bilag til 107a2 Hejle Andersen

 

 Hejle Andersen: Høj og førladen med langagtigt og skarpt Ansigt, lidt sortsmudset og mørkt Haar, anstiller sig som enfoldig og ærbar. Ved Undvigelsen iført en grov, graaagtig, overspændt glædes kjole og en dito lyseblaa Vest med Metal Knapper i, samt gule Skindbukser. [Beskrivelse fra Dronninglund godsarkiv, gengivet side 111 i Vendsyssel Folk og Land 1910]

 

 EN KRIMINALHISTORIE FRA BØRGLUM KLOSTER ved C. KLITGAARD

 

(Denne artikel er fra Vendsyssel Årbøger 1919)I den af Redaktør Anton Jakobsen, Sæby, udgivne Aarbog ”Vendsyssel Folk og Land”, har jeg 1910 kortelig omtalt et Bombeattentat, som 1764 fandt Sted mod Børglum Klosters daværende Ejer, Oberst J e n s  d e  P o u l s o n, ligesom A. Jakobsen ogsaa omtaler det Side 109 ff., men da de nærmere Omstændigheder ikke den Gang lod sig udrede, fordi Arkivmaterialet savnedes, og da de sikkert vil kunne paaregne Interesse hos Læserne af ”Vendsysselske Aarbøger“, skal jeg i det følgende give en mere udtømmende Fremstilling af Sagen paa Grundlag af de Aktstykker, der er indførte i Børglum Klosters Birks Tingbog l760 – 1771, som jeg ved Godsejer Rottbølls Velvilje har haft Adgang til, og som nu tilligemed Klostrets øvrige Arkivalier er afgivet til Lands-arkivet.

1757 solgte Generalmajer, kgl. Bygmester Lauritz Thurah, Børglum Kloster med en Mængde Fæstegods m. v. til Oberst Jens de Poulson, der var Søn af Niels de Poulson til Gunderupgaard og Vaar og Gertrud Hofman.

Obersten var født 1713 paa Gunderupgaard og blev 1718 optaget i Adelstanden tilligemed sin Fader. 1734 blev han Fændrik ved nordre jydske Infanteri Regiment, 1737 Kaptajn, 1747 Major og 1751 afskediget med Oberstløjtnants Karakter, hvilken 1757 forbedredes til Obersts Karakter og 1774 til karakter. Generalmajor, 1739 blev han gift med Charlotte Amalie Wurff, f, 1716, død i Viborg 1786, med hvem han havde 3 Sønner og 2 Døtre. 1).Han var altsaa i sin bedste Alder, da han overtog Godset, og i den Aarrække, han besad det, indtil 1772, synes han efter alt at dømme ogsaa at have været meget energisk med Hensyn til dets Administration; men denne hans Energi, som vistnok var parret med Haardhændethed og en vis Brydskhed – han var jo gammel Militær – forvoldte ham tillige mange Genvordigheder, og muligt er det disse, der gjorde ham træt af Godsejerstillingen og fik ham fil at foretrække Livet som Rentier i Aalborg, hvor han døde som titulær Generalmajor 17. December 1784 i en Alder af 71 Aar. 2) Medens han ejede Klosteret hørte Rømninger fra Godset til dagligdags Begivenheder, og det gik saa vidt, at endog hans Ridefoged tog Flugten, ligesom den gamle Rytterofficer ogsaa stadig laa i Strid med Omegnens Herremænd og gennem mange Aar med Børg1um Præst.Først i Aaret 1764 indeholdt „Kjøbenhavns Adresse-avis" (Nr. 19) en Meddelelse, hvori der berettedes, at en Bonde fra Omegnen af Børglum Kloster var kommen op til Klostret med en Kasse, som skulde overbringes Obersten, der ogsaa tog imod den og bragte den ind i Salen.

Da Obersten derefter aabnede den, lød der et Knald, som fik det gamle Kloster til at ryste, og Obersten faldt om paa Gulvet ynkelig og ilde tilredt på Ansigt, Hænder eg Klæder. Efter at de tililende havde faaet slukket Ilden i Oberstens Klæder og ligeledes havde forhindret Ilden fra de antændte Gardiner i at brede sig videre, anstillede man Undersøgelser angaaende Eksplosionen, og det viste sig da, at den nævnte Kasse havde indeholdt Krudt, og at der i Krudtet laa en Pistol, der havde været ladet med en Kugle.”Spibsbubens onde Øjemærke" havde aabenbart været, at naar Pistolen, der var indrettet til at gaa af, naar Kassen aabnedes, antændte det i Kassen værende Krudt, skulde Obersten blive dræbt enten af Eksplosionen eller af Pistolkuglen; men Forsynet vilde det anderledes, og Obersten slap med at blive slemt forbrændt. Salens Spejle, Lampetter og kostelige Møbler blev tildels ødelagte, og Vinduerne sprængtes.

Det lykkedes besynderligt nok ikke at komme paa Spor efter Gerningsmanden, og der ses ikke at være foretaget noget i den Anledning ved Børglum Kloster Birks Ret, men godt 3 Aar senere røbede Personen sig selv, og den mærkelige Historie blev da opklaret i sine Enkeltheder.Da de gamle Aktstykker for en stor Del fortjener at beholde hin Tids Duft over sig, hvilken vilde gaa bort, naar deres Indhold kun kortelig refereredes, skal man saa vidt muligt lade Aktstykkerne tale, selv om Fremstillingen derved bliver noget bredere.Natten mellem den 30. og 31. Marts 1767 rømte Ridefogden paa Børglum Kloster, Niels Spentrup, uden at have gjort Regnskab for de Oppebørsler, han havde haft, navnlig af Skatter.

Han havde ogsaa forsøgt at faa flere af Gaardens og Godsets Folk til ligeledes at rømme, og han havde lavet falske Pas for dem og for sig selv, hvilke Pas var underskrevne med „brave Folks“ Navne og forseglede med falske Signeter. Endvidere havde Spentrup bedraget en Del af Godsets Fristere for Penge. 2. April 1767 blev der paa Børglum Kloster Birketing optaget Forhør i Anledning af Rømningen, efter at der naturligvis tidligere privat var optaget Forhør over Gaardens Folk og andre, og Forhøret blev navnlig optaget over en Hejle Andersen fra Børglum, om hvem det var oplyst, at han havde faaet et Brev fra Spentrup, og at han havde været set sammen med Rømningsmanden den sidste Nat, ligesom han havde været med til at skrive falske Pas.

 Paa Rettens Forespørgsel svarede Hejle, at Spentrup havde sagt til ham, at han vilde flygte til Fladstrand eller Dvergetved, og de var fulgtes ad fra Klostret Kl.2 om Natten, idet Spentrup medtog et lille Skrin med nogle Papirer, noget Tøj samt en Sadel og et Bidsel.Fra Børglum gik de til Christen Jakobsen Klejnsmed i Vejby, hvor de kom Kl. 4 om Morgenen, og her blev Spentrup til anden Dags Aften Kl. 7½.  Smeden og hans Kone, der vidste, at Fogden vilde flygte, vilde til en Begyndelse ikke huse ham; men de lod sig købe dertil, og senere kørte Niels Nielsen i Smidstrup ham og Smeden til Dvergetved, hvortil Niels i Forvejen var bestilt.

Fra Fladstrand var det Spentrups Agt at begive sig til Holland, og han havde gjort Forsøg paa at overtale Hejle til at følge med og havde givet ham et falskt Pas. Hejle havde set, at Spentrup havde et Pas med Amtmand Ivar Holcks Haand og Segl under; men Hejle vidste nok, at det var falskt, thi Spentrup havde fortalt ham, at en Student fra Sæby ved Navn Neerland, som var paa Børglum Kloster og skulde have tjent for Skytte, havde slaaet Seglet i Bly i Børglum Klosters Smedie 3).Da Hejle Andersen saaledes var impliceret i denne Rømningssag og Forfærdigelsen af falske Pas, har Oberst Poulson utvivlsomt sikret sig hans Person, thi han tog strængt paa Rømningssager; men snart skulde værre Ting komme for Lyset, thi i et senere Privatforhør tilstod Hejle, at det var ham, der i sin Tid havde forsøgt at myrde Obersten.4. April lod Obersten saa tilkalde Sognepræsten Hr. Stampe og to andre Vidner af Gaardens Folk til Forhør paa Skriverstuen over Hejle Andersen, og i Følge Poulsens Erklæring foregik der da følgende:Obersten spurgte: ”Hvem har gjort den Morder- og Brandmaskine, som Eders Fader hidbragte 8. Januar 1764?“Hejle svarede:,Det har jeg jo allerede bekendt.‘Obersten: „Det er sandt, men jeg haver indkaldet Anton Knudsen og Jakob Andersen at anhøre Eders allerede aflagte Bekendelse for samme dernæst at kunne bevidne, og derfore maa I i deres Overværelse svare tydelig paa Spørgsmaalet."Hejle: „Jeg haver gjort den og frembaaret den til Enkens Søn i Vejby. 4).“Obersten:”Hvem har hjulpet Eder at gøre dette Djævels Værk, og hvorledes kunde I finde derpaa ?“Hejle svarede, at ingen havde hjulpet ham, og det var meget let at finde paa.Obersten: „Siden I haver udsagt, at den var gjort i Eders Faders Hus, vidste Eders Forældre da intet deraf?Hejle: „Nej, men de havde ofte fristet ham derfor.“ (c: mistænkt ham).Obersten: „Var det Eders Tanker at baade dræbe mig og brænde Gaarden af?“Hejle: „Ja, ja, var det vel saa, ja, det var saa.‘Obersten:,Hvad Ondt havde jeg da gjort Eder?“Hejle; „Herren haver aldrig gjort mig noget Ondt, men da jeg ej maatte faa Enken i Vejby og Gaarden, tænkte jeg paa den Mande at komme dertil.”Obersten: ”Hvorfor haver I ikke lagt Ild paa Gaarden siden?“Hejle:”Nej, det var mig forbudet, Jeg haver fra den Tid aldrig haft Ro, men mange Gange ønsket, Herren vilde spurgt mig derom, ja, jeg har været paa Veje selv at ville sagt det for at faa mit Sind i Rolighed."Præsten oplyser yderligere, at Hejle Andersen hverken ved Ord eller Gerning blev tvungen til Bekendelsen; han aflagde den frivilligt og „hans Ansigt blegnede, hans Tunge blev saa ubevægelig i hans Mund, at han næppe kunde drage den ud eller ind, hans hele Legeme sittrede, og han segnede i sine Knæ, saa at han maatte holde sig ved Chatollet, han stod ved inden for Døren, af Frygt for at falde om"5).

Ved Birketinget efterlystes den bortrømte Foged 14. April (og følgende 2 Tingdage}, og samme Dag læstes Auktionsplakaten angaaende en af Fogden efterladt lille Hestplag, som stod paa Foder i Mariegaard, samt en gammel graa Hoppe, der tilhørte Hejle Andersen, „der for sine iværksatte og uhørte grove Misgerninger er arresteret udi Aalborg Stads Arresthus.“ Auktionen holdtes 18. April i Tingstuen paa Børglum Kloster‘6).Man ser heraf, at Obersten havde ladet Hejle føre til Aalborg, formodentlig for at hans Venner i Børglum ikke skulde hjælpe ham til at flygte fra Arresten pas Klosteret, og i Aalborg blev han da siddende, undtagen naar han førtes til Børglum for at fremstilles i Retten der. .18. April udtages Stævning mod ham til at møde for Birketinget 19. Maj næstfølgende.

 I Stevningen hedder det, at Obersten for Birkedommer Laurids Pedersen har ladet tilkendegive, „hvorledes det imod hans Person, hele Velfærds og Ejendoms Spilde intenderede uhørte, morderiske og mordbrændiske Forsæt i Aaret 1764 d. 8. Januar ved en besynderlig Opdagelse af et falskt Pas for Hejle Andersen fra Børglum By er bleven bekendt, idet hans Samvittighed endelig ved en særdeles Rørelse haver bragt ham til paa Spørgsmaal frit ud at bekende at være den sande, eneste og rette Gerningsmand til det her i disse Lande og Riger uhørte morderske Foretagende"....7)14. Maj skrev Obersten dernæst til Stiftamtmand, Gehejmekonferentsraad Ivar Holck om at faa beskikket en Defensor for Arrestanten, og 16. Maj beskikkedes Sr. Christian Worm 8) af Hjørring til at forsvare Hejle under den kommende Rettergang; pas Oberstens Vegne førtes Anklagen af Klosterets nye Ridefoged, Sr. Jens Jepsen.

Saa fanges der an med Rettergangen 19. Maj, hvor De1inkventen og hans Defensor giver Møde paa Tinget. Hejle tilstod her i det væsentlige det samme, som han tidligere havde tilstaaet; da Resterne af ”Helvedesmaskinen“ blev ham forevist, forklarede han, at den var lavet af en 10 Tommer lang og 6 Tommer bred Spaanæske, i hvilken var lagt en overskaaren Pistolpibe af 5 Tommers Længde, hvilken var indlagt i et Stykke Træ; der var Laas 9) paa Piben, og den havde været stærkt ladet med Krudt og et aflangt, spidst Projektil. Iøvrigt havde Æsken været fyldt med 3/4 Pund Krudt og havde været omsvøbt med et Tørklæde. Adressesedlen, som fandtes derpaa, var en gammel Konvolut med Oberstens Adresse, som han en Gang havde tilegnet sig, og Tørklædet om Æsken havde han laant af Mikkel Hvidegaards Kone i S. Harridslev. Hejle tilstod paany, at han havde været ene om at lave Maskinen, som han selv havde opfundet; men han bekendte endvidere, at Niels Gregersen pas Løth og Peder Madsen i Frøkjær var Medvidere og Tilskyndere; de vidste Besked med Maskinen og Hensigten med dens Forfærdigelse. Hejle havde ogsaa betroet sig til Anders Christian, der nu tjente i Hjortnæs, og havde spurgt ham, om der kunde være nogen Synd i, at bringe Obersten af Dage paa den Maade, og hertil havde Anders Christian svaret: „Nej, det er ingen Synd".

Maskinen havde han lavet i sine Forældres Hus i Frøkjær i Børglum, men hverken hans Fader, Anders Clausen, eller hans Stedmoder og Søskende vidste noget derom, dog havde de haft Mistanke om, at han var Gerningsmanden til Attentatet og havde ofte udfrittet ham derom eller foreholdt ham at bekende Sandheden.Hejle blev saa tilspurgt, om det havde været hans Hensigt baade at dræbe Obersten og at brænde Gaarden af, da det sidste let kunde være sket, eftersom Oberstens Klæder og Linned samt Gardinerne i Stuen havde været i fuld Brand, ligesom Panelet var antændt og Dørfyldningerne sprængte. Hejle svarede, at det var hans Tanke at ombringe Obersten, men egentlig ikke tillige at sætte Ild paa Gaarden; Motivet til Handlingen var udelukkende, at Obersten havde nægtet ham Gaarden og Enken i Vejby.9. Spørgsmaal lød: Har I, Hejle Andersen, nogensinde enten for Eders Sognepræst eller andre Guds Børn bekendt dette forehavende Mord og Brand, førend I d. 4, April aabenbarede det for Hr. Oberst de Poulson? Svar: ”Nej“.

Saa blev der spurgt, om han vedkendte sig det Pas, som var udgivet til forrige Skytte paa Børglum Kloster under det Navn Anton Knudsen, og som nu blev forevist for Retten. Hejle svarede jo, han kendte det saa meget bedre, som han selv havde skrevet dets derunder findende præstelige Paategning‘, men Præstens Navn havde Niels Spenstrup skrevet, ligesom han ogsaa havde forseglet Passet.

Efter Afhøringen af Hejle lod Jepsen Helvedesmaskinen og Resterne af Oberstens forbrændte Tøj forevise for Retsbetjentene og de 8 Bisiddere, og derpaa tog Defensor Ordet, idet han rettede en Række Spørgsmaal til Forbryderen angaaende hans Alder, Fødested m. v. Hejle svarede, at han var født i Frøkjær i Børglum Sogn, og at han var omtrent 27 Aar gammel, han havde søgt sit Brød saavel i Bondearbejde som siden lært Glarmesterhaandværk og med det sidste i nogle Aar ernæret sig.

Paa Spørgsmaal, om han havde fuldkommen Forstand, Sands og Samling, svarede han, „at han kunde ikke med Aarsag klage over vor Herre i den Henseende, saasom han stedse og altid har haft Fornuft og Forstand‘.Videre spurgte Defensor om, hvad der gav Anledning til, at han første Gang aabenbarede, at han var Gerningsmanden til Attentatet, og Hejle svarede, at han aabenbarede det dels af Frygt for Oberstens Vrede og dels, fordi det var blevet ham fortalt, at naar Gerningsmanden vilde melde sig, vilde Obersten for sit Vedkommende eftergive ham Straffen og indstille ham til Benaadning hos Kongen; men fornemlig var det hans Samvittigheds Rørelser, der havde fremkaldt Tilstaaelsen. Yderligere spurgte Defensor, om Hejle ikke, siden „den mordiske Maskine" gik saa lykkelig af uden betydelig Skade, havde haft sit Sind, Tanker og Idrætter henvendt til at forbedre sig i det Gode uden nogensinde at begaa deslige eller andre Ondskaber, og Hejle svarede, at han siden Ulykken med Maskinen ej har haft Tanker om at gøre mere Fortræd, men takkede Gud, at Ulykken ikke var bleven større. Saa spurgte Defensor bl.a., om Hejle ikke, da han efter Udaaden var udsendt for at paagribe den af ham opdigtede Gerningsmand, var inde hos Jens Møller i Sejlstrup Mølle og der købte Glarmesterredskaber for 11 Rdl, 3 Mk., og om Beløbet endnu ikke var ubetalt, hvilke Hejle tilstod 10).

Nu maatte Retten imidlertid hæves, da Aftenen faldt paa, og den fortsattes saa den følgende Morgen, hvor da de af Hejle angivne Medvidere, Peder Madsen i Frøkjær, Niels Gregersen fra Løth og Anders Christian Christensen 11) i Hjortnæs blev afhørt. Peder Madsen nægtede aldeles at kende noget til Sagen, men han havde nok hørt Rygte om, at Hejle skulde vare Gerningsmanden. Anders Christian indrømmede, at Hejle til ham havde talt om, at Obersten gjorde Synd imod ham ved ikke at ville lade ham faa Enken i Vejby, og at han derfor havde i Sinde at tage Obersten af Dage ved Hjælp af en Æske med Skud og Krudt. Hertil havde Anders Christian sagt: „Gud bevar os, hav ej saadanne Tanker!”‘ Da Gerningen var sket, havde Anders Christian sagt til Hejle: „Hvordan vil det nu gaa til efter Din forrige Tale?“ hvortil Hejle svarede, at det kunde vel blive godt endda, thi han havde faaet Æsken af en Karl paa Sejlstrup Ejendom og havde kun leveret den til Christen Jakobsen i Vejby, der skulde bringe den til Vrejlev Kloster; hvorfra den kom tilbage til Christen Jakobsen, som atter gav den til Hejles Fader, Anders Clausen i Frøkjær, som endelig tog den med til Børglum Kloster, da han om Søndagen gik til Kirke.

 

 Straks efter Ulykken havde Anders Christian talt med Niels Gregersen paa Løth, som da lod sig forstaa med, at han ogsaa havde Kjendskab til Mordmaskinen og Gerningsmanden, men naar de havde fortiet deres Viden, var Grunden den, at de savnede Beviser og derfor ikke vilde indblandes i Sagen. En Gang, da Anders Christians Kone var bleven uenig med Hejles Moder, havde A. C, dog truet med at melde ham, men Hejle havde saa sagt, at han skulde nok jævne Striden mellem Kvinderne. Niels Gregersen paa Løth forklarede, at en Gang, han var hos Hejle i Frøkjær, sagde Hejle, at han og en Urmager fra Aalborg havde i Sinde, at gøre et Spil med Herren paa Børglum Kloster med en Æske“, hvilken Æske han ogsaa saa og genkendte i den Morderæske, der nu blev ham forevist i Retten.

 Forøvrigt ansaa disse 3 Mænd Hejle Andersen for en skikkelig Person, der havde levet ærligt og kristeligt fra Barndommen af.Paa Spørgsmaal af Aktor tilstod Hejle, at han havde faaet et falskt Pas af den bortrømte Foged, der vilde have haft ham til at rømme med sig, og hvad Hejles Ærlighed og Skikkelighed angik, mente Aktor, at de modbevistes af denne Tilstaaelse.Saa blev fremstillet Anton Knudsen, der havde overværet det private Forhør 4. April, og han udtalte væsentligt det samme, som Hejle da oplyste i Forhøret. Han blev spurgt, om Hejle Andersen ikke ved sin Bekendelse den 4 April „viisedes at være meget nedslagen i Sind, Sjæl og Hjerte over hans begangne onde Giærning og derfor ligesom afmattet, zittrede med Hoved, Hænder og Knæer, som viisedes i alle hans Lædemod og Læmmer, der ey kunde holdes stille, ligesom og om hans Ansigt ikke tillige ogsaa falmede“, og Vidnet svarede, at Hejle efter Bekendelse var meget bedrøvet, sittrende og sorrigfuld; han havde hørt, at Obersten, der var meget sagtmodig den Gang, havde sagt, at han vilde tilgive Hejle den onde Gerning, men derimod havde han intet hørt om, at Obersten vilde eftergive ham Straf eller indstille ham til Kongens Naade, Obersten havde tværtimod sagt:; ”Straffen at eftergive eller pardonere kan jeg ikke” 12).

Atter var Dagen hengledet, saa man ikke længer kunde se at føre Protokollen, og Retshandlingen blev da afbrudt for at fortsættes næste Morgen Kl. 8. Defensor spurgte da Vidnet, om han vidste andet, end at Hejle ellers har ført et redeligt, upaaklageligt og ærligt Levned, hvortil Anton Knudsen svarede, at han kun havde kendt Hejle fra Mikkelsdag af, og i den Tid havde han været tro og redelig med at skaffe Fogden Niels Spentrup bort fra Klosteret om Nattetider, men ellers kendte han ikke hans Levned. Med Hensyn til, at Hejle skal have varet betroet i Oberstens Ærinder og Forretninger og der have vist sig vindskibelig, flittig og tro, saa Obersten skal have været velfornøjet med ham, vidste Vidnet kun, at Hejle skal have været Herskabet til Tjeneste ved at indbilde højstsamme, at han vilde oplede Gerningsmanden for Attentatet, og at han derfor red til adskillige vise Folk for saaledes at indbilde Herskabet, at han var tjenestivrig. Adskillige havde iøvrigt udtalt til Obersten, at Hejle var Gerningsmanden, men Obersten havde ikke fristet Lid dertil.Saa spurgte Aktor, om Vidnet ikke havde hørt, at Hejle havde indladt sig i Købmandsskab og slemt Prangeri, medens han var paa fri Fod, og at han i saa Maade var blevet Folk Penge skyldig, som han ikke kunde betale; hertil svarede Vidnet jo, han havde hørt Folk sige, at Hejle havde handlet med et og andet og for udtagne Varer var blevet Penge skyldig i Aalborg, ligesom han ogsaa skyldte andre Steder.

Saa dimitteredes Vidnet, og næste Vidne, Ladefogden Jakob Andersen blev indkaldt. Han havde tjent paa Klosteret i 8 Aar og besvarede Spørgsmaalene vedrørende Forhøret 4. April ganske i Overensstemmelse med Anton Knudsen; han kendte iøvrigt ikke videre til Hejle, men vidste, at han undertiden havde løbet med nogle Breve for Herskabet, ligesom han ogsaa havde sat Ruder ind paa Gaarden samt varet Niels Spentrup behjælpelig med at flygte,Aktor spurgte saa bl. a., om det ikke er Vidnet bekendt, at Obersten ved Attentatet blev temmelig opbrændt i Ansigt og paa Hænder og fik Skade i sin ene Side af den „fordømmelige mordiske Maskine“, hvortil Vidnet svarede jo, han havde selv set det. Videre Tilspørgsel: Om Vidnet ikke ved, at Obersten derefter laa dødelig syg og i mange Tider betaget sine øjnes Lys og Skin samt var af enhver at anse, at Obersten aldrig mere skulde komme sig og faa sit Syn igen. Dette var ogsaa Vidnet velbekendt og ligeledes, at „havde Herrens, den store Guds, Haand ej været derimellem og forhindret videre Ulykke end skete, var det ikke ligere at anse, end jo baade Hr. Oberstens med fleres Liv maatte have blevet spoleret og berøvet, men endog Gaarden med Kirken lagt i Aske”.

Saa blev Hejles Fader, Anders Clausen fra Frøkjer afhørt. Han oplyste, at han først af sin Søns Tilstaaelse og de aflagte Vidneudsagn var blevet bekendt med, at det var hans Søn, der havde lavet Maskinen og skaffet den i Oberstens Hænder; havde han tidligere vidst, at det var en saadan Maskine, skulde den i Stedet for at blive bragt til Børglum Kloster være blevet sænket, hvor Havet var dybest. Maskinen var blevet ham tilbragt af Christen Jakobsen fra Vejby, just da han stod færdig til at gaa til Kirke d. 8. Januar 1764, og Christen havde da bedt ham om at tage den med til Obersten, idet han sagde, at Æsken var kommet fra Forpagter Wilsbech paa Sejlstrup og at Hejle først havde leveret den til Christen Jakobsen med Anmodning om at bringe den til Stenvad Og formaa Peder Laursen der til at bringe den til Vrejlev Kloster; men da den var kommen til Vrejlev Kloster (til Oberstinde Helmiche Margrethe de Hobe, f. Lassen 13), blev det opdaget, at den var adresseret til Oberst Poulson paa Børglum Kloster, og saa maatte Peder Laursens Karl tage den med tilbage og atter aflevere den til Christen Jakobsen i Vejby, der altsaa derefter bragte den til Anders Clausen i Frøkjær.

Da Anders havde været i Kirke, gik han ind i Borggarden og leverede Pakken til Husholdersken, Anne Marie Fogh. Hun bragte den ind til Obersten, og kort etter skete Ulykken, der vakte stor Opmærksomhed paa hele Gaarden. Han havde set en stærk Røg slaa ud af de sprængte Vinduer, og Husholdersken havde sagt, at den Pakke, han havde bragt, var Skyld i Ulykken. Anders Clausen tilstod, at det var ham bekendt, at hans Søn drev Landprang og tog paa Kredit, hvor han kunde faa den, og siden han var kommet udi Handel (Ægteskabshandel) med den Kone i Vejby, havde han ikke villet høre Faderens Raad og Formaninger. Efter endnu et Par Tilspørgsler var Anders færdig, og saa kom den 24aarige Christen Jakobsen fra Vejby for. Han var Søn af Enken i Vejby, som Hejle med Defensors Ord var ”forliebt i“, og han forklarede ligesom Anders Clausen angaaende Æskens Sendelse mellem Vejby, Stenvad, Vrejlev Kloster o. s.v., men ellers kendte han intet til Maskinen.

Saa var der ikke indstævnet flere Vidner til Afhøring den Dag, og Aktor stillede nu nogle Spørgsmaal til Hejle om Maskinens indretning m. v. Delinkventen svarede, at Æsken var saaledes indrettet, at naar den blev aabnet, skulde Maskinen gøre sin Virkning. Først gik han ad Hjøring til med den i den Tanke, at han skulde træffe en eller anden ubekendt, som han kunde faa til at bringe den til Børglum Kloster; men da Vejen var ”ond“, naaede han ikke længere end til Mikkel Hvidegaards i Sønder Harridslev, hvor han var om Natten, og hvor han fik et Tørklæde til at svøbe om Æsken, og her besluttede han at gaa til Frøkjær igen med Æsken, men paa Vejen blev han „omraad“ og gik saa ind til Christen Jacobsen i Vejby med den og bad ham om for Betaling at bringe den til Stenvad, for at den derfra kunde komme videre til Vrejlev Kloster og endelig derfra blive sendt til Børglum, idet det ved en saadan Omvej vilde være mere ”gedulgt," hvor Æsken egentlig kom fra. Hejle var ikke hjemme, da hans Fader tog imod Æsken og bragte den til Klosteret, men da han om Aftenen kom hjem og af Faderen fik at vide, hvad der var hændet, gik han til Klosteret for at retfærdiggøre sig med Hensyn til Mordinstrumentet, og han fortalte Husholdersken, at han havde faaet Pakken af en Karl paa Sejlstrup Mark, som havde betalt ham 24 Skilling for at bringe den til Vrejlev Kloster.

Endelig blev Hejle tilspurgt, om han kunde læse og skrive, hvilket han sagde ja til, og derefter blev Sagen opsat til d. 16. Juni for at der i Mellemtiden kunde søges nøjere Oplysninger 14).

Til at møde i Retten fat at afgive Vidneforklaring indstævnedes Antoinette Sødring, Anna Marie Fogh, Anna Margrethe Hegardt, alle tjenende paa Børglum Kloster, Degnen Stampes Hustru 15) fra Vrensted, Peder Larsen i Stenvad med begge de Karle, han havde 1764, Peder Madsen i Frøkjær, Niels Gregersen paa Løth og Anders Christian Christensen, tjenende i Hjortnæs, samt Poul Murmester i Vittrup og Mikke1 Jakobsen og Hustru af Hvidegaard i S. Harridslev 16).

Først fremkom Peder Larsen af Stenvad, der var Fæster under Vrejlev Kloster; men han kunde ikke oplyse andet om Æsken og dens Forsendelse, end der alt her er anført. Han havde først hørt om Ulykken, da han paa øster Snapstings Marked, som holdtes ved Nygaard i Serridslev Sogn, traf Christen Jakobsen fra Vejby. Derpaa fremstilledes Peder Larsens tidligere Karl, Jens Thomsen, som efter sin Husbonds Befaling havde været ridende til Vrejlev Kloster med Æsken, ligesom han ogsaa fik den med tilbage derfra, men han kunde heller ikke oplyse videre, end hvad der forhen er anført.Næste Vidne var Mikkel Hvidegaard fra Harridslev, der fortalte, at da Hejle kom til ham, havde han en Pakke indbundet i graat Papir op med en Bastsæk omkring; da Mikkel gerne vilde have Bastsækken, fik Hejle et Tørklæde i Stedet for at binde om det foregivne Uhrværk, Vidnet havde nok hørt, at Hejle holdt af en Kone i Vejby, nemlig Christen Jakobsens Moder, men videre vidste han ikke at sige udover, at han havde solgt Stude og Køer til Hejle og faaet sin Betaling for dem. Mikkels Hustru vidste heller ikke mere at sige.Saa fremlagde Aktor en Skrivelse af 5. Juni til Andreas Brychmann 18), Forvalter paa Vrejlev Kloster, og Besvarelse, hvilke Aktstykker han lod protokollere.

De indeholdt en Anmodning fra Jepsen til Brychmann om at beskrive, hvorledes der var forholdt med Æsken, da den blev bragt til Vrejlev Kloster, og Brychmanns Svar herpaa. Brychmann forklarer, at han en eller to Dage før Hellig 3 Kongers Dag 1764 blev indkaldt til sit Herskab, Fru Oberstinde de Hobe, som sad i sin Dagligstue, og hun viste ham da en Æske, som stod paa Bordet i Karnappen ved det nordre Vindue. Under Æsken laa et Stykke graat Papir og derunder igen et Tørklæde, i hvilket Æsken havde været svøbt. Oberstinden befalede ham at efterse, om den var adresseret til hende, og Bryehmann saa da, at der til Æsken, der var omsnøret med Garn, var klinet en hvid Seddel med Oberst de Poulsons Adresse, og da Brychmann løftede Æsken op fra Papiret for at efterse Adressen, blev han vaer, at der var ligesom en Linie paa Papiret bestaaende af Melkrudt, som var falden ud ved æskens Bund. Da Oberstinden erfarede, at Æsken ikke var til hende, lod hun den straks indpakke igen og levere tilbage til Karlen med Befaling til, at han straks skulde levere den tilbage til den, han havde modtaget den fra. Og saa tilføjede hun: „Jeg skal vist lære Wilsbech at lade mine Bønder løbe Landet om med hans Æsker.“ Karlen havde nemlig sagt, da han afleverede Æsken, at han skulde hilse fra Forpagter Wilsbech, at her var en Æske, til Oberstinden 19). Naar Oberstinden ikke straks havde aabnet Æsken, var Grunden den, at det forekom hende, at det var Oberst de Poulsons Navn, der stod paa den, men hun var da gammel og vel svagsynet.

Da Retten ikke længer kunde se, blev Forhandlingerne afbrudt for at fortsættes om Morgenen d. 17. Juni. Der blev da bl.a. afhørt Mølleren Jens Nielsen i Sejlstrup Mølle, hos hvem Hejle havde været, da han red omkring for at søge efter den foregivne Misdæder, samt Premierløjtnant J. Sachten fra Taars, der afgav skriftligt Udsagn, at han den omhandlede 8. Januar havde været paa Børglum Kloster, da Æsken blev bragt ind til Obersten, som aabnede den efter nogen Samtale med Løjtnanten, „da det derudi værende Gevær og Krudt efter Knaldet slog Døren sønder, antændte det store optrukne Gardin samt Papirerne paa Bordet, og Obersten, som ved alt dette dog blev staaende paa Fødderne, vendte sig imod mig med Sigende: „Jeg er blind“, men gik straks i næste Stue og derfra paa de øverste Værelser, hvor jeg fandt, at hans Manchetter og Linned, Nathue endnu brændte paa Livet. Han var ilde tilredt og forestillede et jammerligt Syn; Ansigt og „Handleder” var gjort ukendelig af Ilden, Klæderne røgte, paa hans venstre Side var han blesseret, ventelig af Kuglen, der prellede tilbage fra Panelet, der ej var en Alen fra ham, da Skudet gik af. Jeg blev siden nogle Dage hos ham og ansaa hans bedrøvede Tilstand, forlod ham tilbunden, blind og elendig – – – – 19).

Næste Vidne var Degnen Stampes Hustru, Kathrine Nielsdatter, fra Vrensted, der ligeledes afgav skriftlig Erklæring. Hun havde Ulykkesaftenen befundet Obersten ”ganske opbrændt i Ansigtet, Synet betaget, og Mælet ham snart ganske forment, saa ikke af nogen kunde ventes Liv – – – –. Efter lidte Skade fandtes dødelig Tegn i nogen Tid, dog Gud gjorde det bedre – – – “20).Saa fremkom Mademoiseilerne Anne Marie Fogh, Antonette Sødring og Anne Margrete Hegardt. Førstnævnte havde taget mod Æsken og leveret den til Tjeneren, der bragte den op til Obersten. Da Eksplosionen havde fundet Sted, hørte hun sin Frue, der opholdt sig i Sovekammeret, raabe, og hun løb da derind og saa Ødelæggelsen, bl.a. var Døren mellem Herrens Værelse og Sovekamret splintret med saadan Kraft, at Stykker af den laa langt inde i sidstnævnte Stue, hvor de lavede Molest; Gibsningen var faldet ned i flere Værelser, Dørlaasene sprængt o. s. v. og Obersten frygtelig forbrændt. Hans Ansigt svulmede op, saa det var en Ynk at se derpaa, og i lang Tid kunde han ikke bevæge Munden op eller i, hvorfor Føden med stor Forsigtighed maatte hældes i ham med en Theske. Da Hejle Andersen om Aftenen kom til Klosteret, sagde han, at han havde faaet Æsken af en Mand imellem Sejlstrup og Sejlstrup Mølle, og han red i de følgende Dage rundt for at fange Manden, var endog helt sønden Fjorden – paa Randrup – efter hvad han havde sagt.Jepsen spurgte hende, om hun havde hørt, at Hejles Forvildelse kom sig af, at han var bleven forlibt i en Enkekone i Vejby, som han vilde have haft til Ægte, hvorved han tillige kunde have faaet hendes Gaard i Fæste, men at det var blevet ham nægtet af Obersten. Vidnet svarede, at hun vel havde hørt saadant af Folkemunde, men ellers vidste hun intet herom, hun mindedes kun, at Enkens Søn i Vejby spurgte Herren, om han ikke vilde give Tilladelse til, at Hejle maatte drage til dem, men Obersten svarede, at det vilde han ikke høre mere om, han havde forhen givet fuld Besked.Madsll. Antonette Sødring vidnede væsentligt det samme som Husholdersken, men tilføjede, at hun havde hørt Hejle sige, at han havde været hos den vise Mand 21) og budt ham 2 Ti-Rigsdalersedler, om han kunde bringe ham den Karl tilstede, som havde leveret ham Æsken, men den kloge Mand havde beklaget, at han kom for silde, thi nu var Misdæderen over Fjorden.Paa Grund af Aftenens Komme maatte Rettergangen atter afbrydes for at genoptages den følgende Morgen, hvor da Madsll. Anne Margrethe Hegardt blev afhørt, uden at der fremkom noget nyt i Sagen.Ved Slutningen af hver Vidneførsel havde Defensor Worm forespurgt Vidnet, om der var noget at sige paa Hejle Andersen med Hensyn til hans Kristendom og Opførsel i Almindelighed, og Svaret var næsten regelmæssigt, at Vidnerne intet daarligt havde at sige om Hejle. Denne Fremgangsmaade virkede imidlertid irriterende paa Aktor, der lod Protokollen tilføre en Protest, hvori der bl.a. forekommer følgende Arrigskab: „Mand veed, at det Hebræiske Folch fordum raabte, at den uskyldiges Blod skulle komme over dem og deres Børn, Ønsket blev opfyldt, og Monsr. Worm, som søger at giøre det her for Retten staaende gudsforgaaen Menneske til en Model paa Skickelighed, til en Helgen, ja til en Persohn, der har ført et ustraffeligt Levnet, og saaledes handler imod sit bedre Vidende, giør sig ustridig deelagtig i dend andens Synder; jeg har fremstillet for Rætten een Morder og Mordbrænder, og følgende Vidners Forklaring med Sagens øvrige Omstændigheder vil vise, om Monsr. Worm ydermere vil giøre Spørsmaal ligerviis som forhen.” Jepsen lod saa læse en Attest fra Præsten i Børglum, Christoffer Mumme Stampe, hvori udtales, at Hejle Andersen var døbt i Børglum 4. S. e. Tr. 1741. Hvad angik hans Haandtering, da kunde Stampe ikke sige, hvad han egentlig har taget sig for, „thi hand haver strejfet allevegne om og bedraget Folk ved at gjøre stor Gjæld, ligesom jeg og for faae Dage siden haver hørt, det hand skulde forlængst siden have anstillet Selvskud ved sin Faders Tørvestak, hvilket alt røber hands stedseværende onde Hierte“ 22)Worm erklærede, at naar han havde stillet Spørgsmaal til Vidnerne om Hejles kristelige og ærlige Opførsel, var det fordi, det var hans Pligt som Defensor at søge oplyst alt, hvad der kunde tale til Fordel for Delinkventen og bevirke Straffens Formildelse.

Han maatte hævde, at Hejle havde handlet i Desperation, fordi Obersten ikke vilde lade ham faa Enken og Stedet i Vejby, og naar Jepsen opholdt sig saa stærkt over, at Hejle havde drevet ulovligt Købmandsskab, syntes det mærkeligt, at Obersten ikke havde forbudt det for længe siden, da han næppe kunde være uvidende derom.

Jepsen fandt, at Worm ubeføjet ved alle Lejligheder søgte et undskylde Delinkventens formastelige Gerninger ”ved at forgylde hans Liv og Levned“ – og saa fremstillede han 4 Vidner til Afhøring. Mads Larsen paa Børglum Kloster vidnede, at en Paaskeaften 1761 saa han et Blus i Nærheden af Natmandens Hus i Børglum, og det forekom Vidnet, at det var Natmandens Hus, der brændte.

Nogle Dage derefter kom han i Tale med Hejle om samme Blus, og Hejle sagde da, at han havde lavet Blusset af noget Langhalm for at skyde Graagæs. Mads spurgte da, hvordan han kunde finde paa at gøre saadant Spil, og fik til Svar, at Hejle kunde lave noget, der var mere kunstigt, og derpaa fortalte Hejle, hvorledes han havde lagt Selvskud for Natmanden i Børglum, idet han havde anbragt et ladt Gevær i sin Faders Ilders, saaledes at Piben stak ud gennem Væggen, og paa Aftrækkeren havde han bundet en Snor; som gik ud til Tørvestakken; da Anders Natmand saa kom for at stjæle Tørv, fik han fat i Snoren, og Skudet gik af.– Niels Gregersen paa Løth vidnede omtrent det samme.

Anders Chr. Christensen fra Hjortnæs vidnede, at første eller anden Sommer efter Ulykken gik han og Hejle en Dag i en Eng kaldet „Peers Sig‘ paa Klostret, og da kom Obersten ridende mellem Stens Fald og Melleraas; Hejle havde da udtalt, at han vilde gøre endnu et Forsøg paa at rydde Obersten af Vejen ved Hjælp af en Bøsse med Strikke paa. Yderligere havde Hejle en Gang spurgt, om der ikke blev stjaalet af Anders Christians Faders Tørv, og da det var Tilfældet, havde han foreslaaet at tage en haard Knoptørv og lave et Hul deri, som saa skulde fyldes med 1 á 2 Kvartpund Krudt og derefter lukkes med en Tørveprop. Den saaledes præparerede Tørv skulde da lægges saaledes, at Tyven (Natmanden) tog den, og naar den senere kom i Kakkelovnen, vilde denne jo sprænges og maaske gøre det, „som var værre“; men Natmandens Hus laa saa’ afsides, saa Risikoen for at blive opdaget var kun ringe. Hejle havde ogsaa tilbudt ham at skaffe en Rævesaks til at stille ved Tørvestakken for at fange Tyven i, og fangede man saa en af Natmandsfolkene, burde man give dem et Livfuld Hug. Medens Søren Ancher Munk var Præst i Børglum 23), havde han en Vejrmølle staaende ved Præstegaarden, og da Hejles Forældre en Gang var blevet uenige med Mølleren der, vilde Hejle „revangere” sig og havde bedt Anders Christian om at være behjælpelig. Mølleren håvde faaet en stor Foustage Brændevin, der laa i Møllen, og en Aften vilde Hejle tage en lang Stage og stikke den gennem Møllens Klædning og støde Bunden af Foustagen ud.Delinkventen svor, at hvad Anders Christian havde anført om Samtalen i „Peers Sig“ var Usandhed. Saa fremkom Peder Madsen fra Frøkjær, der dog ikke kunde fortælle noget af videre Interesse, og det samme var Tilfældet med Peder Sørensen af Vejby; sidstnævnte oplyste dog, at Hejle kun havde haft løst Krudt i det Selvskud, han lagde for Anders Andersen Natmand; men alle Vidner var enige om, at siden Hejle begyndte med det Kræmeri og Landprang, havde han ikke været helt reel at handle med.Saa afbrødes Rettergangen paa Grund at Mørkets Frembrud og fortsattes den følgende Morgen, 19. Juni 24). Her fremstillede Aktor Poul Nielsen Murmester fra Vittrup, som vidnede om den Skade, Mordermaskinen havde foraarsaget i Værelset. Dernæst gik Retspersonalet og alle de øvrige tilstedeværende op paa Klostret for at bese de Lokaliteter, der nu havde været talt saa meget om, og bl.a. vistes det, at Eksplosionen havde løftet det svære Bjælkeloft i Sovekammeret, og endelig tog Aktor 5 Ugers Opsættelse i Sagen, for at han kunde indhente en Attest fra Oberstens tidligere Tjener, der nu opholdt sig paa Lolland.

I Mellemtiden var Hejle formentlig i Aalborg. 21. Juli 25) kom Sagen atter for, hvor da fremlagdes Erklæring fra Christen Andersen Wittrup, nu i Maribo Konsumtionskontor. Han havde 1764 været Tjener hos Obersten og havde bragt Pakken til ham ved Middagstid, ligesom han havde overværet Æskens Aabning, der foregik saaledes, at Obersten satte Æsken mod sit Bryst og derpaa tog Laaget af den, men i det samme gik Skudet af. Tjeneren havde derfor deltaget i Ildens Slukning.

Endvidere fremlagde Aktor en Fortegnelse over Hejle Andersens Gæld til adskillige, navnlig til Købmand i Aalborg og Hjøring, hos hvem han havde faaet Varer paa Kredit, og da Gælden var paa 376 Rdl. paa en Tid, da en Arbejdshest almindeligvis kostede en halv Snes Daler, vil det skønnes, at Hejle ikke havde saa lidt Gæld, men han paastod da ogsaa at have mange udestaaende Fordringer. Da Aktor ikke var blevet helt færdig med Anklageakten, anmodede han om at maatte vente til næste Dag, og Retten blev da saa atter sat d. 22. Juli, hvor Jepsen lod nævnte Akt føre til Protokollen.l Anklageakten udtales, at Jepsen for Retten fremstiller en Person, Hejle Andersen, hvis Gerninger kan kaldes forskrækkelige, idet han har villet myrde og levende forbrænde Oberst de Poulson og afbrænde Klosteret,”alene fordi han ikke maatte faa en 58aarig Enke i Vejby, der havde en fuldvoksen Søn og beboede en velbesat Gaard, den Hejle i sine forgældede Omstændigheder egentlig vilde agte for at faa Enkens Formue til Raadighed.

Da Hr. Obersten nu ikke vilde akkordere dette daarlige Forsæt, saa besluttes straks, at han skal dø paa den pinligste Maade, det føres i Værk, gør sin fulde Virkning, men den alvidende Gud sætter Grænser og viser dette gudsforgaaende Menneske, at intet Hovedhaar kan falde af den, Herren vil bevare – – – –,“ „Nu er da Timen kommet til Afregning, og det kan ej føres Delinkventen fil Indtægt, at den Allerhøjeste haver reddet Obersten som en Brand ud af Ilden og opfyldt, hvad David siger: „Om tusinde falde ved Din Side og titusinde ved Din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til Dig”. „Nej, denne af den onde Aand oplyste Hejle Andersen har vel hengaaet saa nær 3 Aar i sin Sikkerhed; men se, uformodentlig sætter Herrernes Herre Cainstegn paa ham saa synlig, at han under en i nogle Dage vedvarende eksemplarisk Rystelse frivilligt bekiender – – – – ”. Dernæst opregner Aktor alt det ugunstige, der er oplyst om Hejle, og gør sluttelig Paastand om, at Hejle straffes paa Livet, og at alle Sagens Omkostninger afholdes af Amtet 26).

Da Defensor endnu ønskede et og andet oplyst, fik han Sagen opsat til ll. August, og i Mellemtiden blev Synderen atter indsat i Arresten i Aalborg Raadhus. Men 7. August modtog Obersten en Meddelelse fra Magistraten i nævnte By om, at Bysvenden Niels Lange havde indfundet sig paa Raadstuen hos Magistraten og forevist en opbrudt Hængelaas, som havde været for Raadhuskælderdøren, og han fortalte, at da han havde aabnet Døren, var alle Fangerne borte. Magistraten havde straks gjort Anstalt til at eftersøge Arrestanterne; men den kunde maaske ikke skaffe Hejle tilstede til den berammede Dag, hvilket herved pr. Ekspresse meddeltes Obersten. Magistraten fortæller, at den har brugt al mulig Forsigtighed, men den havde Mistanke om, at Fangevogteren stod i Ledtog med Fangerne, og den havde derfor indtil videre indsat ham i den tomme Arrest 27).

 Det viste sig senere, at det var en Poul Smed fra Sejlstrup, der havde brækket Laasen, hvorfor han blev arresteret.Paa Tinget d. 11. August maatte Aktor da beklage, at han ikke kunde fremstille Hejle, men Sagen blev dog behandlet, og Defensor lod sin Forsvarsakt protokollere samt lod ligeledes læse en Attest fra den tidligere Præst i Børglum, S. A. Munk i Kornum, der erklærede, at Hejle i hans Tid havde opført sig som et kristeligt og skikkeligt ungt Menneske, hos hvem intet lasteligt vor at kende i al hans Omgængelse.I Forsvarsindlæget søger Worm at hævde, at Hejle har handlet i Desperation, fordi han ikke maatte faa Enken, og Skriftet vidner om, at Worm var en dygtig og besindig Mand. Han vilde selvfølgelig ikke forsvare Hejles onde Gerning, men det var hans Pligt at hindre, at den blev betragtet gennem Forstørrelsesglas, saaledes som Aktor gerne vilde. Hejle „befriede“ en Enke i Vejby og vandt hendes Genkærlighed, men Obersten satte sig imod Forbindelsen; „dette satte hans Sind i Bevægelse, een Passion, nemlig Kiærlighed, som fremfor andre har influence paa de menneskelige Tilbøjeligheder; han saa sin Kiær]ighed (thi den Indvending, at Enken var 58 Aar gammel, vil intet sige, da Smag og Behag er forskellig) med eet imod Forventning standset, tilsidesat – – – – “, og han blev forvildet i Sindet og hævngerrig. Defensor gjør sluttelig Paastand paa, at Hejle ikke idømmes Livsstraf, men at han dømmes til Arbejde pas Bremerholm i nogle Aar 28).

Dette Forsvarsskrift virkede ogsaa helt ophidsende paa Aktor; han replicerede, at det lod til, efter Indlægget at dømme, at Defensor „vilde gjøere en af de groveste Matificanters misdædiske Gjærninger til lutter Børneleg, der kunde forsones med en Rumpefuld“, og „Def.ensor taler om 3/4 Pund Krudts Virkning, ligesom det ej betydede andet end at antænde en Svovlstikke – – ".Omsider blev han dog færdig med sin Replik, til hvilken Defensor gav et kort Giensvar, og saa optoges Sagen til Domsafsigelse d. 25. August 29).

Præmisserne indledes saaledes: „Denne Act at giennemlæse kand i Henseende de derudiinden oplysede uhørlige morder- og mordbrændiske samt øvrige diævelske fuldførte p a s s a g i e r, onde og ugudelige Gierninger aabenbare, viise og forestille ethvert retsindig og christe1ig Menniske som i et Speil den onde Aands hærskende Tyranie i et ont og fra Gud afviget Menniskes Hierte. Delinqventen Hejle Andersen er da den Persohn, hvorom denne Act handler, og applicationen passer sig saa meget nøyere, som alle hands ugemeene, men tillige ugudelige og fordømmelige Gierninger og Bedrifter med rette kand siges at være ham af den onde Aand inspireret og i Satans Værksted forfærdiget“, Saa opregnes alle de onde Bedrifter, som han „under Satans information har paafundet‘, saa at man af dette „klarlig kand erfahre, at hands heele Liv og Levneds Fremdragelse har været en Kilde af den onde Aands herskende Laster, i hvilke hand saaledes længe nok har contenteret sine vellystige Begiærligheder, indtil da Gud rammer Tiden og sætter sliig et gudsforgaaen Menneske Grænser fore, hvortil hand maae komme –Thi kendes for Ret, at Delinkventen Hejle Andersen til sin velfortjente Straf og andre ligesindede, onde og gudsforgaaende Mennesker til desmere Afsky og Eksempel bør – – – at miste sit Hoved med Økse, og Hovedet at sættes paa Stage samt Kroppen af Natmandens Folk at henføres og begraves i Galgebakken 30) eller paa Retterstedet – – – – og Omkostningerne ved hele Rettergangen afholdes af Amtet, forsaavidt Delinkventens Bo ikke kan dække dem 31).Forinden Dommen kunde eksekveres, skulde den stadfæstes af Landsting- og Højesteret, og det er den maaske ogsaa nok blevet, men derimod er det tvivlsomt, om Hejle blev ramt af Straffen.Da han 6. August flygtede fra Aalborg Arrest, skete det i Følge med en Morderske, Ane Kolding fra Ulsted og hendes Mand, Christen Jensen, hvilken Morderske havde taget Livet af 4 Mennesker. Fra Aalborg drog Trekløveret vest paa, men da de kom til Sønderholm, forlod Hejle de to andre, der et Par Maaneder efter blev grebne paa Nørre Vosborg i Vestjylland 32), Konen forklædt som Mand. Hejle har jeg derimod ikke senere set omtalt, men han er rimeligvis sluppet ud af Landet og bort fra den jordiske Gengældelse.

 

Fodnoter til En Kriminalhistorie fra Børglum Kloster

1) Se Danm. Adels Aarbog XXVI S. 566.

2) I Artiklen i ”Vends. Folk og Land” har jeg fejlagtigt opgivet hans Dødsaar

til 1809; der er her sket en Forveksling med hans Søn.

3) Tingbogen fol

4) Om Enken og hendes Søn mere senere.

5) Tgb. 433 f.

6) a St. 429

7) a St. 482.

8) Senere Byfoged i Hjøring, se Vendsysselske Aarbøger I, 128 og

Personalh. Tidsskrift 6, I 267.

9) Laasen var spændt og ved en Snor i Forbindelse med Indpakningsmaterialet

eller Laaget.

10) Tgb. Fol. Å99 ff.

11) A. C. Christensen var Søn af den tidligere Birkeskriver Christen

Christensen, der boede i Fravær.

12) Tgh. fol. 403 f

13) Datter af Lars Jensen paa Kornumgaard, se Jydske Saml. 4. I, 513 f

14) Tgb. fol. 406 f.

15) Kathrine Nielsdatter.

16) Tgb. fol. 43:i b.

17) Blev senere (1776) Birkefoged ved Gaardho (Asdal) Birk og 1780 adj. Byfoged

i Hjøring.

18) Tgb. fol. 434.

19) Tgb. fol. 434.

20) a. St. 434 b. Hun synes at have behandlet den tilskadekomne

21) Hvem denne var, nævnes ikke, men muligt var det Gaards Christen i Hune, der

nævnes i Visitatsindberetning fra Jelstrup 1748.

22) Tgb. fol. 412 h ng 434 h.

23) 1741 – 1762

24) ) Tgb. foL 416 b.

25) Tgb. fol. 417.

26) Tgb. fol. 418 og 435.

27) Tgb. fol 450,

28) Tgb. fol. 436.

29) Tgb. fol. 4S6h f.

30) Galgebakken laa nordvest for Børglum Møllebakke – Baalhøj,

31) Tgbh. fol. 487.

32) Kbh. Adresseavis Nr. 60, 120 og 160 For 1767 og Jydske Efterretninger 1767.