Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

fra 1966 præst i Hee

Min bedste ven, vores kære far, svigerfar, morfar, farfar og oldefar Erik Bruun 9. april 1926 - 1. november 2015 Størst er kærligheden Bente Jens Anne-Marie Mette Elisabeth og Olav Peter og Anne Dorthe Jakob Børnebørn og oldebørn Begravelsen finder sted fra Velling kirke torsdag den 5. november 2015

Ringkøbing Dagblad Hans Damgaard, Hee, har indleveret følgende minde ord over Erik Bruun: Pastor Bruun er ikke mere iblandt os. Pastor Bruun var sognepræst i Hee og No i 25 år. Han var en afholdt præst. der tog sig af befolkningen, altid mild og imødekommende. Over de mange år er en tredjedel af beboerne i No og Hee blevet døbt og konfirmeret, ja nok også gift af ham, og mange har nok også fået den sidste velsignelse og begravelse. Det, der især kendetegnede Erik Bruun, var det personlige engagement, hver enkel del af opgaverne, han blev stillet over for, blev varetaget med den rette omhu. Bruun og hans familie blev straks en del af beboerne i No og Hee, de viste sig både til familiefester og ved foreningslivet i sognene. Også de mange af os, der blev betroet at være medlem af menighedsrådet, fik et særlig forhold til familie n i præstegården. Blandt andet fik han os med til nogle af årsmøderne i Landsforeningen af Menighedsråd på Nyborg Strand, det var Erik Bruuns intentioner, at vi menighedsrådsmedlemmer skulle være informeret om, hvad der skete inden for de t kirkelige. Foreningslivet tog Erik Bruun aktiv del i, og han var ofte den ledende i begge sogne. En af de foreninger, han primus moro for, var I. C.' s Hus. Her var Erik Bruun æresmedlem. Det var med glæde. vi i sommer kunne fejre 25 års jubilæum sammen med Erik Bruun.

Kristeligt Dagblad Pastor emer. Erik Bruun, Ringkøbing, er død, 89 år. Erik Bruun var født i Alslev ved Varde og tog sin teologiske eksamen på Københavns Universitet i 1952. Han blev derefter kaldskapellan ved Grundtvigs Kirke i 1953 og residerende kapellan i Hvirring og Hornborg i 1958. Fra 1966 og frem til pensi oneringen i 1993 var han sognepræst i Hee og No. I årene 1956-1958 var Erik Bruun~sekretær i Københavns præstekonvent og formand for Kirkeligt Samfund for Ringkøbing og Omegn fra 1967 til 2000. Da han gik på pension og flyttede til Velling, afløste han indtil 2008 nu og da kolleger ved at holde gudstjenester i deres ferier og på fridage, især i Herning-Gjellerup Valgmenigheder. Han var, indtil han var oppe i 80' erne, med i bestyrelsen for et par lokale folkelige foreninger, og var været lokal kontaktperson i den nu lukkede JuniBevægelsen. I årene som præst i Hee og No var Erik Bruun med i flere lokale, folkelige sam menhænge, blandt andet i oprettelsen af museet J. C.' s Hus i Hee.

Begravelse 5. nov. kl. 14.00 2015 i Velling Kirke Erik Bruun Præludium Hilsen, skriftsted 549 Vi takker dig for livet (Bjarne Haahr) Trosbekendelse 441 Alle mine kilder Tale 192 Hil dig frelser og forsoner Påskeevangelium Vellingkoret synger: So v sødt barnlille Velsignelse 754 Se nu stiger (der bæres ud under sidste vers) Ved graven: Krist stod op af døde Sønnen takker ved graven Kaffe i Forsamlingshuset. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren, Jesus Kristus. Je g er opstandelsen og livet, siger Herren; den, som tror på mig, skal leve, om end han dør. Og enhver, som tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Amen. Tale: ”Vil du tænde, må du brænde!” Det er ordene i dag … ja, for jeg tænker: De t er egentlig overskriften for Eriks liv. ”Vil du tænde, må du brænde!” I var samlet - alle 6 børn og dig, Bente - forleden og fortalte om Eriks liv, og det slog mig: Sikke meget Erik har beskæftiget sig med – og sikke et engagement, ha n har udvist. Han har om nogen brændt for sin sag, sine holdninger, sine traditioner, sit embede, sit lokalsamfund, sin familie, sine interesser - ja, brændt for livet. - Han var barn og ung under krigen dér omkring Esbjerg; byen, hvorfra ha n blev student i 1945 – ja, tænk sig, student netop i dette særlige berusende befrielsesforår. Hvilken fest - nu begyndte livet i frihed. FRIHED som på flere måder fik betydning for Erik. Ikke bare frihed fra en besættelsesmagt – men fo r Erik også livet i det grundtvigske frihedsbegreb – åndsfrihed, ytringsfrihed, retten til at tænke og tro og handle og leve i overensstemmelse med sine tanker. Erik kom på højskole i Askov sammen med sin bror, Hans Jørgen – her slog holdn ingerne rod – og så drog han mod København og læste teologi. I staden genså han tilfældigt pigen fra gymnasieklassen hjemme i Esbjerg – ovenikøbet lige dér i folkemylderet midt på pladsen foran Amalienborg på Chr.s den 10.s fødselsda g – hende, han altid havde haft et godt øje til, og som han derfor fluks inviterede på middag og siden friede til. Brylluppet stod i 1952. Erik kom efter embedseksamen ind som soldat – og netop i den uniform prøveprædikede han til stillinge n som kaldskapellan ved Grundtvigskirken i København – fik embedet og således indledtes hans præstegerning. Familien på to blev til tre – og 15 måneder senere til 4, ja 5 før vejen gik fra Sjælland og vestpå til Hvirring og Hornborg i 19 58. Dét var en særlig skøn plet, fortæller du, Bente. Her trivedes I i den grad med sognebørnene og i familielivet. To døtre mere kom til i reden – én mistede I, og så drog I i 1966 endnu længere vestpå, til Hee og No. Her blev jere s to yngste drenge født. I børn fortalte, at jeres far var en travl mand. Han gik ikke i haven, lugede eller rev blade sammen – han LØB i haven. Altid i fuldt vigør. Dagens timer slog ofte ikke til – natten måtte tages i brug, når der skul le skrives taler og prædikener …eller lejlighedssange, som han havde en særlig evne til at kreere. Ikke desto mindre var det altid ham, der var først oppe om morgenen og tilmed med sang på læberne. Det var ham, der fik jer skole børn ud af fjerene og sendte jer afsted med smurte madpakker. ”Vil du tænde, må du brænde” I bedste grundtvigske ånd engagerede Erik sig i sognene: Han var med til at starte sogneforeningen, han samlede de unge i ungdomsklubben, han va r - sammen med andre - initiativtager til et sogneblad, han var med til at omskabe en tom stationsbygning til et forsamlingshus. Og sidst - men bestemt ikke mindst - så var han idemand og igangsætter af menighedsrådets køb og dermed bevarels e af IC Christensens hus! Erik så vigtigheden af at oprette et museum - et værdigt minde over en stor vestjydske statsmand. Erik var tillige - det er uomtvisteligt! - en særdeles vellidt og afholdt præst i sine sogne! Vil du tænde , må du brænde … det gjaldt også hjemme. Erik var stærkt knyttet til sin familie - han havde stærke traditioner med sig fra sit barndomshjem. Det var særligt tydeligt til jul. Han var den, der pyntede juletræet – bandt adventskransen, py ntede med gran. Eller han skabte nye traditioner – som den, at du hvert eneste år på jeres bryllupsdag, Bente, har fået en buket med markblomster akkurat som din brudebuket. Vil du tænde, må du brænde Erik havde mange interesser, ja, måsk e snarere lidenskaber. Som sagt: Der var haven – men der var i særdeleshed også musikken. Han elskede at synge, spillede cello, nød at lytte til musik. Så sent som i sommer kunne man møde ham til jazzfestival i Stauning – og lyset ble v tændt i hans øjne, da I spille Louis Armstrong for ham på sygehuset. Han har sunget i Vellingkoret – og i den grad nydt sangen og samværet – i 32 år! Erik havde en helt særlig glæde ved musik – og han havde den glæde at dét kunne ha n dele med dig, Bente, og med jer børn. Han kastede sig også som ung også ud i at fotografere – tog billeder og fremkaldte selv i mørkekammer. Han bryggede vin og øl. Han interesserede sig for teknik. Oh, da han fik sin første bil, en For d 33. Computerens verden bevægede han sig også ind i. Gik noget i stykker, ja så var han gerne mand for at reparere det – måske ikke altid med lige heldigt resultat, men intet – intet skulle kasseres og smides ud. Han engagerede sig politis k - han var bestemt ikke bange for at ytre sine meninger blandt andet mod EU. I 6 børn har tidligt lært at tyde jeres fars sarkastiske bemærkninger, når der var politikere på fjernsynsskærmen. Og I har lært, at der er forskel på frihe d og tolerance … sidstnævnte kan faktisk godt være ensbetydende med fare for holdningsløshed. Der er tilbragt gode stunder i sommerhus ved Lodberg Hede – der er sejlet på Stadil og Ringkøbing fjord – I børn har været med. Det har for Er ik - lige til for nyligt - været lykken og forbundet med følelsen af frihed at ligge dér i sin båd på fjorden – gerne sammen med Hans Jørgen - fiske efter skrubber, tage en dukkert, nyde solen. Vil du tænde, må du brænde. Erik var et meg et positivt menneske – altid venlig, imødekommende, favnende – aldrig dømmende over for andre. Han var særdeles hjælpsom og tjenestevillig. I børn sagde, at I har haft en rummelig far – der på ingen måde var autoritativ overfor jer i si n opdragelse. I har været frie til at træffe jeres valg i livet og til at være JER. Og så kom der med årene tillige 11 børnebørn til – alle døbt af Erik selv. De er blevet passet og taget imod i præstegården. Morfar/farfar havde pastill er i lommerne – han var god til at fortælle historier om gamle dage, om krigen – fisketure, spillede bob og lavede skydere med drengene … for ikke at nævne, hvordan han kunne sætte et barnebarn ovenpå to telefonbøger på forsædet af bile n og lade ungen prøve at styre. …. - Efter 27 år i Hee og No, så faldt valget på fremtidig pensionisttilværelse på Velling – huset med den skønneste udsigt til fjord og kirke – med næsten naboskab til Eriks bror, med nem adgang ti l at øve i Vellingkoret og med nye gode tætte bekendtskaber og venskaber, der også etableredes her. Siden 93 har Erik således taget del i sognelivet her. Stadig aktiv og i gang lige til det sidste, faste traditioner: Koret, svømning, kirkegan g …. lige til en blodprop og i særdeleshed en operation her i efteråret tog kræfterne og energien fra ham. Egentlig et ganske kort forløb – ellers et liv, der lige til det sidste var kendetegnet ved hans engagement og livsglæde – at ha n har brændt for alt, hvad han har beskæftiget sig med. Vil du tænde, må du brænde …. De ord står på Staby efterskoles talerstol – en særlig indskrift. Det er et ordsprog med rod i den folkelige vækkelse, der føg over Danmark i det fo rrige århundrede, hvor troen blev en hjertesag, og hvor det danske folk vågnede op til frihed – til selvbevidsthed og selvbestemmelse. De gudelige, politiske, nationale og folkelige strømninger var som en bølge, der foer gennem folket s sjæl – og de tanker bidrog til det demokrati, vi kender i dag. Vil du tænde, må du brænde - ….. det er grundtanken, at vil man have andre til at brænde for sin sag – tænde andre - så er det forudsætningen, at man selv brænde r – at man selv er grebet, engageret og involveret. Brænder man for noget, brænder man for sine holdninger, sit livssyn, sine værdier, sine traditioner, sine interesser … ja, så tænder man også. Erik er med sit liv et lysende eksempe l på dét! Apropos udtrykket: Vil du tænde må du brænde, så tændte Gud lys i verden for 2000 år siden, da han lod sin søn føde. Gud kom i skikkelse af et lille barn, med budskabet om, at vi mennesker er Guds skabninger og hans elsked e børn. Vi tilhører ham – det loves vi i dåben. Ikke i kraft af vore præstationer eller eventuelle gode gerninger – men alene fordi vi er hans børn og fordi Han vil det sådan. Ramt af den kærlighed – tændt af den kærlighed fra Gu d – sættes vi da til at leve livet i denne forunderlige verden med vores medmennesker og i ansvar for det givne. Men altid klingende til os fra evangeliets ord, dåben og nadveren, at vi netop er frie til at leve og udfolde os, fordi udgangspunk tet er, at vi er skabt af Gud og elsket og tilgivet af Gud, og at vi altid helt ind i evigheden hører ham til. Gud tændte det lys, det håb – for at vi skal brænde, for at vi skal leve i ubekymrethed og frie i hans kærlighed. Ja, hans kærlig hed til os var så stor, at han gik i døden for os. Han opstod påskemorgen og gav os håb om, at således skal også vore døde - og vi selv en dag - opstå til det evige liv. For også dér på dét punkt er vi frie – befriet fra den byrd e at skulle bekymre os om det hinsidige. Hvilken frihed, hvilken gave at blive dét skænket at leve og dø på. Kære efterladte! Må I med respekt for Eriks liv, for hans gerning og virke, for den omsorg og kærlighed, han har givet jer – al t det levede gode liv – og må I tillige med Ordets tilsagn til jer om Guds kærlighed klingende i ørerne herfra – må I da også fortsat brænde, leve og udfolde jer – frie, i tillid til at Guds løfte står ved magt. Gud i vold! Amen ! …….Og så vil jeg læse den bøn, som Erik altid har brugt ved en enhver begravelse, som han har selv forestået: Vor kære Herre, Jesus Kristus! Ræk os din nådes hånd i dødens stund, byd os at komme til dig og forskyd os ikke. Bliv ho s os med din kærlighed, så vi må være forvissede om vore synders forladelse og det evige liv. Bliv hos os med dit lys, for at dødens mørke ikke skal forfærde os, men vi må se himlen åben dér, hvor du er, Herre, ved din Faders højr e hånd. styrk vore sjæle med forvisning om, at vi er dine, at du ikke kan glemme os, og at ingen kan rive os ud af din hånd. Lad din Ånd give os frimodighed i den sidste strid og skænke vore hjerter salighedens trøst og herlighedens håb, du , som med din Fader lever og råder i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.