Jens A. N. Mikkelsen var 43 år, da han blev hentet til direktørstolen i Højmark – og var allerede dengang en ganske erfaren mand både i det offentlige og det private erhvervsliv. Hjemme i Lem var han blandt de første rea lister fra stationsskolen og fik derefter en grundig læretid hos Vestas, både i kontoret og i næsten alle afdelinger. Det var dog ikke nok for Jens A. N. Mikkelsen, for han ville også tage en Højere Handelseksamen HH. Det var noget nyt dengan g, den eksamen kunne man kun få i de store byer, så Jens tog til Århus – og med en frisk HH-eksamen fulgte han i 1969 alligevel sin fars råd om at søge ind til det offentlige. Han var således kommunalt ansat, da fem gamle, små kommune r i 1970 lagde sig sammen til den nye Tjele Kommune – var med i skattestaben, først i Hammershøj og siden i Ørum, da kildeskatten indførtes – og da man skulle indføre forskudsregistrering og gennemføre alle de andre fornyelser, der fulgt e med kommunalreformen. I 1976 flyttede han tilbage til sin vestjyske hjemegn, sådan da, idet han blev souschef i skatteforvaltningen i Ringkøbing. Og det blev i Ringkø- bing at familien slog sig ned og byggede hus. Jens A. N. Mikkelsen suppler ede sine kommunale erfaringer med at tage den såkaldte SK2-uddannelse på forvaltningshøjskolen, men følte sig alligevel ikke sikker på, at det var hans fremtid – den megen politiske usikkerhed om de kommunale forvaltningers bemanding gav ha m i 1980 stødet til at søge tilbage til det private erhvervsliv – til noget ganske andet, nemlig skibsbyggeri i Hvide Sande. Han fik en plads som kontorleder hos Johs. Kristensens Skibsbyggeri, 6 år senere værftets direktør. Jens A. N. Mikke lsen var glad for at være der, men ikke fordi han følte noget magisk ved at bygge og sælge skibe – som han sagde: Om jeg skal sælge skibe eller knappenåle, så er principperne de samme. Så da han 3 år senere fik en opringning fra Højmark , var han parat til at se det an – og så blev hans entré i Højmark også lidt usædvanlig: Han deltog som gæst i den festlige jubilæumsreception som repræsentant for en af kunderne Johs. Kristensens Skibsbyggeri i Hvide Sande – men morgene n efter festen var han stadig i Højmark, men nu med eget kontor som det jubilerende firmas adm. direktør. Blot to måneder efter den dejlige 25 års jubilæumsfest i Højmark i 1989 ramte skæbnen hårdt og brutalt, da den succesrige fabrikant Ejgil Lind Jensen kørte galt i sin bil og blev dræbt. Ulykken skete den 30. november ved 9-tiden om morgene n, da Ejgil i sin Mercedes kørte nordpå på hovedvej 11 på vej til et møde i Holstebro. Det var en kold morgen, og Ejgil var forberedt på det glatte føre og afpassede farten herefter. Ved Agerfelt lidt nord for Ørnhøj overhalede han ude n problemer en lastbil, men umiddelbart efter kom hans bil i skred på en strækning på Presbjerghøje, hvor kørebanen overraskende var uhyggelig glat. Ejgil mistede her helt kontrollen over sin bil, der kørte i grøften og snurrede rundt et pa r gange og ramte en el-mast. Ejgil blev slynget ud af bilen og blev kvæstet så hårdt, at han var død, da han blev undersøgt på sygehuset i Holstebro. Han var øjensynligt dræbt på stedet, kun 46 år gammel og på toppen af sin karriere . Da der blev ringet til Højmark, kom det som et chok for dem alle. Først og fremmest for familien, især naturligvis for hustruen Vera og deres to drenge, den 17-årige Allan og den 15-årige Brian. Men ikke mindre for de mere end 100 ansatt e på fabrikken og Ejgils store vennekreds, ja for alle i Højmark, der følte sig ramt af ulykken. Ejgil Lind Jensen blev begravet fra Højmark Kirke den 6. december. Smukke mindeord blev udsendt bl.a. fra Dansk Smedemesterforening, hvor han ikk e blot var amtsformand i en lang årrække, men også mange- årigt medlem af hovedbestyrelsen. Han blev mindet som en god og afholdt kollega, højt respekteret for den bedrift, som han og hustruen Vera udførte med etableringen af deres virksomhe d i Højmark og dens succesrige udvikling i de følgende 25 år, særligt Ejgils rige personlige faglige evner for udvikling af nye stærke produkter, hans velkendte lederevner, der gjorde ham til højt respekteret, men også meget afholdt arbejds giver på sin fabrik – og ikke at forglemme hans enestående omsorg for, at fabrikkens lærlinge fik en forbilledlig læretid i Højmark og også mulighed for videregående uddannelse. I Højmark behøvede man ikke sige så meget, medarbejdern e og vennerne vidste godt, hvad de havde mistet – meget præcist blev det udtrykt i Dagbladet af formanden for Højmarks Aktivitetsudvalg, Kurt Johansen: »Vi har først og fremmest mistet vores bedste ven«. På fabrikken blev det især den ny e direktør Jens A. N. Mikkelsen der måtte få styr på alt det praktiske, nu da det var fabrikkens eneejer der var død. Ejgils hustru Vera, som i mange år havde været med i det daglige arbejde, med ansvar for det regnskabsmæssige, sa d nu i uskiftet bo som ene-ejer af hele virksomheden – med Jens A. N. Mikkelsen ved sin side som administrerende direktør med det samlede ansvar for virksomhedens drift. Vera Lind Jensen indså, at tiden nærmede sig for et generationsskift e – men de to drenge, Allan og Brian Lind Jensen var blot 17 og 15 år, da de mistede deres far, og dermed endnu ikke klar til at påtage sig det store ansvar for ledelsen af familiens virksomhed. De to unge udnyttede tiden til at forberede si g på en livsgerning i Lind Jensens Maskinfabrik. Den følte de sig knyttet til og ville gerne finde deres plads dér, men måtte først og fremmest beslutte sig for en relevant uddannelse. Allan Lind Jensen fik en læreplads på Kallesøes Maskin fabrik i Lem og uddannede sig til maskintekniker, og var så parat til at tage fat derhjemme i produktionsafdelingen. Her er han stadig beskæftiget, primært med arbejdsopgaver og ansvarsområder i produktionen, hvor han styrer indkøb af maskine r, deres placering, interne flow og virksomhedens produktionslinier. Brian Lind Jensen er uddannet på kontoret i familiefirmaet i Højmark, men blev også handelsstudent på handelsskolen i Ringkøbing – og blev derefter ansat i det daværend e handelsfirma Holmstoel i Skjern (nu Lemvigh & Müller) som intern sælger. I dag er Brian knyttet til familiefirmaets kvalitetsafdeling i Højmark, med særligt ansvar for certifikatstyringen, dvs. at hans opgave her er at kontrollere, at all e de indgående materialer – og dem der forlader fabrikken som færdigvarer, overholder alle de krav som de er certificeret til. Desuden har Brian ansvar for køb, indretning og salg af firmaets lastbiler samt vedligeholdelse af bygningerne Alt så har Vera og Ejgil Lind Jensens to sønner hver et full-time job – det endelige generationsskifte fandt sted i 2004. Vera skiftede med sønnerne, således at fabrikken siden da ejes af dem – med 50 procent til Allan og 50 procent til Brian . De er fortsat i deres job på fabrikken, men har siden ejerskiftet også siddet i virksomhedens bestyrelse, hvor Allan har varetaget formandsposten.