Schmidts familietræ (www.sm1.dk)

Fra Ejvind A. Christensens cd Database: Søren Hansen Sørensen, eller Hans Sørensen som var det navn han blev kaldt i det daglige, blev sendt ud at tjene i landbruget som kodreng i en alder af ca. 7 aar indtil konfirma tionsalderen. Hans Sørensen blev derefter uddannet ved landbruge t og senere oplært i slagterfaget, der blev hans egentlige hovederhv erv i en menneskealder. Hans og Andrea ejede flere forskellige landbrugsejendomme gennem aarene. I 1902 overtog de hans forældres ejendom paa Hillerup Øste r Hedemark. Af tingbogen fremgaar. "Ane Marie Sørensen, enke efter Peder Sørensen sælger til h endes søn Søren Hansen Sørensen ejendommen: Matrikel 31b Hillerup, hartkorn 1 skp. 3 fdk. 2 al. " 44g Jedsted , " 1 " 1 " 2 " " 61b Jedsted , " 1 " 1 " 3/4 " Købesummen er 600,00 kroner plus aftægt. Aftægten vurderes til 1250,00 kroner. Hun skal have en tilbygning til stuehuset paa 2 stuer og for stue, med egen indgang fra nord. Dagligt skal hun hver dags aften have en halv kande nymalket mælk. Årlig 80,00 kroner, 1 td. rug. 1 skæppe boghvedegryn, 2 lis pund fersk flæsk, 1 td. spisekartofler, samt 2000 gode strø gne klyne (tørv)." Denne aftægtskontrakt blev læst den 26. nov. 1902. Omkring 1905 sælges ovennævnte ejendom, og aftægtskontrakten sælges til broderen Andreas, hvorefter de flytter til Kal vslund for der at overtage et husmandsbrug som igen sælges efter ca. 10 aars forløb. De flytter da til Kamp mellem Kalvsl und og Obbekær, hvor de kun bor i kort tid, i hvertfald kun omkring et aars tid. De køber derefter et landbrug beliggende Faarevej 35, Hjortlund pr. Gredstedbro, hvor de bor nogle aar, indtil de køber en ejendom paa Ribe Nørremark, der i 194 0 overtages af sønnen Kryger. Ejendommen paa Ribe Nørremark var paa ca. 12 tdr. land jord m ed 3-4 køer, et par kalve, nogle grise og en del fjerkræ, der hovedsageligt blev passet af Andrea og børnene, medens Hans cyklede rundt i nærliggende sogne og slagtede hos der værende landmænd. Om sommeren var Hans beskæftiget som pladsformand i Vestere nge Mose. Hans var særdeles afholdt og kendt for at være en omhyggelig slagter. Han var uhjælpelig kejthaandet og slagtede grisene med venstre haand. Ofte havde han en lille steg eller pølse med hjem, eller til andre tider et stykke faarekød, men det var børnene ikke særlig begejstrede for, men Andrea forstod at tilberede faarekødet, saa det blev en lækkerbidsken, og saa gled det letter e ned. Hans havde ved saadanne lejligheder et lunt glimt i øjet, og medens han snoede det kraftige overskæg, sagde han gerne : "Spis nu endelig op smaa bitte børn, ellers faar I det igen i morgen." Han kunne ofte med det ironiske islæt finde paa at forklare til konen, hvor han slagtede: "A' vil da gjern ha' æ huer aa æ' bien med hjem." Dermed mente han selvfølgelig, at han gerne ville have sit eget hoved og ben med hjem, men ordvalge t blev undertiden misforstaaet, og saa klukkede han hjerteligt af grin. Hans Sørensen var i besiddelse af saa megen lune og ironisk islæt, at han endnu huskes af mange, netop for dét, og derom berettes mange historier. Da han engang slagtede hos en gaardejer i Kalvslund, der eje de den gode fede jord, blev han lidt drillende spurgt: "Det er da vist noget temmelig let jord, du ejer derude paa Ribe Nørremark." Hans Sørensen stod en tid og kløede sig i nakke n og drejede et par omgange i overskægget før han eftertænktsom svarede : " Jeg kan godt høre paa dig, at det har du ingen forstand paa, - for den jord er nu tung nok, naar den bliver fyldt i en sæk." Ved en anden lejlighed havde han været ude at slagte, og var nu paa cykel hjemad, da han i horisonten skimtede en heste vogn med en bekendt. Hans stillede cyklen fra sig og gik midt paa vejen med skrævende ben, - begyndte at stryge sine slagter knive, medens han højlydt sang: "Nu er din aller sidste time nær, nu skal du til slagterbænken føres hen." Det var et hjemmelavet vers, men hvad Hans ikke havde taget i betragtning var, at der bagfra kom cyklende et postbud, der i forskrækkel se og uvidenhed om den vilde slagter, havde søgt beskyttelse i et højt træ, hvorfra han afventede begivenhedernes gang. Det kunne hænde, at Hans "faldt i" paa restaurant Højskolehjemmet i Ribe, og ved saadanne lejligheder blev der ikke set saa nøje efter uret. Det var ikke særlig velset derhjemme, naar kaffepuncherne havde taget overhaand for den gode slagter , for Andrea vidste nok at give ret besked, og saa kunne han se saa brødebetynget ud, medens alle dog kunne se, at det prellede totalt af paa ham. Men Hans var godheden selv, og det var tilnærmelsesvist umuligt at skændes med ham. I forbindelse med foranstaaende havde Hans faaet en ordentlig omgang ude i stalden af Andrea, da han kort efter gik ind i køkkenet til børnene og sagde: "Ja, ja, bitte børn, naar jeg ikke sa'e hende imod, var det ikke fordi far ikke turde, me n jeg fandt bedst at la' være." Andrea sørgede for, at det derhjemme blev passet, og var i besiddelse af den egenskab, at der til trods for 11 børn, altid var orden i tingene. Hun forstod at sprede hygge omkring sig i det lille hjem. Hun syede selv tøjet til sine børn og st rikkede strømper og vanter, og var ekspert i at sy kludesko. Om aftenen var skumringstimerne de bedste, syntes børnene. Medens Andrea havde hjemmebag, eller de til tider blot maa te nøjes med almindelig rugbrød med sukker paa, sad Hans med benene under sig paa tørvekassen og spillede paa mundharmonika , og for at faa musikken til at lyde lidt mere professionel, havde han undertiden en kop for enden af mundharmonikaen. I øvrigt var han ogsaa dygtig til at spille paa almindelig harmonika, og til musikken sang Andrea og børnene gamle viser. Ja , undertiden blev køkkenbordet flyttet til side, og der blev spillet op til dans.