Hans Frandsen, 15321584 (52 år gammel)

Født 1532 32 17

ÆgteskabMariane Lauridsdatter BaggeVis familie

Erhverv
Professor i medicin

Brors fødselTroels Frandsen
omkring 1540 (8 år gammel)

Brors fødselJacob Frandsen
omkring 1543 (11 år gammel)

Brors fødselPeder Frandsen
omkring 1545 (13 år gammel)
Mormors dødKirstine (Pers) Mathiasdatter
1553 (21 år gammel)
Morfars dødPeder Troelsen
1560 (28 år gammel)
Fars dødFrands Madsen
omkring 1570 (38 år gammel)
Mors dødKirstine Pedersdatter
1570 (38 år gammel)

Død 4. juli 1584 (52 år gammel)
Familie med forældre
far
mor
hende selv
9 år
lillebror
4 år
lillebror
3 år
lillebror
15451608
Født: omkring 1545 45 30Ribe
Død: 27. juli 1608København
Familie med Mariane Lauridsdatter Bagge
ægtemand
hende selv
Ægteskab Ægteskab
Note

universitetsrektor, latinsk digter, ven med Tyge Brahe. Hans Frandsen, vel bekendt som latinsk digter under navnets latinske form Johannes Franciscus (Ripensis) og som professor i lægevidenskab ved Københavns Universitet fødtes i Ribe 1532. Historikeren H. F. Rørdam, der kalder ham ”en af den huma nistiske Dannelses smukkeste repræsentanter her til lands i Reformationens Aarhundrede”, har navnlig i Københavns Universitets historie givet en så fyldig beskrivelse af hans liv og virksomhed og så righoldig en fortegnelse over hans udgivn e værker, at et uddrag heraf vil være tilstrækkeligt til at give et sådant omrids af hans livsskæbne, som det er ette værks hensigt at fremdrage. Hans Frandsen besøgte sin fødebys skole, undervistes af den udmærkede skolemand, rektor Jens Pedersen Grundet og omtaler også biskop Hans Tavsen og præsten mag. Laurits Nielsen i Ribe, siden biskop i Vendelbo Stift, på en måde, der tyde r på, at han har haft hjælp og støtte af dem i sin ungdom. 1551 drog han til universitetet i Wittenberg. I sit 21. år optrådte han som latinsk digter og viste snart et ualmindeligt anlæg for denne art poesi. Den danske konge tilstod ham 155 4 30 daler til fremme af hans studeringer i Wittenberg, hvor han ved sine fortræffelige åndsgaver og sit behagelige væsen vandt mange venner. Hans helbred var dog en tid så svagt, at han mistvivlede om at gense fædrelandet, men han kom atte r til kræfter, tog magistergraden og opholdt sig nogen tid ved Højskolen i Frankfurt ved Oderen. I foråret 1556 kom han hjem og blev undertugtemester for Kong Christian IIIs unge sønner, men opgav i okt. 1557 pladsen for at fortsætte studerin gerne udenlands. Han påtog sig at være hovmester for adelsmanden Albert Beck, søn af rentemester Jochum Beck og kom i nov. Samme år til Wittenberg, men blev ked af hovmesterstillingen, og gennemvandrede 1558 med en fortrolig ven Petrus Lotichi us, en af tidens mest fejrede digtere og derhos en dygtig mediciner, en del af Tyskland for at søge lærdom i lægekunsten. Vennen blev kort efter professor i medicin ved Universitetet i Hejdelberg, medens F. først drog til Tybringen, siden ti l Heidelberg, hvor samme Lotichius højtidelig påsatte ham digter-laurbærkransen. Frandsen tog afsked med ham i et digt, der ånder varm følelse, og drog til Paris og Lyon. Hans talent skaffede ham mange venner, og en ung lærd bogtrykker, Anto nius Gruphius i Lyon, udgav 1560 en del af hans digte. Samme år gav Frederik II ham 30 daler til bestridelse af omkostningerne ved erhvervelsen af doktorgraden, som han tog ved et fransk universitet, og måske tillige som løn for mindedigtet ove r Christian III. På professorens indstilling af 26-12-1560 resolverede kongen, at Hans Frandsen (i anledning af 2 medicinske professorers død), skulle komme til Universitetet i København, og der ”læse og lade sig bruge til saa længe vi kunn e bekomme en anden lærd Mand, der os og Riget kan være nyttigere og gavnligere”. Hans Frandsen overtog professoratet i 1561 og blev i de følgende 20 år en af højskolens bedste prydelser, som der ikke blev tale om at fjerne for en dygtigere. Et års tid efter ansættelsen ægtede han Marine Lauridsdatter Bagge fra Ribe, enke efter den kongelige sekretær Antonius Hanisch, ved hvilket giftermål han fik dennes anselige gård ved Gammelstrand. Han var fra 1557 forlenet med et kannike dømme i Århus og fra 1580 med en gård, der lå til St. Michels alter i Roskilde. Frandsens ven, den latinske digter Hans Jørgensen Sadolin skrev en hel cyclus af latinske digte til hans bryllup. Hans Frandsen roses fra alle sider som en duelig og begavet lærer, udgav flere gamle lægers (Hippokrates's og Galens) skrifter i latinsk oversættelse og gav sig meget af med lægepraksis, og ordinerede mod pesten i 1564 et længe brugt lægemid del for rige folk og et andet for fattige. Han var flere gange Universitetes rektor. Om hans kristelige sindelag vidner et smukt dansk digt han 1580 skrev om bønnens nytte, så vel som beretningerne om hans tålmodighed og gudhengivenhed unde r de svære lidelser, han gennemgik før sin død 4. juli 1584. Med Tyge Brahe stod han mange år i venskabsforbindelse, og denne satte han et smukt æresminde i et latinsk digt, der blev indskrevet på hans gravmæle i Frue Kirke (se nedenfor) . Den venskabelige støtte han gav Anders Sørensen Vedel og hans gerning, fortjener også at mindes; og hans digt foran i Vedels Saxo (aftrykt nedenfor), hvorved han i kraftige træk skildrer historiens opgave og betydning, viser, at han også ha vde kald for digtning på dansk, selv om han i reglen skrev latinske vers. Hans portræt fandtes i den samling, som Peder Resen i sin tid skænkede universitetsbiblioteket, men gik tabt ved branden 1728. De havde ingen børn, og mandens brødre Troels og Peder gjorde derfor fordring på at dele nådensåret med hende, hvilket dog afvistes af universitetet. Brodersønnen Claus Plum lod 1624 Hans Frandsens gravmæle i Frue Kirke istandsætte, men de t gik til grunde enten 1728 ved Københavns ildebrand eller 1807 ved Bombardementet. Indskrifter fra Frue Kirke over Hans Frandsen med Tyge Brahes mindedigt over ham I. På et epitafium af træ ”cum Effig. Et Insig.” midt i kirken. Clarissimo Viro, Doctrina Pietate Virtute atque Prudentia excellenti, Dno. JOHANNI FRANCISCO Ripensi Facultatis Medicæ Doctori eximio, Poetæ atque Musico summon, Marite dulcissimo, qui Ætatis LII Anno Christi vero 1584 die 4 Julii ex vita ha c migravit, uxor mæstissima MARINA LAURENTII filia, postquam cum eo in sancto ac placido conjugio annos 23 vixisset, ac ipse in hac Academia Ann. 24 professionem medicam fideliter & cum Auditorum fructu docuisset, in Posteritatis Memoriam Monumen tum hoc fieri curavit. II. På en tavle i Frue Kirke stod: ”Doctissimo et Humanissimo Viro Domino JOHANNI FRANCISCO Ripensi, Medicinæ galenicæ Doctori, Poetæ & Musico eximio, omnibusque Bonis caro: Si mortale nihil deceat perferre Camænas, Sigve Poëtarum Vita perennis erit, Arte Machaonia, docuit qvi primus amicus, Si cita Parcarum sistere fila qveat. Qværis: In hoc Tumulo cur condidit ossa Johannes Franciseus? Curqve is concidit ante diem, Qvem Musæ & Charites adeo coluere, qvod inter Præcipuos Vates nomen habere darent, Et cui contribuit facundi cura Galeni, Conspicuus medica Doctor ut arte foret? Musica mentem hilarem, facilis convictus amicos, Egregium mores attribuere decus. Ille severa tamen poterat nee flectere fata Et multo lustris plus superesse decem. Scilicet est certus præfixus terminus ævi, Qvem superare nequit, stat sua cuique dies. Nec mors sæva ulli parcit, licet ipse Machaon Arte fiat Medica, carminibusqve Maro, Orphea seu claris Mors inimica viris. Ergo nihil mirum est, qvod fatis cessit iniqvis, Vir, qvi perpetuo vivere digmus erat. Forsitan & mores hominum terrasque perosus Optabat superis civis adesse diis. Nec frustratus in hoc Christo duce gaudet Olympo; Hie sine fine quies, vita salusque datur. Obiit Anno MDLXXXIIII. Ætatis suæ LII. Amico post fata quod Vive addixit Tycho Brahe F. Hafn. In patrui vero memoriam collapsum restitui curavit C. P. D. (Claudius Plumius, Doctor) Anno MDCXXII. Hans Frandsens dig tom Historiens Nytte (fra A. S. Vedels Udgave af Saxo 1575): I huor mand søger all Verden omkring Blant Verdslige Viisdom oc Lære; Der findes icke nogen dyrebarere ting, End sande Historier ere. .. Fordi de sige baade Quinde oc Mand, Den stund hand er i Liffue: Huor huer sit Leffnet fremdrage kand, Oc siden wdødelig bliffue. .. Her findis baade i Feide oc Fred, Om du vilt Krönicken acte: Gode Raad oc Anslag, huo dem tar ved Oc ellers effter ære vil tracte. .. Vittu oc ey ret tencke dig om, Men Dyd oc Ære forgætte: Vaarst du end dobbelt Keyser i Rom, Dit Velde haffuer intet at sætte. .. Thi lærd Mands Pen haffuer saadan iid, Han acter ey Gods eller Arffue: Huad heller du vorder vred eller blid, Hand maler dig met din Farffue. .. Oc naar du meent, det er forgæt, Huad Ont eller Gaat du giorde: Da findis dit Naffn i Krönicken sæt, All Verden veed af din Forde. .. Det gode huer prise oc loffue maa, Det onde bespotte oc lacke; Huo lenge vil leffue hand tencke der paa Hans Gierning kand tagis til tacke. .. Det holdis med rette for synderlig Prijs, Historien at læse oc höre: Aff anden Mands skade giör den oss vijs, Som Gaffn oc Naffn anröre. .. Oc hand som actis for Leeg eller Lærd, Som huer ey kunde befalde: It Minneskis Naffn er hand ey værd, Det vil ieg sige for alle. .. Gud giffue, at huer ickun actede vel Det Nytte aff slig Scrifft komme: Du skulde vel Lærde actis mere end Træl, Blant alle, oc meest de fromme. .. Thi det er andet at komme sligt frem End huer kand tencke oc vide; Ah Gud, du styrcke io alle dem, Som Ære oc Bogen maa lide. .. Vor Danske Krönicke som Saxo skreff Indeholder oc Lærdom sköne, Aff huilcken mand seer, som huer bedreff Saa haffuer hand faaet til Löne. .. Den er nu paa vort Maal vdsæt, Oss Danske til Nytte oc Ære: Huo ellers sit Gaffn vil acte ret, Oc det mit Flittighed lære. .. Mester Anders Vedel giorde dette Gaffn, Som förre haffde Möde oc Vanske: Thi bör hannem Tack oc eftersagn, Til ære, aff alle Danske. Kilde: Slægten Plum, side 19-21 + 99 + 101.