Frands Madsen, 15001570 (70 år gammel)

Født omkring 1500

Erhverv
Borger

Family residenceKirstine PedersdatterVis familie

Datters fødselHans Frandsen
1532 (32 år gammel)

Søns fødselTroels Frandsen
omkring 1540 (40 år gammel)

Søns fødselJacob Frandsen
omkring 1543 (43 år gammel)

Søns fødselPeder Frandsen
omkring 1545 (45 år gammel)
Hustrus dødsfaldKirstine Pedersdatter
1570 (0 efter dødsfald)

Død omkring 1570 (70 år gammel)
Familie med Kirstine Pedersdatter
ham selv
partner
datter
9 år
søn
4 år
søn
3 år
søn
15451608
Født: omkring 1545 45 30Ribe
Død: 27. juli 1608København
Note

havde også en datter, der i 1590 nævnes som byfoged Peder Frandsens søster og var gift med en søn af en af tre kvinder, som var anklaget for troldom ifl. artikel. af Sv. Jacobsen i Pers.nal.hist.tidssk. 2007:1 side 45 nr 12 født omtrent år 1500, hverken længe før, da han endnu levede 1567, eller længe efter, da en af hans sønner vides at være født 1532. Han nævnes 1545 blandt de største skattedeydere i St. Hans Fjerding af Ribe by. Omtrent 1556 havde han de n hospitalet tilhørende gamle bispegård i brug til støbning af kanoner for byens regning. 1555 fæstede han selvfjerde af byen et stykke jord ved Jernkier Mark og 2 år efter, sammen med Jacob Wibe, Klostermarken. Medens dette viser, at ha n hørte til de største næringsdrivende borgere i byen, tyder den omstændighed, at han havde tillidsposten som kirkeværge ved St. Kathrine Kirke på, at han rimeligvis har været blandt de borgere, der først og nærmest sluttede sig til Refor mationen, og hermed stemmer det også, at han lod sin søn studere i Wittenberg. Hans senere leveår faldt i en meget bevægelig tid i Ribes historie, rig på voldsomheder, blodige slagsmål og drab, hvoraf man får et levende indtryk ve d at læse Kinch's afhandling om slægten Klyne, hvorefter alene tiåret 1557-1566 kan opvise 21 drab i Ribe, medens 68 personer idømmes bøder for såremål, 3 for overfald og 36 for burdag (slagsmål). Om Frands Madsen må også i så henseend e siges; som by så borger. En nærmere undersøgelse vil vise, at han ikke stod udenfor denne statistik. Dels ser man ham i 1561 møde på Tinget og forevise og påtale de svære lemlæstelser, der var udøvet mod hans søn, Jacob, (se nærmer e under Jacob nedenfor), dels vidner herom, hvad rådstuebogen af 1563 melder om ”thend bordag, som skeede paa nytaarsnat.” Blandt de sårede var (sønnen) Troels Frandsen, (svogeren) Niels Persen og Frands Madsen selv, og denne blev til dømt at betale den kost ”hand [antagelig Niels Persen] hagde theriid i bødels hus”, hvorhan han sagtens, efter Tidens Skik, var blevet flyttet for at få sit sår lægt. Ved samme tid var det i øvrigt gået ned ad bakke for Frands i økonomis k henseende. 1564 måtte han afstå sit hus i Bispegaardsgaden med jord, abildgård og gårdrum til panthaverne, og nedgangen kan endnu tydelig trinvis følges gennem byens skattebog, der viser, at han i 1547 i skillingstaksten blandt de aller højstbetalende ansattes til 3 Rd, i 1549 til 28 sk, i 1550 til 2 Rd 4 sk, 1551-1555 til 2 Rd, 1556 til 1 Rd, 1557-1558 til 12 sk, 1559-1560 til 8 sk, 1561 og 1565 til 4 sk (103 borgere af 246 i samme fjerding svarede dog kun 2 skilling). I takste n for 1566 nævnes i Frands Madsens hus "Hr. Jensens Hustru", i 1567 kaldes hans hus øde, i 1567 omtales han som "bortflöt" og i 1568 slet ikke. Hvorhen han flyttede, og hvor han døde, er ubekendt. Inden det gik således tilbage for ham, har ha n dog sikkert fået lejlighed til at give sine sønner, hvoraf flere kom i ansete stillinger, en god opdragelse. Sønnen Hans, der siden blev professor i medicin ved Københavns Universitet, lod i Wittenberg 1554 trykke en digtsamling, hvori et la tinsk digt til faderen (Elegie XIII, ad Franciseum patrem), som er afskrevet her nedenfor til minde om denne slægtens ældste, skønt det kun bidrager lidet til kundskab om denne, idet det mest dvæler ved tanken om faderens formodede sorg over , at forfatteren har været ved at dø i udlandet. Frands Madsen var gift med en datter af en velstående mand, ejeren af Astrup i Brøns Sogn, herredsfoged i Hviding Herred, Peder Troelsen. Ribe Tingbog for 1561 viser nemlig, at dennes sønner Ni els Persen i Astrup og Hans Persen i Ulleruplund på skiftet efter hans død tilbød "at nar the finge saa möget vdt for ij brödre lod, som Frans Madsen hagde fanget vd for en søster lod, the wille hver aff thennom gierne giffue hannom j* mr . lb. (c. 100 Mark lybsk) till for vili oc wenschab thennom oc theris børn." Men Frands ville ikke lade sagen afgøre ved voldgift, og over 30 år efter gjorde hans søn Peder fordring på brudeskat efter moderen og andel i Astrup gods for si g og broderbørn. Latinsk digt til slægtens stamfader Frands Madsen fra sønnen Hans Frandsen: Ad Franciscum Matthiæ patrem. Elegia XIII. Vere nouo genitor suauissime pene peracto Frigoris á nobis plena recessit hyems. En uiridi rursus uestit se gramine tellus Atque suo domino munera digna refert. Iam sua robusti renouarunt arua coloni Iam sua dividuus semina sulcus habet. Et nemorum solamen auis sua munera confert Auditur uarios mille referre modos. Omnia nunc rident: niuea, nune lilia numphæ Decerpunt, florum et nomina multa manu. Vnde sibi caris detexunt florida serta Sertaque puniceis florida mixta rosis. Omnia nunc rident: at sors inimica fatigat Me solum, heu miserum quem mala tanta premunt. Aut dirum fragiles frigus mihi conficit artus Contundens iutæ squallida membra meæ. Feruidus aut nostros, heu, heu, calor inficit artus Quo proprias uires norpus habere nequit. Non iuuenile mihi decus est; conficerat ora Pallor, designat membra colore suo. Vix uitalis adhue ducit mihi spiritus auras Vix facit officiam ligua tenelle suum. Destitutor eunetis defectus viribus æger Spem medici uitæ deposuère meæ. Est mihi nunc patriam dulcem spes nulla videndi Teque, tuosque, lares, ô uenerande pater. Nec uos, germani, mentis pars maxima nostræ O fraters, animæ maxima cura meæ. Sed tu quid dices genitor dulcissime, mortis Cum ueniel nati nuncia fama tui? An tua non tristes cingent præcordia euræ? Et nultum madidis nonne rigabis aquis? Non ducis toto gemitus de pectore mæstos? Singultus imis cordibus anne trahis? Hæe quoties plangens soli tibi, pectore, dicis Note leuamen ubi est nune ubi nate jaces? O utinam nunquam peregrinas isset ad oras Nunc esset patrio mortuus ille solo. Hic sua plorarem solite feralia busto Vt fierent lacrimis, sic madefacta meis. Vos igitur Musæ, patrias cum liquimus oras Quo possem uestris deditus esse sacris, Ferte salutiferas herbas, medicina paranda est Ne mea mors longa lumina nocte premat. Et uos Castalides date frigida pocula nobis Vt pereat tantus pectore, quæso, calor. Ne fiam caro genitori funeris autor Solamen cuius dulce superstes eram. Sic mea mens longos nobis inseruiat annos Pro meritis uestris munera digna dabit. Tu quoque Christe potens ægris medicamina præbe Me nunc ô tantis exime Christe malis. Kilde: Slægten Plum side 17-19.