Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Mogens Esmarch på FB 6/12 2023: Lidt om min mormor: Hun levede formentlig et sorgløst liv på gården i Dejbjerg og hyggede sig med sine glade forældre. Som ung pige kom hun at tjene, blandt andet i Skjern, hvor hun havde plads i ismejeriet hos Morten Overgaard, der også var vognmand. Her mødte hun i 1924 chaufføren Kristian Marius Pedersen (f. 12. oktober 1898 og d. 23. marts 1951) fra Årre ved Varde og de blev gift året efter, den 18. november 1925 i Dejbjerg Kirke. Kristian Marinus Pedersen var søn af gårdmand Just Pedersen fra Årre og Karen Ane Kjerstine Hansen født i Grimstreup sogn. Kristian Marius Pedersen startede samme år sin egen lillebilforretning, og kørte taxa-kørsel i Skjern og omegn. For at sikre indkomsten under alle forhold, fik Anne Christine kørekort, så hun kunne træde til, hvis Kristian ikke selv kunne køre. Krisen i 1933 var hård ved vognmændene i Skjern og således også for Christian Pedersen, som måtte opgive sin lillebilforretning. Han blev i stedet chauffør og fik senere sin egen varevogn som han havde indtil sygdommen tog over. I familien var historien, at det var bilens gasgenerator som under krigen blev fodret med dårligt brændsel, som var årsag til, at det gik hårdt ud over Christian Pedersens helbred og lunger. I nekrologen fra 1951 i avisen stod at den sygdom, der undergravede hans helbred, for et par år siden tvang ham bort fra arbejdet. Lige før påske fik han influenza, der gik over til lungebetændelse, og det kunne han med sine svage kræfter ikke stå igennem. Christian Pedersen var ifølge nekrologen ikke nogen ven af de mange ord, men han var redelig og hjælpsom. Efter Christians død i stod Christine alene med børnene. Hun havde et par år gjort rent på Skjern Svineslagteri, men ved Christians død blev hun tilbudt arbejde i slagteriet, hvor hun arbejdede til slagteriet brændte i 1966. Hun blev flyttet til slagteriet i Herning, hvor hun arbejdede indtil hun valgte at gå på pension i 1968. I Skjern Dagblads nekrolog fremgår ”Anne Christine Esmarch Pedersen var aldrig bange for at tage fat, og hun var dygtig både derhjemme og på sin arbejdsplads. Lige til det sidste kom gamle kollegaer fra slagteriet på besøg hos hende, ligesom hun altid var inviteret med til julefrokost på slagteriet. Da Anne Christine Esmarch Pedersen gik på pension, blev hun aktiv i pensionistforeningen, og blandt hendes interesser var både hækle- og strikketøjet. Hun var en trofast socialdemokrat, og opnåede at blive udnævnt til æresmedlem af partiet.” Sønnen Gert, der blev født i 1931, fortalte om sin moder, at hun var streng, og at der ikke var langt til et lag styg over nakken, med hvad der nu var i nærheden. Og han stod altid først for. Men med en børneflok på 6, skulle der nok også være en vis disciplin. Familien boede i Nygade 51 i Skjern. Oprindelig måtte de ikke have så meget plads, selv om de var mange. Da der var boligmangel skulle de skulle leje 1. salen i huset ud. Senere blev kravet opgivet og Anne Christines far Hans Haagen Esmarch flyttede ind på 1. salen hans sidste år. Det var et kakkelovnsfyret hus og der blev fyret med briketter. Da det sidste barn, Betty, var flyttet fra reden, var der ikke altid fyret så meget op på 1. salen. Jeg husker at der var vældig koldt, deroppe. Der var oprindeligt lokum i gården, men på et tidspunkt fik huset toilet med håndvask. Der var ikke noget badeværelse, så egentlig bad måtte klares på anden vis – men det blev nok mest som etagevask. Men også husets fine stue, blev ikke altid varmet op. Derinde stod en gyngestol, som jeg elskede. På 1. salen husker jeg Bettys pigeværelse, min mormors sovekammer med en gammel, gammel seng, med højt hvidt hovedgærde og gavl i fodenden, som stod mod toiletmøblet med spejl. Ved siden af, var der et loftskammer med en seng. Det var et ikke isoleret rum med et tagvindue med enkeltglas og de røde teglsten på taget kunne ses fra rummet. Det var her Gert sov, mens bedstefaderen lå soveværelset. Jeg selv husker min mormor som en lun vestjyde med glimt i øjet. Men det forhold havde hun ikke til alle børnebørnene som til sidst talte 18. En slægtning fortalte mig, at når jeg kom på besøg, havde hun altid sikret sig, hvem af lægerne, der havde vagt, hvis jeg skulle komme til skade. Det var sket et par gange. Jeg husker også den helt specielle duft, når der var i huset, når jeg kom med mine forældre på besøg. Hun havde en særlig brun håndsæbe på toilettet med en duft, som, når jeg har mødt den siden, fremkaldte billeder af mormors hus, stue og toilet. I køkkenet var der vist et brændekomfur og i et af køkkenskabene kunne man komme ned i kælderen, som var viktualierum. Men ellers var der bygas til køkkenet, med en automat, hvor man skulle indkaste 25-ører. Når den var brugt, gik gassen. Tilsvarende var der automat til det elektriske lys, som gik ud, når pengene var brugt op. Så var det op på loftet og finde automaten. Min mormor elskede at komme til København, og hun så altid frem til at besøge min fars forældre på Nørrebro. Så skulle der shoppes på Nørrebrogade, ligesom en tur i Daells Varehus på Nørregade, var en fast del af programmet. Men far tog altid med til hovedbanegården, når hun skulle tilbage til Jylland. Han sagde - med et glimt i øjet, at han skulle ind og klappe toget, som tog svigermor med på rejsen. Det var naturligvis kun i sjov. De hold meget af hinanden. Jeg oplevede ikke hjemmet som religiøst, men jeg kunne forstå på den ligprædiken, som blev holdt over min mormor, at præsten ofte havde aflagt min mormor besøg de seneste år af hendes liv. I familiealbummet kunne man også finde billeder af pastor Boeck og hans kone fra Dejbjerg. Morbror Gert fortalte, at kirken alene blev besøgt ved højtider, konfirmationer og bryllupper. De sidste mange år af mormors liv kom ”Mester” i hjemmet. Mester, hvis navn jeg ikke husker, da han kun blev omtalt som Mester, var en rigtig god ven fra slagteriet. Han var vist også blevet alene og de to delte mange ting, uden dog nogen sinde at flytte sammen. På et tidspunkt blev lejligheden i Nygade 49 solgt, istandsat og opdelt i 2 lejligheder. Min mormor fik buddet om at sælge nr. 51 og leje stueetagen i nr. 49. Og det sagde hun ja til, for at få en nyistandsat lejlighed med bad og nyt køkken, kunne hun ikke lade gå fra sig. Og hun var glad ved det valg. Min mormor var også med på flere ferier med mine forældre til blandt andet Italien, og da vi var børn, også med i et feriehus, vi havde lejet på Bornholm. Jeg har kun gode minder fra min mormor og min mormors hus. Vi har også holdt jul i Skjern hos min mormor nogle gange, og jeg husker, at der hang slik på juletræet. Jeg elskede min mormor, og hun har derfor lagt navn til min lille båd.